Af fuldmægtig Mikkel Vang Rasmussen
Ankestyrelsen behandler årligt ca. 50.000 ankesager, hvoraf ca. 20.000 af sagerne er på social- og beskæftigelsesområdet. De mange sager bruger vi til vidensindsamling om fx kommuners udfordringer med lovgivningen, ligesom vi også indsamler viden fra vores undersøgelser, læringsaktiviteter og dialog med kommunale sagsbehandlere og chefer. På den måde får vi en unik indsigt i den kommunale sagsbehandling, som vi bruger til forskellige praksiskoordinerende aktiviteter deriblandt læringsforløb.
Vi har læringsforløb, der kræver fysisk fremmøde, men for nogle sagsbehandlere er det bøvlet og forudsætter større koordinering at kunne deltage i vores læringsforløb med fysisk fremmøde. Vi har derfor udviklet e-læringsforløb, hvor du kan få den samme læring og blive opdateret på ny juridisk viden, præcis når det passer ind i din hverdag.
Du får dermed en fleksibilitet ved at bruge læring on-demand. Det betyder også, at du kan sidde og deltage på et e-læringsforløb sammen med en kollega eller et helt team. På den måde kan I sammen i kontoret eller i enheden sikre samme vidensniveau inden for et lovområde.
Pt. har vi fx e-læringsforløb om kommunens salg af fast ejendom uden offentligt udbud, men du kan også finde kurser i forvaltningsret fx om sagsoplysning og begrundelse. Derudover er vi i gang med at udarbejde forløb om BPA (borgerstyret personlig assistance) og underretninger.
Ankestyrelsen evaluerer løbende på vores e-læringsforløb, og tilbagemeldingen fra flere nye brugere lyder, at vores e-læring både er en god indføring for sagsbehandlere, der skal lære et nyt stofområde at kende, mens garvede sagsbehandlere får genopfrisket og opdateret deres viden.