Af Rikke Ellehauge og Sandra Fredmark
Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner (herefter tilsynet) har siden 2024 behandlet cirka 30 sager om anbringelse af udsatte børn og unge i ikke-godkendte tilbud eller i anbringelsesformen eget værelse, kollegie eller kollegielignende børne- og ungehjem (eget værelse).
Denne artikel gennemgår de juridiske problemstillinger, som tilsynet ser i sagerne, og de regler, som kommunerne skal være opmærksomme på.
Kravet om socialtilsynets godkendelse af anbringelsessteder
Når udsatte børn og unge anbringes uden for hjemmet, har kommunerne en særlig forpligtelse til at sikre, at de udsatte børn og unge får en indsats af høj kvalitet.
For at sikre kvaliteten er det et krav efter socialtilsynslovens § 4, at nogle typer af anbringelsessteder er godkendt af socialtilsynet. Det gælder blandt andet almene, forstærkede og specialiserede plejefamilier samt børn- og ungehjem.
Akutanbringelse i et ikke-godkendt tilbud
Et barn eller en ung kan i særligt akutte situationer anbringes i et ikke-godkendt tilbud i maksimalt tre uger. Det følger af barnets lov § 12, stk. 3, at kommunen straks skal orientere socialtilsynet, når et barn eller en ung placeres i et ikke-godkendt tilbud. Hvis der er behov for, at barnet eller den unge opholder sig på det ikke-godkendte tilbud i mere end tre uger, skal kommunen søge socialtilsynet om forlængelse. Socialtilsynet kan på den baggrund træffe afgørelse om, at tilbuddet kan anvendes i yderligere tre uger. Herefter skal kommunen finde et godkendt anbringelsessted. Tilsvarende regler om brugen af ikke-godkendte tilbud gælder på voksenhandicapområdet efter servicelovens § 4, stk. 3 og 4.
Tilsynet har blandt andet på baggrund af avisartikler og henvendelser fra socialtilsynene behandlet flere sager, hvor kommunerne har anbragt børn og unge i ikke-godkendte tilbud:
- uden at orientere socialtilsynet,
- i betydelig længere tid end tre uger,
- i mere end tre uger uden at søge socialtilsynet om forlængelse af anbringelsen i det ikke-godkendte tilbud, og/eller
- ved efterfølgende at flytte barnet/den unge til et andet ikke-godkendt tilbud for på den måde at omgå reglerne om maksimal varighed af anbringelse.
Se eksempelvis tilsynets udtalelse om en kommunes anvendelse af ikke-godkendte tilbud:
Anbringelsesformer, der ikke kræver socialtilsynets godkendelse
Kravet, om at et anbringelsessted skal være godkendt af socialtilsynet, gælder ikke for netværksplejefamilier og anbringelse på eget værelse.
Når en ung anbringes på eget værelse, råder den unge selv over boligen. Målgruppen er unge, som har en vis alder og modenhed til at kunne klare dagligdagen på egen hånd og kun har brug for begrænset personlig støtte.
Denne form for anbringelse adskiller sig fra andre anbringelsesformer ved at have mere frie rammer. Det er kommunen selv, der skal godkende anbringelsesstedet som konkret egnet til den unge efter barnets lov § 65.
Tilsynet har behandlet flere sager, hvor børn har været anbragt på eget værelse, selvom de ikke har været i målgruppen for denne anbringelsesform for eksempel på grund af deres alder eller udfordringer og støttebehov.
Eksempelvis har tilsynet behandlet en sag, som dog kunne afsluttes uden, at der blev rejst en tilsynssag, da kommunen på baggrund af tilsynets henvendelse ændrede sin praksis for anbringelse af børn og unge på egne værelser og i ikke-godkendte tilbud:
Hvorfor bliver reglerne ikke altid overholdt?
Tilsynets sager viser, at kommunerne typisk ikke overholder reglerne på grund af:
- manglende opmærksomhed på, om anbringelsesstederne er godkendt af socialtilsynet,
- lang ventetid på egnede eller godkendte anbringelsessteder og
- mangel på egnede og godkendte tilbud i kommunen, der kan varetage de udsatte børn og unges behov for omsorg og trivsel.
Kommunernes forsyningsansvar
Kommunerne har ansvaret for at sikre, at der findes nødvendige anbringelsessteder til børn og unge, og at børn og unge anbringes i tilbud, der er godkendt af socialtilsynet. Det følger af barnets lov § 12, stk. 1. og 2.
Selvom nogle sager er komplekse, og der kan være mangel på godkendte anbringelsessteder, fritager det ikke kommunerne for at leve op til forsyningsansvaret og reglerne i barnets lov.
Kommunerne har pligt til at sørge for, at der er de nødvendige tilbud til rådighed for at dække borgernes behov inden for servicelovens og barnets lovs område, og kommunerne har også pligt til at finde et tilbud uden for kommunen, hvis kommunen ikke selv har et egnet tilbud.
Tilsynet har behandlet flere sager om kommunernes forsyningspligt, og vi har blandt andet offentliggjort en generel udtalelse om kommunernes forsyningspligt efter serviceloven og barnets lov:
Tilsynet har også offentliggjort en udtalelse om, at en kommune handler i strid med reglerne om anbringelse på eget værelse og i ikke-godkendte tilbud med særligt fokus på kommunernes forsyningsansvar:
Praksisundersøgelse om afskaffelse af reglerne om brugen af ikke-godkendte tilbud
Det er ikke kun Ankestyrelsens tilsyn, der har fokus på anbringelser af børn og unge i ikke-godkendte tilbud og på egne værelser. Ankestyrelsen skal i løbet af 2026 til 2027 gennemføre en praksisundersøgelse på baggrund af den politiske aftale af 9. januar 2026 om styrket indsats mod snyd og svigt på sociale tilbud og afskaffelse af ikke-godkendte tilbud.
Et af initiativerne i aftalen er, at de ikke-godkendte tilbud afskaffes og erstattes af godkendte akuttilbud. Der vil dog fortsat ikke være krav om, at ’egne værelser’ skal være godkendt af socialtilsynet.
Praksisundersøgelsen skal belyse, om kommunerne anvender anbringelsesformen ’eget værelse’ i overensstemmelse med lovgivningen.