Ankestyrelsens principafgørelse O-56-77

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 10 og § 11

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 19, pkt. 20

En kommune har forelagt Socialministeriet det generelle spørgsmål om, hvilken kommune betalingsforpligtelsen påhviler i forbindelse med børns anbringelse uden for hjemmet, hvor forældremyndighedens indehaver skifter opholdskommune under anbringelsen.

Kommunen beskrev til illustration et eksempel, hvor A kommune beslutter hjælpeforanstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, med anbringelse af et barn uden for hjemmet, og hvor forældrene under anbringelsen flytter til B kommune.

Socialministeriet har hertil udtalt, at ethvert familiemedlem principielt får (ny) selvstændig opholdskommune i de tilfælde, hvor pågældende som led i en behandlingsplan får ophold uden for sit eget hjem. Dette gælder såvel barnet, der anbringes uden for hjemmet, som den ægtefælle, der flytter til en uddannelsesinstitution eller optages på et plejehjem.

Denne regel er fastslået i Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, punkt 19, der fastlægger, hvilken kommune der skal yde bistand, herunder træffe beslutninger i de enkelte situationer. Det fremgår af bestemmelsen, at den dog er uden større praktisk betydning, hvor det drejer sig om et barn, idet bistand til barnet tillige må opfattes som bistand til forældremyndighedens indehaver, og det derfor er deres opholdskommune, der skal træffe beslutninger om de fremtidige hjælpeforanstaltninger. I det ovenfor anførte eksempel vil det derfor være B kommune, der - i samarbejde med den tidligere opholdskommune - skal træffe beslutninger om ændringer i behandlingsplanen. Det må imidlertid understreges, at der ikke herved er taget stilling til, hvilken kommune der skal betale for hjælpeforanstaltningerne efter forældrenes flytning og indtil behandlingsplanens afslutning, idet det omhandlede punkt ikke afgør dette spørgsmål.

Det følger direkte af teksten til bistandslovens § 11, at opholdskommunen (eksempelvis også barnets institutionskommune) kan kræve sine udgifter til bistand refunderet af en tidligere opholdskommune, når klienten ved medvirken fra en anden kommune (eller offentlig myndighed) er anbragt i institution eller pleje i kommunen.

I det anførte eksempel vil A kommune derfor som barnets tidligere opholdskommune fortsat være forpligtet til at afholde udgifterne ved institutionsopholdet, uanset at forældrene efter barnets anbringelse flytter til B kommune.

Begrundelsen for denne regel er dels en beskyttelse af institutionskommunen, dels hensynet til barnet, idet det skal sikres, at den behandlingsplan, der er lagt, ikke vilkårligt ændres ud fra økonomiske hensyn, fordi forældrene flytter til en ny kommune.

Når institutionsopholdet afsluttes, og barnet får ophold i hjemmet hos forældrene i B kommune, er der ikke længere mulighed for at føre betalingsforpligtelsen tilbage til A kommune via § 11, og pligten til at afholde udgifterne ved fremtidige hjælpeforanstaltninger vil herefter påhvile familiens fælles opholdskommune.