Et medlem af en faglig organisation indankede en afgørelse truffet af en kommune. Ifølge kommunens afgørelse skulle der foretages fradrag i den hjælp, der ydedes pågældende under en arbejdskonflikt for et afspadseringsvederlag, som han fik udbetalt omkring 1. april 1977.
Hjælpen ydedes med tilbagebetalingspligt, og der blev foretaget fradrag i hjælpen for et lån på 800 kr. ugentlig, som pågældende modtog fra sin faglige klub i lighed med sine kolleger.
Omkring 1. april 1977 meddelte han bistandskontoret, at han havde fået udbetalt ca. 5.000 kr. i afspadseringsgodtgørelse, men at han havde indbetalt pengene på en "spærret konto" gennem sin faglige klub, således at han ikke havde rådighed over pengene.
Kommunen meddelte ham, at han måtte bruge pengene, før han påny ville kunne få udbetalt hjælp.
Den 9. maj 1977 traf den faglige klub beslutning om bortfald af lånet på de 800 kr. ugentlig med virkning fra 31. marts 1977 for så vidt angik medlemmer af klubben, som boede i kommuner, der forlangte, at afspadseringsgodtgørelsen skulle bruges, før der påny kunne ydes hjælp. Lånet skulle bortfalde indtil afspadseringsgodtgørelsen var opbrugt, idet klubben dog ikke ville give tilsagn om, hvorvidt der senere ville være midler til rådighed til lån.
I slutningen af maj 1977 henvendte medlemmet sig påny på bistandskontoret, hvor han fremlagde dokumentation for, at han havde tilbagebetalt klubben 800 kr. ugentlig af afspadseringsgodtgørelsen med virkning fra den 1. april 1977. Kommunen havde oplyst, at afspadseringsgodtgørelsen efter kommunens opfattelse måtte betragtes som arbejdsvederlag, der var udbetalt det enkelte medlem til fri rådighed. Under hensyn hertil havde kommunen ment, at afspadseringsvederlaget i overensstemmelse med pkt. 15 i Socialministeriets cirkulære af 3. november 1975 om kontanthjælp skulle fratrækkes i den beregnede hjælp. Kommunen havde senere efter omstændighederne accepteret den foretagne modregning i afspadseringsgodtgørelsen for det omhandlede lån for så vidt angik lån ydet efter 1. april 1977, medens kommunen havde fastholdt, at et eventuelt overskydende beløb fortsat skulle fratrækkes i den ydede hjælp.
Klubben havde henvist til, at den omhandlede afspadseringsgodtgørelse var vederlag for afspadseringstimer og holddriftferie, som først skulle afholdes efter konfliktens afslutning. Samtlige klubbens medlemmer havde skriftligt forpligtet sig til at overføre de optjente afspadseringspenge til en "spærret konto" til brug for senere afholdelse af overenskomstmæssig afspadsering. Klubben havde endvidere henvist til, at krav om forbrug af godtgørelsen ville bevirke en indgribende ændring af medlemmernes fremtidige forhold, idet deres fremtidige leveniveau i en periode ville forringes med 25% eller en ugeløn pr. måned.
Klubben havde videre henvist til, at godtgørelsen ikke kunne siges at være en indtægt som "tilflyder" ansøgeren, da godtgørelsen var økonomisk vederlag for en periode efter konfliktens afslutning.
Spørgsmålet om, hvilken indflydelse afspadseringsgodtgørelsen skulle have på udmålingen af hjælp efter bistandsloven, havde været forelagt for Socialministeriet, som bl.a. havde udtalt, at ministeriet ikke kan træffe afgørelse i enkeltsager, men at ministeriet principielt intet vil finde at indvende imod, at en foreliggende tvivl med hensyn til ansøgerens dispositionsmuligheder over et beløb som det omhandlede, kommer ansøgeren til gode - navnlig ikke, hvis det kandokumenteres, at pågældende har indsat beløbet på en spærret konto således at der udbetales pågældende hjælp efter bistandsloven uden fradrag af dette beløb.
Socialministeriet havde herudover som svar på en forespørgsel fra kommunen den 16. juni 1977 udtalt, at såvel tilbagebetalingsbestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 2, som de tilsvarende bestemmelser i forsorgslovene fra 1933 og 1961 er udtryk for det grundprincip, at det offentlige ved sin anvendelse af sociallovgivningen skal holde sig neutral under en kollektiv arbejdsstrid. Dette indebærer bl.a., at de sociale myndigheder ved anvendelse af bistandslovens regler må påse, at der ikke lægges hindringer i vejen for ansøgerens mulighed for fremtidig at klare sig selv f.eks. ved at tilskynde pågældende til at bruge et beløb, der er bestemt til senere anvendelse.
