En 31-årig kvinde indankede en afgørelse truffet af revaliderings- og pensionsnævnet, hvorved nævnet havde givet afslag på ansøgning om støtte efter bistandslovens § 58 til anskaffelse af en bilvarmer.
Det fremgik af sagen, at ansøgeren, der oppebar invaliditetsydelse, led af følger efter polio i 1953 i form af svære pareser af begge ben. Hun var forsynet med læderkorset, benskinner på begge ben, 2 albuestokke samt kørestol.
Ansøgerens læge havde anbefalet ansøgningen, idet ansøgeren ikke kunne stå ved bilen og samtidig afise ruderne, idet hun ikke kunne stå uden stokke. Ansøgerens ben kunne endvidere ikke tåle kulde.
Det var oplyst, at ansøgeren flere gange, sidst i juli 1977, havde fået støtte til motorkøretøj til brug ved transport til og fra arbejde.
Det sociale udvalg havde anbefalet ansøgningen, idet man havde anset en bilvarmer for et nødvendigt hjælpemiddel.
Revaliderings- og pensionsnævnet havde givet afslag ud fra en vurdering af trafiksikkerheden. Da ansøgerens vogn var 100% håndbetjent, fandt nævnet, at ansøgeren ville være i stand til på fuld betryggende vis at føre bilen, også selv om der var lav temperatur i den. Ifølge § 20 i motorkøretøjcirkulæret kan der i ganske særlige tilfælde, hvor en ansøger på grund af en muskellidelse, f.eks. polio, kun kan føre et opvarmet motorkøretøj, ydes tilskud til anskaffelse af bilvarmer, når det findes lægeligt påkrævet. Det er en forudsætning, at ansøgeren er svært invalideret, og at der er tale om erhvervsbil.
