Ankestyrelsens principafgørelse O-25-79

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

29-01-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 25 og § 27

N. N. havde indanket en afgørelse truffet af et amtsankenævn, om hvorvidt det kunne pålægges A og B kommuner at gøre tilbagebetalingskrav for uretmæssigt oppebåret hjælp efter bistandsloven gældende i overensstemmelse med reglerne i bistandslovens § 27 i et tilfælde, hvor der i forbindelse med dom i en straffesag var tilkendt A kommune erstatning efter almindelige erstatningsregler, og hvor B kommune havde gjort erstatningskrav gældende under en verserende straffesag.

Det fremgik af sagen, at N. N. ved en landsretsdom i november 1977 i forbindelse med en dom for bedrageri mod A kommune blev dømt til at betale en erstatning til kommunen på 1.362 kr., hvilket beløb han retsstridigt havde bestemt kommunen til at udbetale sig i hjælp efter bistandsloven i perioden 29. juli - 18. august 1976. A kommune havde påstået sig tilkendt det nævnte beløb i erstatning for det anførte formuetab.

Det fremgik af domsudskriften, at N. N. under sagen i landsretten gjorde gældende, at der er tilbagebetalingspligt for bistandshjælp udbetalt i en arbejdsperiode som den heromhandlede hjælp, men at tilbagebetaling ikke henhører under behandlingen af en straffesag.

N. N. var dernæst sat under tiltale ved en underret for bedrageri mod B kommune. Det var gjort gældende, at han retsstridigt havde bestemt socialforvaltningen til at udbetale sig hjælp i henhold til lov om offentlig forsorg med ca. 30.000 kr. i perioden oktober 1974 - marts 1976.

Der var nedlagt erstatningspåstand under straffesagen.

N. N. havde klaget til amtsankenævnet over, at A og B kommune ikke havde truffet afgørelse i henhold til bistandslovens regler omtilbagebetaling af den omhandlede hjælp. Han havde anført, at social udvalgene ikke kan omgå bistandslovens bestemmelser ved at anmelde sagen til politiet og derved undgå at træffe afgørelse om tilbagebetaling i henhold til bistandslovens bestemmelser. Amtsankenævnet havde i sin afgørelse afvist at behandle klagen over det sociale udvalg i B kommune, idet nævnet havde betragtet henvendelsen som en klage over, at der i forbindelse med retssagen ville blive rejst krav om erstatning svarende til den uretmæssigt oppebårne hjælp, hvilket spørgsmål henhørte under de almindelige domstole.

Nævnet havde i en afgørelse 14 dage senere afvist at genbehandle spørgsmålet.

Nævnet havde desuden i sidstnævnte afgørelse afvist at behandle det omhandlede spørgsmål i relation til A kommune. Nævnet havde betragtet henvendelsen som en klage over et afslag på ændring af en tilbagebetalingsaftale, og nævnet havde afvist spørgsmålet, allerede fordi en sådan aftale ikke var indgået mellem kommune og klageren.

N. N. 's advokat havde over for Ankestyrelsen anført, at han til brug for en anden tidligere sag havde indhentet en udtalelse fra Socialstyrelsen, der i skrivelse af 2. december 1976 havde udtalt, at fastsættelse og gennemførelse af et eventuelt tilbagebetalingskrav efter Socialstyrelsens opfattelse måtte ske i overensstemmelse med reglerne i §§ 25-27 i bistandsloven. Socialstyrelsen havde i denne forbindelse bemærket, at reglen i bistandslovens § 27, stk. 3, om bortfald af tilbagebetalingskravet også finder anvendelse i de tilfælde, hvor hjælpen er ydet inden bistandslovens ikrafttræden med tilbagebetalingspligt efter forsorgsloven.

Advokaten har videre anført, at skal §§ 25-27 i bistandsloven have nogen selvstændig mening, så må dette være et pålæg til kommunerne om ikke generelt at nedlægge erstatningspåstand i sager om socialbedrageri. Advokaten havde på den givne foranledning anmodet om, at det henstilledes til B kommunes socialforvaltning ikke at gøre erstatningskrav gældende under adhæsionsproces, men henholde sig til bistandslovens §§ 25-27.

Ifølge bistandslovens § 25 træffer det sociale udvalg, når en person har undladt at give oplysninger som krævet i § 18 eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov, beslutning om tilbagebetaling af det beløb, der er ydet med urette.

Ifølge bistandslovens § 27, stk. 1, gennemføres tilbagebetalingskravet ved en betalingsordning, der fastsættes af det sociale udvalg under hensyn til, hvad pågældende kan udrede uden at komme til at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold.

Ifølge stk. 3 bortfalder tilbagebetalingskravet, når der er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at der efter reglen i stk. 1, har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Ankestyrelsen lagde til grund, at domstolene hidtil havde anset sig for beføjet til i forbindelse med pådømmelse af straffesag for socialbedrageri at tilkende den besvegne kommune erstatning hvilende på almindelige erstatningsregler.

Bistandslovens regler i §§ 25-27 om tilbagebetaling af ydet hjælp har afløst tidligere i forsorgsloven herom gældende regler.

I bemærkningerne til forslaget til bistandslovens § 27 er anført, at forslaget svarer til bestemmelserne i forsorgslovens §§ 66 og 67. Der ses ikke i bemærkningerne i øvrigt til forslaget om bistandsloven eller efter det under folketingets behandling af lovforslaget fremkomne at være holdepunkter for at antage, at der med de nævnte bestemmelser er sket nogen ændring af domstolenes adgang til under en straffesag at tage erstatningsspørgsmålet under påkendelse.

Ankestyrelsen havde ikke kompetence til ved henstillinger til kommunerne at søge at begrænse disses adgang til at gøre erstatningsansvar gældende ved domstolene.

Ankestyrelsen fandt herefter, at den pligt til at kræve hjælp tilbagebetalt, som er fastsat i bistandslovens § 25, er opfyldt ved at indbringe erstatningsspørgsmålet for retten, og at der ikke i sådanne tilfælde kan antages derudover at være pligt til at gøre tilbagebetalingskravet gældende på den i lovens § 27 foreskrevne måde.