Ankestyrelsens principafgørelse O-7-80

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 37

Kriminalforsorgen indankede en afgørelse truffet af A kommune, hvorefter A kommune havde fundet, at der ikke var hjemmel ibistandsloven til at yde plejevederlag i forbindelse med, at en 23 årig mand blev anbragt i familiepleje i forbindelse med hans prøveløsladelse i november 1977.

Det fremgik af sagen, at pågældende blev indsat i fængsel sommeren 1977, og at han forud herfor havde opholdskommune i A kommune. Han blev i oktober 1977 udstationeret til familieplejeophold i et kollektiv i B kommune, og under udstationeringen betalte kriminalforsorgen plejevederlag. I november 1977 blev pågældende prøveløsladt med vilkår om 2 års prøvetid, 1 års tilsyn samt særvilkår om arbejde og ophold. Opholdet i kollektivet forventedes at blive af mindst 6 måneders varighed.

Kriminalforsorgen søgte i november 1977 A kommune om betaling af plejevederlag på 166 kr. pr. dag og lommepenge 150 kr. pr. uge.

A kommune begrundede sit afslag med, at de i bistandslovens kapitel 15 omhandlede bestemmelser om betaling af plejeløn alene vedrører børn og personer under tilsyn af særforsorgsinstitutioner under staten. Kommunen henledte i øvrigt opmærksomheden på, at ansøgning om hjælp bør rettes til den kommune, hvor pågældende opholder sig, jf. bistandslovens § 10.

Ved sagens indankning havde kriminalforsorgen anført, at den har den opfattelse, at der er hjemmel til betaling af plejevederlag efter reglerne i kapitel 3 om kontanthjælp, nærmere bestemt i henhold til § 37. Overfor Ankestyrelsen havde A kommune fastholdt sin afgørelse, men meddelt, at kommunen var enig i, at hjælp til pågældende ville kunne ydes efter bistandslovens regler om kontanthjælp.

A kommune havde endvidere fastholdt, at ansøgningen om hjælp burde være rettet til B kommune, og at det påhvilede denne kommune at tage stilling til, hvilken hjælp der skulle ydes. A kommune anførte, at B kommune derefter ville kunne kræve den kommunale andel af hjælpen refunderet af A kommune, jf. bistandslovens § 11 og pkt. 20 i Socialministeriets cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser.

Efter sagens indankning var det oplyst for Ankestyrelsen, at Kriminalforsorgen betalte plejevederlag i 6 måneder, og at familieplejen derefter ophørte.

Efter det oplyste om pågældendes forhold og formålet med hans ophold i familiepleje fandt Ankestyrelsen ikke, at der havde været tale om en foranstaltning, der var omfattet af reglerne i bistandslovens § 42, der vedrører hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning eller omskoling.

Ankestyrelsen var således enig med A kommune i, at hjælp til pågældende i det omhandlede tidsrum alene ville kunne ydes i henhold til reglerne i bistandslovens afsnit III om kontanthjælp efter de sædvanlige principper for hjælp til underhold og eventuelle rimelige faste udgifter.

Sagen henvistes til behandling i det sociale udvalg i B kommune med henblik på beregning af hjælp i overensstemmelse hermed.

Det bemærkedes endvidere, at A kommune til Ankestyrelsen havde udtalt, at opholdskommunen ville kunne kræve den kommunale andel af bistanden til pågældende refunderet af A kommune, jf. bistandslovens § 11. Ankestyrelsen var enig heri.