Ankestyrelsens principafgørelse O-48-80

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

29-01-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 26, stk. 1, nr. 1 og § 37

Socialministeriets cirkulære af 3. november 1975 - pkt. 14, pkt. 3

Et socialudvalg indankede en af et amtsankenævn truffet afgørelse vedrørende ydelse af hjælp efter bistandsloven til en fiskeskipper.

Ansøgeren, der var gift og havde 3 børn under 18 år, henvendte sig i maj 1976 til kommunen og søgte om terminshjælp og hjælp til underhold, idet hans fiskekutter var under reparation på grund af en brand i marts måned samme år. Ansøgeren havde indtil henvendelsen levet af et lån på 35.000 kr.

Kommunen bevilgede terminshjælp for marts 1976 på 7.833 kr. samt en månedlig underholdshjælp på 2.941 kr., der ydedes i juni og juli måneder efter bistandslovens § 37. Ansøgeren havde også vanskeligheder ved at betale juni termin, og i september 1976 henvendte han sig påny og søgte om hjælp til juni termin, idet han oplyste, at han havde haft en nyt uheld med sin kutter, idet et skot var brudt sammen. Han mente selv at kunne klare oktober termin. Det viste sig senere ikke at kunne lade sig gøre, idet ansøgeren oplyste, at han havde brugt de opsparede penge til reparationen af skottet. Kommunen vedtog herefter at bevilge ansøgeren 15.000 kr. efter bistandslovens § 40, stk. 1, til betaling af juni og oktober termin. Hjælpen blev ydet mod tilbagebetalingspligt efter § 26, stk. 1, nr. 3.

Ansøgeren klagede over tilbagebetalingspligten til amtsankenævnet og oplyste, at hans kutter havde været på værft i slutningen af 1976 og i begyndelsen af 1977, hvorfor han var uden indtjeningsmuligheder og fik bevilget hjælp til underhold og faste udgifter, medens båden lå på værft. Han kunne ikke forstå, at hjælpen var blevet ydet mod tilbagebetalingspligt, idet der i den pågældende periode forelå et klart indtægtstab, hvorfor han var i en trangssituation. Selve reparationen af kutteren og deraf følgende udgifter var dækket af hans forsikring. Han havde måttet optage yderligere lån på 100.000 kr. for at kunne klare sig i den nuværende situation. Han havde genoptaget fiskeriet i april måned 1977. Kommunen havde over for amtsankenævnet begrundet sit tilbagebetalingskrav med, at ansøgeren på det aktuelle tidspunkt regnede med snart at komme på fiskeri igen, og med, at indtægten for en fiskeskipper kan være ret stor.

Det sociale udvalg havde accepteret, at den pågældende ikke i den omhandlede periode havde tilmeldt sig arbejdsformidlingen, da det blev anset for nødvendigt, at han var til stede, medens kutteren blev repareret.

Amtsankenævnet vedtog at ophæve kommunens beslutning om tilbagebetalingspligt for hjælpen ydet til betaling af terminsudgifterne for juni og oktober 1976. Amtsankenævnet havde begrundet sin afgørelse med, at der på ansøgningstidspunktet ikke forelå konkrete omstændigheder, der kunne begrunde en antagelse om, at ansøgeren i løbet af kortere tid ville være i stand til at tilbagebetale den ydede hjælp.

Amtsankenævnet udtalte endvidere i sin afgørelse, at ansøgeren ikke havde opfyldt betingelserne for at modtage hjælp efter bistandslovens §§ 37 og 40, men at dette ikke medførte tilbagebetalingspligt for den allerede modtagne hjælp.

Som begrundelse for ansøgerens manglende berettigelse til hjælpen havde nævnet anført, at de ændringer i forholdene, der kan begrunde forbigåede hjælp efter § 37 og § 40, stk. 1, vedrører ændringer i personers forhold. Der kan således ikke ydes hjælp til selvstændige erhvervsdrivende, der på grund af virksomhedens forhold er afskåret fra at skaffe det fornødne til dækning af familiens økonomiske behov. Hjælp i en sådan situation forudsætter, at virksomheden ophører, og at den pågældende søger lønarbejde. Nævnet henviste i denne forbindelse til Socialministeriets cirkulære af 3. november 1975 om kontanthjælp, pkt. 3.

Kommunen havde anført, at den var uforstående over for dette argument. Endvidere mente kommunen, at det er urimeligt ikke at kunne kræve tilbagebetaling af en fiskeskipper, der ellers i øvrigt har en god indtægt. Når fiskeriet er godt, kan en fiskeskipper meget nemt tjene en månedsløn på få dage.

Ansøgeren havde over for Ankestyrelsen oplyst, at han havde set sig nødsaget til at sælge sin kutter og købe en mindre, hvorved han kunne fiske alene, da den merudgift på 100.000 kr., han pådrog sig ved branden, var for stor en byrde for hans økonomi, som ville være meget stram nogle år fremover, således at familien kun lige kunne klare de løbende udgifter. Han havde desuden oplyst, at hans skattepligtige indtægt i 1978 var 42.000 kr., og at den for 1979 formentlig ville være af samme størrelse. Endelig havde han fremsendt driftsregnskab og status for 1979, hvoraf fremgik en nettoindtægt på 62.124 kr.

Skattevæsenet havde over for Ankestyrelsen oplyst, at ansøgeren i 1976 havde et overskud fra fiskekutteren på ca. 51.000 kr., i 1977 på ca. 105.000 kr. og i 1978 på ca. 118.000 kr.

Ifølge bistandslovens § 37 er betingelsen for at yde forbigående økonomisk hjælp, at den pågældende på grund af ændringer i sine forhold i en begrænset tid er afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold.

I kontanthjælpscirkulærets pkt. 3 anføres som eksempel på hjælp i forbindelse med svigtende arbejdsmuligheder, at der kan ydes hjælp til en selvstændig erhvervsdrivende, der må lukke sin virksomhed, og som ikke straks kan skaffe sig lønarbejde. I cirkulærets pkt. 14 anføres som eksempel på faste udgifter, hvortil der kan ydes hjælp, udgifter ved fortsættelse af erhvervsvirksomhed, navnlig under aftjening af værnepligt og sygdom eller i en overgangsperiode efter ægtefællens død. I meddelelser fra Socialministeriet nr. 5/1976 anføres vedrørende spørgsmålet om at yde hjælp efter bistandsloven til tørkeramte landmænd bl.a., at de situationer i hvilke bistandsloven typisk finder anvendelse, er situationer, hvor behovet for hjælp normalt er opstået på grund af helt individuelle forhold hos den pågældende. Det har derimod ikke været formålet med loven, at den skal finde anvendelse på løsning af økonomiske problemer, der er opstået for et eller flere erhverv, idet sådanne problemer i givet fald må løses ved generelle støtteordninger. Den enkelte landmand, som er kommet i økonomiske vanskeligheder f.eks. på grund af tørke, vil kunne få hjælp, hvis han efter en konkret vurdering opfylder betingelserne herfor. Det vil herunder være en forudsætning, at han først har udnyttet andre muligheder.

Ifølge bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, kan det sociale udvalg træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp, når der på det tidspunkt, da der søges hjælp på grund af økonomisk trang, foreligge forhold, der viser, at den pågældende i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen.

Ankestyrelsen var enig med det sociale udvalg i, at det ikke vil være udelukket at yde en selvstændig erhvervsdrivende hjælp efter bistandsloven i ekstraordinære situationer som den foreliggende. Efter de foreliggende oplysninger kunne Ankestyrelsen ligeledes tiltræde, at hjælpen var ydet i det angivne omfang.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at betingelserne i lovens § 26, stk. 1, nr. 3, for at kræve tilbagebetaling af den hjælp, der blev ydet ansøgeren til betaling af juni og oktober termin 1976, var til stede ved hjælpens ydelse.