Ankestyrelsens principafgørelse P-7-82

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

29-05-2009

Lov om Den Sociale Ankestyrelse - lovbekendtgørelse nr. 530 af 13. august 1986 - § 1

Lov om invalide- og førtidspension mv. - Lovbekendtgørelse nr. 418 af 13. juli 1982 -

Den sociale styrelseslov - lovbekendtgørelse nr. 552 af 10. juli 1991 -

Socialministeriets cirkulære af 7. juni 1973 om Den Sociale Ankestyrelse - pkt. 5

Et socialcenter i en amtskommune indankede en afgørelse truffet af et revaliderings- og pensionsnævn i en sag vedrørende inddragning af invalidepension til en 35-årig mand. Centret ankede på egne vegne og havde ikke fuldmagt fra den pågældende.

Revaliderings- og pensionsnævnet havde inddraget den pågældendes mellemste invalidepension med udgangen af februar måned 1981, idet der fandtes at være sket en sådan bedring af pågældendes helbredstilstand, at hans erhvervsevne ikke kunne anses for nedsat med mindst halvdelen.

Socialcentret mente at være klageberettiget under hensyn til, at centret har en vejledningsforpligtelse over for amtets primærkommuner og derfor har en retlig interesse i "rigtige" afgørelser.

Ankestyrelsen indhentede en udtalelse fra Sikringsstyrelsen, som henviste til, at det i Socialministeriets cirkulære af 7. juni 1973 i pkt. 5 er udtalt, at adgangen til at klage til Ankestyrelsen tilkommer enhver, der har en retlig interesse i sagen, og at offentlige myndigheders adgang til at påklage en afgørelse er uændret ved ankestyrelsesloven. Sikringsstyrelsen udtalte videre, at Sikringsstyrelsen gik ud fra, at Sikringsstyrelsen har adgang til i overensstemmelse med de enkelte loves klageregler at anke afgørelser, der er truffet indenfor den sociale sikringslovgivnings område af de kommunale myndigheder i København og Frederiksberg, af ankenævnene og af revaliderings- og pensionsnævnene, når de vejlednings- og tilsynsforpligtelser, der påhviler styrelsen, gør det hensigtsmæssigt. Sikringsstyrelsen har imidlertid fundet det rigtigt at være tilbageholdende på dette punkt og har hidtil ikke indbragt nogen sag for Ankestyrelsen. Sikringsstyrelsen bemærkede sluttelig, at også de amtskommunale myndigheder har vejlednings- og tilsynsforpligtelser, der kan begrunde en ankeadgang. Det forekom dog Sikringsstyrelsen, at der kunne være betænkeligheder ved at tillade anke fra et organ, der tillige fungerer som sekretariat for den myndighed, der har truffet afgørelsen, og at det måske også af andre grunde ville forekomme naturligere, om en anke blev indgivet af amtsrådet eller dettes social- og sundhedsudvalg, snarere end af socialcentret.

Invalidepensionsloven indeholder ingen bestemmelser om, hvem der har klageadgang til Den Sociale Ankestyrelse. Det er antaget, at såvel ansøgeren som det sociale udvalg (som efter § 19, stk. 4, kan rejse sag om pension til en person, der ikke selv har søgt herom) har klageadgang.

Loven om Den Sociale Ankestyrelse indeholder heller ikke bestemmelse om, hvem der er ankeberettiget. Spørgsmålet blev rejst af Folketingets Socialudvalg under lovforslagets behandling i folketingssamlingen 1972-1973. Socialministeren svarede, at kommunerne efter gældende praksis havde adgang til at indanke amternes afgørelser i klagesager for Socialministeriet. Ved udarbejdelsen af forslaget til lov om Den Sociale Ankestyrelse havde det været overvejet, om denne praksis burde opretholdes. Resultatet var blevet, at ministeriet fandt det rigtigst at opretholde den gældende praksis, således at kommunerne - og i øvrigt førsteinstansen i sager, i hvilke dette ikke er kommunerne - har adgang til at indbringe ankeinstansens afgørelse for Den Sociale Ankestyrelse.

Efter invalidepensionslovens § 37 a bistår Sikringsstyrelsen socialministeren, amtsmændene, amtsankenævnene, amtskommunerne og kommunerne ved administration af loven og er dem behjælpelig med fornøden oplysning og vejledning.

Efter § 17 i lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender skal socialcentret bl.a. yde kommunernes social- og sundhedsforvaltning, amtsankenævnene og revaliderings- og pensionsnævnene fornøden bistand.

Der er således i den relevante lovgivning ikke direkte hjemlet Sikringsstyrelsen eller socialcentrene nogen ankeadgang.

Det er i den juridiske teori antaget, at klageberettigelse forudsætter en individuel, væsentlig interesse, og såfremt der i loven ikke findes holdepunkter for en afgrænsning af de klageberettigede, kan en myndighed i almindelighed ikke, når dens afgørelse er blevet underkendt af en højere instans, påklage dennes afgørelse for næste instans.

Ankestyrelsen fandt, bl.a. under hensyn til at socialcentret yder revaliderings- og pensionsnævnet sekretariatsmæssig bistand, at socialcentrets interesse i at få sagen prøvet i Ankestyrelsen ikke er af en sådan karakter, at centret kan anses for at være klageberettiget .

Ankestyrelsen afviste derfor at behandle den indgivne klage. Ankestyrelsen udtalte samtidig, at Ankestyrelsen ikke hermed havde taget stilling til, om Sikringsstyrelsen kan antages at have klageadgang.