Ankestyrelsens principafgørelse O-12-82

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 1 og § 58

N. N. , der i 1977 havde fået bevilget støtte til anskaffelse af motorkøretøj på erhvervsmæssigt grundlag, rejste i september 1979 til Spanien sammen med sin familie. Han havde bortforpagtet sin ejendom i Danmark for 3 år. Inden afrejsen havde han meddelt kommunen, at han ikke vidste, hvor længe han ville blive væk, men at der i hvert fald var tale om en længere periode end normal ferie. Han havde taget sit motorkøretøj med til Spanien.

I november 1979 sendte han en redegørelse til kommunen for sit arbejde i den kommende tid.

Kommunen indstillede til revaliderings- og pensionsnævnet, at der ikke blev dispenseret fra opholdsbetingelserne i bistandslovens § 1, og at ansøgeren forpligtedes til at betale hele restgælden på bilen. Kommunen henviste til en skrivelse fra Socialministeriet af 4. september 1978 vedrørende forståelsen af opholdsbetingelsen i § 1.

Ansøgeren havde i øvrigt anført, at det afgørende burde være tilknytningen til Danmark og ikke opholdsstedet. Hans indtægter stammede fra Danmark og var skattepligtige her i lande.

Revaliderings- og pensionsnævnet traf den afgørelse, at restgælden på ansøgerens lån blev opsagt til indfrielse, således at den afdragsfrie del af lånet blev nedskrevet indtil udgangen af september 1979. Vægtafgiftsfritagelsen blev inddraget ligeledes med udgangen af september 1979. Nævnet fandt, at der efter oplysningerne om ansøgerens ophold i Spanien var tale om et ophold, der ville strække sig væsentligt udover få måneder.

Ansøgeren oplyste, at han fra 1. januar 1980 havde bosat sig i Spanien. Samtidig anførte han, at opholdskriteriet ikke burde fortolkes så snævert, som Socialministeriet havde gjort det. Under alle omstændigheder mente han, at opholdet i udlandet fra september til 31. december 1979 måtte betragtes som et kortvarigt ophold. Ifølge bistandslovens § 1 er det offentlige forpligtet til at yde bistand efter loven til enhver, der opholder sig her i landet.

I den omtalte skrivelse fra Socialministeriet af 4. september 1978 udtales bl.a., at støtte til motorkøretøj efter bistandsloven forudsætter, at den pågældende har ophold her i landet. Denne forudsætning må være til stede, så længe den invaliderede har lån til motorkøretøj og fritagelse for vægtafgift, hvorved myndighederne også sættes i stand til løbende at holde sig orienteret om, at motorkøretøjet anvendes i overensstemmelse med de fastsatte vilkår for støtten. Dette udelukker ikke, at motorkøretøjet tages med til udlandet, uden at den pågældende skal indfri lån m.v., når der er tale om turistrejser eller rejser for at gennemgå en kur, eventuelt en kortvarig uddannelse, eller hvor rejsen har andet klart afgrænset formål og ikke vil strække sig udover få måneder.

Ankestyrelsen var enig med Socialministeriet i denne fortolkning af bistandslovens § 1.

Ankestyrelsen fandt de tilstrækkeligt godtgjort, at der ikke havde været tale om udlandsophold af en sådan karakter, at betingelsen om ophold her i landet havde kunnet anses for opfyldt efter udrejsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.