Ankestyrelsens principafgørelse O-32-84

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, nr. 1

NN, der havde modtaget revalideringshjælp i A kommune til en HF uddannelse, flyttede i 1977 til B kommune for at færdiggøre uddannelsen. Socialudvalget i A kommune havde ydet hjælp indtil 1. november 1977, hvorefter socialudvalget i B kommune overtog sagen. A kommune havde afslået at give refusionstilsagn med henvisning til, at ansøgeren var flyttet på eget initiativ og ikke som led i en erhvervsuddannelse. Efter færdiggørelsen af HF i juni 1978 meddelte pågældende socialforvaltningen i B kommune, at han fra 14. august 1978 var optaget på en højere læreanstalt beliggende i C kommune, hvor han havde lejet et værelse.

Socialforvaltningen i B kommune gjorde NN opmærksom på, at han i tilfælde af ansøgning om økonomisk støtte burde have henvendt sig umiddelbart efter HF-eksamen for at drøfte uddannelsesmulighederne, samt at han nu muligvis ville blive sidestillet med andre unge under uddannelse. Da en af socialforvaltningen i B kommune rekvireret lægeerklæring ikke var indgået inden pågældendes fraflytning henviste forvaltningen NN til at rette henvendelse til socialforvaltningen i C kommune. Socialudvalget i C kommune besluttede at yde NN hjælp efter bistandslovens § 42 til gennemførelse af en uddannelse som bygningsingeniør.

I oktober 1978 anmodede socialudvalget i C kommune socialudvalget i A kommune om refusionstilsagn under henvisning til bistandslovens § 11, nr. 1, idet socialudvalget i C kommune fandt, at der forelå en fortsættelse af den uddannelse, der var påbegyndt, da NN opholdt sig i A kommune. A kommune videresendte anmodningen til B kommune, hvor NN senest havde haft ophold inden flytningen til C kommune. Socialudvalget i A kommune betragtede sagen som afsluttet for sit vedkommende, fordi pågældende var flyttet på eget initiativ uden nogen medvirken fra A kommune, og uden at flytningen havde sammenhæng med en fastlagt erhvervsplan.

Amtsankenævnet fandt, at det ikke påhvilede A kommune at refundere den kommunale andel af den hjælp, C kommune havde ydet NN efter bistandslovens § 42. Nævnet lagde vægt på, at NN's flytning til B kommune var sket på eget initiativ, og at flytningen ikke havde været et nødvendigt led i gennemførelsen af den af socialudvalget i A kommune lagte erhvervsplan. Socialudvalget i C kommune anførte, at flytningen til B kommune skete, for at pågældende kunne få den nødvendige undervisning, og at flytningen til C kommune skyldtes optagelsen på en højere læreanstalt. Med hensyn til påstanden om at flytningen skete på eget initiativ, har socialudvalget i C kommune bemærket, at det efter bistandslovens § 11 ikke kan være afgørende, om fraflytningskommunen medvirker aktivt fysisk/økonomisk, idet også personer under revalidering må kunne handle selvstændigt.

Efter bistandslovens § 11, nr. 1, kan opholdskommunen kræve sin del af udgifterne til bistand refunderet af en tidligere opholdskommune, når pågældende ved medvirken af en anden kommune eller offentlig myndighed er anbragt i institution eller pleje i kommunen.

I pkt. 20 i Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser er det anført, at reglerne tillige finder anvendelse på personer, der ved medvirken fra den tidligere opholdskommune som led i gennemførelsen af en erhvervsplan efter lovens § 42, har måttet skifte bopæl, f.eks. til et lejet værelse i nærheden af en revaliderings- og uddannelsesinstitution.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det kunne pålægges A kommune at refundere C kommune den kommunale andel af udgiften ved ydelse af hjælp til NN efter dennes flytning til C kommune. Ankestyrelsen lagde vægt på, at pågældendes flytning til C kommune og tilmelding til ingeniørstudiet var sket på eget initiativ og ikke kunne anses for at have været et nødvendigt led i gennemførelsen af en af socialudvalget i A kommune lagt erhvervsplan.