Ankestyrelsens principafgørelse O-6-84

1984

Resume:

Et ægtepar med 4 mindreårige børn havde modtaget supplerende hjælp til hustruens sygedagpenge. Hustruen fik tilkendt mellemste førtidspension med tilbagevirkende kraft. Der kunne i efterbetalingen af særligt børnetilskud foretages modregning af ydet kontanthjælp svarende til de udbetalte reducerede børnetillæg.

Der er kommet nye regler på området

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 254 af 8. april 1992 - § 4, stk. 3

Et ægtepar med 4 mindreårige børn modtog i perioden 1. marts 1980 31. marts 1981 supplerende hjælp efter bistandslovens § 37 til hustruens sygedagpenge. Hjælpen var nedsat under hensyn til familiens hidtidige leveniveau. Da hjælpen blev ydet med et lavere beløb end takstmæssig hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 2, var den del af hjælpen, der var beregnet til forsørgelse af børnene, forholdsmæssigt nedsat i forhold til de særlige børnetilskud efter børnetilskudslovens § 4, stk. 3. Denne del af hjælpen omtales i det følgende som de "reducerede børnetillæg". I slutningen af marts 1981 fik hustruen tilkendt mellemste invalidepension med virkning fra 1. maj 1979. Socialforvaltningen beregnede herefter, at ansøgeren skulle have efterbetalt 73.064 kr. i pension samt 31.896 kr. i særligt børnetilskud vedrørende perioden 1. juli 1979 - 31. marts 1981, ialt 104.960 kr. Forvaltningen modregnede heri et beløb på 60.615 kr., der var udbetalt i sygedagpenge til ansøgeren. Endvidere modregnede forvaltningen af den udbetalte kontanthjælp et beløb på 19.376 kr. svarende til det fulde børnetillæg for perioden 1. marts 1980 - 31. marts 1981. Socialforvaltningen begrundede afgørelsen med, at familien havde fået kontanthjælp efter bistandslovens § 37 som supplement til hustruens sygedagpenge, og at lovens § 26, stk. 1, nr. 4, gav mulighed for at kræve tilbagebetaling af det ovennævnte beløb, idet kontanthjælpen ikke ville have indeholdt børnetillæg, såfremt der havde været udbetalt særligt børnetilskud.

Amtsankenævnet fandt, at der i efterbetalingen af det særlige børnetilskud alene kunne modregnes den del af den udbetalte kontanthjælp, der hidrørte fra det reducerede børnetillæg. Nævnet pålagde derfor socialudvalget at foretage en forholdsmæssig reduktion af børnetillægget i forhold til den udbetalte hjælp.

Det anførtes bl.a., at bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, taler om "en person", hvilket må tages som udtryk for, at man kun skal se på hustruens forhold. Hun havde bidraget til forsørgelsen af ægtefælle og børn med sine sygedagpenge, som var modregnet. Efter den dagældende formulering af bistandslovens § 37, stk. 2, kunne der som hjælp til underhold i almindelighed højst udbetales et beløb svarende til 90% af folkepensionens grundbeløb med et tillæg for hvert barn svarende til det særlige børnetilskud efter § 4, stk. 3, i lov om børnetilskud og andre familieydelser.

Efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, kan der træffes beslutning om tilbagebetaling, når en person, der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.

Ifølge børnetilskudslovens § 4, stk. 1, ydes særligt børnetilskud udover børnetilskud efter § 2 (almindeligt børnetilskud). Særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, ydes bl.a., når en eller begge et barns forældre modtager mellemste invalidepension.

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling af en del af den ydede kontanthjælp svarende til et reduceret børnetillæg var opfyldt, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at en del af den udbetalte supplerende hjælp var ydet til forsørgelse af børnene, og at en udbetaling af det fulde børnetilskud ville indebære dobbeltforsørgelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

24.02.1984

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 2 § 26 § 37 § 4

Journalnummer 

14053-82