Ankestyrelsens principafgørelse O-1-84

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 46

Note:

*) Se endvidere SM O- 2-84.

En familie med 3 mindreårige børn var udsat af en lejlighed i A kommune i juli 1980. Familien var herefter spredt, idet hustruen tog ophold sammen med børnene i et herberg, mens manden opholdt sig hos familie. I december 1980 fik familien hjælp til flytning til en lejlighed beliggende i B kommune. Huslejen for denne lejlighed udgjorde 2.213 kr. pr. måned. I maj 1981 henvendte hustruen sig i socialforvaltningen i B kommune, idet der var varslet udsættelse af lejligheden den 20. maj 1981 på grund af en huslejerestance på ca. 8.600 kr. Om baggrunden for, at huslejerestancen var opstået, oplyste ansøgeren, at hun havde troet, at socialforvaltningen administrerede huslejebetalingen ved hjælp af børnetilskud og boligsikring. Socialudvalget i B kommune gav afslag på hjælp til huslejerestancen, og hustruen tog herefter sammen med børnene ophold på kvindehjem, mens manden boede hos bekendte.

I juni 1981 fik familien tilbud om en lejlighed beliggende i A kommune. Den månedlige husleje var 1.995 kr., fra 1. oktober 1981, 2.119 kr. Indskuddet udgjorde 8.290 kr. og depositum 1.995 kr. Ifølge brev af 3. juni 1981 fra det pågældende boligselskab skulle ansøgeren, inden der kunne udfærdiges lejekontrakt, senest den 10. juni 1981 betale lejen for juli måned, 1.995 kr.

Den 4. juni 1981 søgte familien om hjælp til udgifter ved indflytning i denne lejlighed. Samtidig blev der søgt om hjælp hertil gennem en legatfond, som bevilgede hjælpen, men mod tilbagebetaling, såfremt det offentlige ydede hjælpen.

Det sociale udvalg afslog at yde hjælp. Udvalget begrundede sin afgørelse med henvisning til huslejens størrelse. Om familiens indtægtsforhold var det oplyst, at manden, der drev selvstændig virksomhed, i perioden januar - maj 1981 havde haft en bruttoindtægt på mellem 1.660 kr. og 4.730 kr. månedlig. Hustruen var hjemmearbejdende.

Amtsankenævnet tiltrådte afslaget på hjælp til betaling af huslejerestancen vedrørende boligen i B kommune, idet nævnet lagde vægt på oplysningerne om tidligere huslejerestancer og udsættelsesforretninger. Vedrørende spørgsmålet om hjælp til indflytning i lejligheden i A kommune udtalte amtsankenævnet, at nævnet efter de foreliggende oplysninger ikke fandt det rimeligt, at socialudvalget med henvisning til lejens størrelse havde afslået at yde hjælp, men at nævnet tiltrådte det givne afslag under hensyn til, at der på tidspunktet for nævnets afgørelse var bevilget indskud og depositum m.v. til et samlet beløb på 12.470 kr. af en legatfond.

I anken var det anført, at den manglende huslejebetaling vedrørende lejligheden i B kommune måtte ses i sammenhæng med manglende vejledning fra kommunen til familien, der på grund af manglende overblik og planlægning havde behov for støtte og rådgivning. Det fandtes endvidere kritisabelt, at socialudvalget også afslog at yde hjælp til at genhuse familien i en rimelig god lejlighed med henblik på at få familien samlet igen.

Ifølge bistandslovens § 40, stk. 1, kan der under de forhold, der er nævnt i § 37, særskilt eller i forbindelse med underholdshjælp ydes hjælp til dækning af rimeligt begrundede enkeltudgifter, såfremt pågældendes egen afholdelse af disse udgifter i afgørende grad ville vanskeliggøre pågældendes og familiens økonomiske muligheder for fremtidig at klare sig selv.

Efter § 40, stk. 2, kan der under forbigående vanskeligheder ydes en familie med et eller flere børn under 18 år hjælp til foranstaltninger, der bevirker, at børnenes anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at deres hjemgivelse kan fremskyndes, såfremt familien ikke selv har midler til at afholde udgifterne herved.

Ankestyrelsen fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge det sociale udvalg at yde ansøgeren hjælp efter bistandslovens § 40, stk. 1, til dækning af huslejerestancen vedrørende lejligheden i B kommune.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at der i henhold til lovens § 40, stk. 2, burde ydes ansøgeren hjælp til indskud, depositum og andre nødvendige udgifter i forbindelse med indflytningen i lejligheden i A kommune. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at den pågældende familie med flere små børn i flere perioder havde været adskilt og anbragt under midlertidige forhold uden selvstændig bolig. Ankestyrelsen fandt ikke, at den af fonden ydede støtte til indflytningsudgifter kunne give grundlag for at undlade at yde hjælp efter bistandsloven, idet denne støtte havde haft karakter af en betinget hjælp, der kun skulle være til rådighed for ansøgeren, hvis der ikke blev ydet hjælp til samme formål efter bistandsloven, og som skulle tilbagebetales, hvis hjælp hertil efterfølgende blev ydet efter bistandsloven. I overensstemmelse hermed forudsatte Ankestyrelsen, at den del af hjælpen, der dækkede samme formål som hjælpen fra fonden, anvendtes til tilbagebetaling til fonden.