For landsretten har appellanten, H, påstået det foretagne udlæg ophævet, medens indstævnte, K kommune, har påstået kendelsen stadfæstet.
Det er for landsretten oplyst, at kontanthjælpen er ydet i tiden 26. juni til 7. december 1978. M har i forbindelse hermed underskrevet erklæringer om, at hjælpen skulle tilbagebetales. Hjælpen er udbetalt til dækning af almindelige husholdningsudgifter, herunder også telefonudgifter, udgifter til børnehave, terminsudgifter og skatter vedrørende appellantens faste ejendom og ydelser på et af appellanten optaget sparekasselån.
Socialministeriet har i en skrivelse af 25. marts 1980 i en tilsvarende sag udtalt: "I en skrivelse . . . har . . . anmodet om en udtalelse om ægtefællershæftelsesforhold i relation til bistandslovens tilbagebetalings bestemmelser.
I denne anledning skal man meddele, at kontanthjælp efter bistandsloven til en gift person altid ydes under hensyn til begge ægtefællers økonomiske forhold, jf. bistandslovens § 6 sammenholdt med lovens § 37.
Når hjælpen ydes med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 25 og § 26, følger det således af bistandslovens § 6, at tilbagebetalingspligten omfatter begge ægtefæller, uanset at det kun er den ene ægtefælle, der opfylder betingelserne i bistandslovens § 25 eller § 26, og uanset om kun den ene ægtefælle er blevet gjort bekendt med tilbagebetalingskravet, jf. bistandslovens § 26, stk. 2.
En tilbagebetalingsordning efter bistandslovens § 27 vil ligeledes så længe ægteskabet består - blive fastsat under hensyn til ægtefællernes samlede økonomiske forhold, ligesom inddrivelse, jf. bistandslovens § 27, stk. 2, og § 7, stk. 2, kan ske hos begge ægtefæller.
Det tilføjes, at man ved udformningen af bistandslovforslaget undlod at medtage en bestemmelse svarende til forsorgslovens § 64, fordi man anså denne regel for at bygge på et delvis forældet familiemønster, hvorefter typisk kun den ene ægtefælle havde indtægter. "
Der er for landsretten afgivet partsforklaring af appellanten og vidneforklaring af M.
Appellanten, der er uddannet sparekasseassistent, har forklaret, at hun ikke var klar over, at hendes ægtefælle modtog bistandshjælp i1978, og hun har aldrig deltaget i møder eller samtaler med social forvaltningen i K kommune herom. Hun var bekendt med, at ægtefællens daværende arbejdsgiver, A, den 21. juni 1978 blev fængslet, sigtet for grov skattesvig. I forbindelse hermed ophørte ægtefællen med at arbejde, men hun fik indtryk af, at han stadig fik udbetalt sin gage. Hun blev først bekendt med, at der var udbetalt kontanthjælp, da der den 10. maj 1982 blev foretaget udlæg. I juni 1982 blev ægtefællerne separeret, og de er senere blevet skilt.
M har forklaret, at han ikke fortalte appellanten, at hans gageudbetaling ophørte i forbindelse med A's fængsling. Han ville ikke over for appellanten vedgå, at han modtog bistandshjælp, idet han fandt det flovt. Han vedgår, at familien i 1976 modtog bistandshjælp med tilbagebetalingspligt.
Appellanten har gjort gældende, at der ikke i bistandsloven er hjemmel til at lade en ægtefælle hæfte for tilbagebetalingskravet vedrørende bistandshjælp, der er udbetalt til den anden ægtefælle, og i særdeleshed ikke i den foreliggende situation, hvor appellanten har været ubekendt med, at hjælpen er udbetalt. Henvisningen i bistandslovens § 7, stk. 2, til reglerne om inddrivelse af personlige skatter gør ingen ændring heri, idet denne bestemmelse kun vedrører de processuelle regler for kravets gennemførelse. Herefter må det følge af lov om ægteskabets retsvirkninger, at en ægtefælle ikke hæfter for den anden ægtefælles gæld.
Indstævnte har gjort gældende, at bistandshjælpen er ydet til begge ægtefæller efter et samlet skøn over hele familiens behov. Det følger herefter af reglerne om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt i bistandslovens § 6, at appellanten var bekendt med, at ægtefællen modtog tilbagebetalingspligtig bistandshjælp, og det følger hereftertillige af bistandslovens § 26, stk. 2, at hun hæfter for tilbage betalingen. Ved henvisningen i bistandslovens § 7, stk. 2, til reglerne om inddrivelse af personlige skatter er der herudover skabt fornøden hjemmel til subsidiært at foretage udlæg hos appellanten. Endelig har indstævnte anført, at appellanten efter enberigelsesgrundsætning må have pligt til at tilbagebetale bistands hjælpen.
Landsretten skal udtale: Uanset om det må lægges til grund, at appellanten har været bekendt med, at M har fået udbetalt tilbagebetalingspligtig bistandshjælp, findes der ikke i bistandsloven hjemmel til at pålægge appellanten ansvar for tilbagebetalingen af den ydede hjælp. Af de grunde, der er anført af appellanten, findes der heller ikke i bistandslovens § 7, stk. 2, hjemmel til at foretage udlæg hos appellanten. Da der heller ikke findes at være andet grundlag for helt eller delvis at pålægge appellanten at hæfte for den modtagne hjælp, tager landsretten herefter appellantens påstand til følge.
Med sagens omkostninger forholdes efter omstændighederne som nedenfor anført.
Thi kendes for ret: Det indankede udlæg ophæves.
Bestemmelsen om sagens omkostninger i 1. instans stadfæstes.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
* * * * *
