Ankestyrelsens principafgørelse O-73-85

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 10, stk. 1, § 11, nr. 1 og § 29, stk. 2

En pensionist, der modtog højeste invalidepension og plejetillæg på grund af cerebral parese, havde fra december 1971 været indlagt på en plejeafdeling i et kollektivcenter beliggende i C kommune. A kommune afholdt udgifterne ved pågældendes ophold. I august 1981 fik pensionisten bevilget et 9 måneders højskoleophold, der sluttede med udgangen af maj 1982. Under højskoleopholdet kontaktede pensionisten en vanførekonsulent med henblik på hjælp til udflytning til selvstændig bolig. Konsulenten fandt en passende bolig i B kommune, hvortil pågældende flyttede pr. 15. juni 1982.

B kommune havde over for A kommune krævet refusion af udgifter til hjælp ydet efter bistandslovens §§ 53, 58, 59 og 60.

A kommune gav tilsagn om at yde refusion af udgifter til kørestol ydet efter bistandslovens § 58, idet pensionistens kørestol var næsten ubrugelig ved indflytningen. A kommune gav afslag på refusion i øvrigt, idet kommunen henviste til, at pensionisten på eget initiativ havde skaffet sig egen bolig efter endt højskoleophold.

B kommune anførte, at pensionistens dispositioner i forbindelse med flytningen var sket under medvirken af vanførekonsulenten, som erstatsansat, og som aktivt havde medvirket ved ansøgning om boligind skud og boligydelse samt havde været i jævnlig kontakt med A kommune vedrørende flytningen. Konsulenten havde endvidere i tiden indtilflytningen skaffet pensionisten et midlertidigt ophold i familie pleje. Udgifterne hertil var afholdt af A kommune. Efter B kommunes opfattelse havde vanførekonsulenten som offentlig myndighed medvirket til, at pensionistens institutionsophold var afsluttet, hvorfor B kommune i henhold til bistandslovens § 11, nr. 1, kunne kræve refusion fra A kommune, der hæftede for udgifterne under institutionsopholdet.

Ankenævnet fandt, at A kommune havde været berettiget til at afslå refusionstilsagn. Nævnet lagde vægt på, at pensionisten efter institutionsopholdet på eget initiativ havde opnået selvstændig bopæl uden medvirken fra institutionen eller anden offentlig myndighed. Socialforvaltningen i B kommune anførte, at pensionisten ganske vist selv valgte at flytte i egen bolig, men at dette på grund af hanshandicap havde været umuligt uden medvirken, hvorfor han havde kon taktet Statens Konsulentvirksomhed for Vanføre med henblik på statskonsulentens medvirken, hvilket han havde fået. Socialforvaltningen fandt, at de bestræbelser, statskonsulenten havde udfoldet for at skaffe pensionisten en bolig, måtte betegnes som medvirken i bistandslovens § 11's forstand, og at statskonsulenten var omfattet af begrebet offentlig myndighed.

Socialforvaltningen henviste endelig til, at det var almindeligt, at klienter efter ophold på institution for handicappede selv ønsker at flytte i egen bolig, og ofte arbejdede institutionen helt målbevidst herpå. Det var også almindeligt, at klienterne ikke selv kunne flytte, men måtte have hjælp fra andre i institutionen eller anden offentlig myndighed i forbindelse med denne udflytning. Forvaltningen fandt, at det var denne medvirken, der var tænkt på i § 11, således at alene det forhold, at pågældende selv gav udtryk for ønske om flytning, ikke bevirkede, at der ikke var tale om medvirken.

Lovgrundlaget var bistandslovens §§ 10, stk. 1, og 11, nr. 1.

Efter bistandslovens § 29, stk. 2, skal de under Socialstyrelsen hørende konsulenter for åndssvage, blinde, døve, tunghøre og vanføre bistå de i stk. 1 nævnte vejledere (der er knyttet til det sociale udvalg) eller særligt sagkyndige (der er knyttet til amtskommunens socialcentre). Socialministeren fastsætter nærmere retningslinier for konsulenternes virksomhed.

Ifølge de af Socialministeriet godkendte vedtægter for Statens Konsulentvirksomhed for Vanføre har konsulentvirksomheden til formålat yde personer, der er vanføre, den bistand, rådgivning og vejled ning, som er nødvendig for, at de tilbud og hjælpeforanstaltninger, som samfundet stiller til rådighed for befolkningen i almindelighed, også vil være åbne for dem, og for, at de derudover - også hvis de har ophold på en institution - kan nyde godt af den særlige bistand, som lovgivningen hjemler, til at give dem en tilværelse så nær det normale som muligt.

Ankestyrelsen finder, at en statskonsulent må betragtes som en offentlig myndighed i bistandslovens § 11's forstand.

Ankestyrelsen finder endvidere, at den bistand, som statskonsulenten har ydet, må betragtes som medvirken til pensionistens flytning til B kommune.

Det påhviler derfor A kommune at bære opholdskommunens andel af udgifterne til den bistand, der ydes pensionisten.

Ankestyrelsen ændrer således ankenævnets afgørelse.