Ankestyrelsens principafgørelse O-65-85

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, nr. 1 og § 133

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 20

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 10419-85: En særforsorgsklient blev i 1936 fra K kommune indskrevet i en særforsorgsinstitution beliggende i B kommune i A amt. I 1979 flyttede klienten sammen med 3 medklienter til en bolig i B kommune.

B kommune ydede hjemmevejledning til klienten med 1 time ugentlig. I anledning heraf anmodede B kommune i august 1984 K kommune om refusionstilsagn også vedrørende denne udgift.

K kommune afslog at give refusionstilsagn. K kommune henviste til bistandslovens § 28, hvorefter det er opholdskommunen, der skal tilbyde almindelig rådgivning og vejledning til alle uden for institution, også personer med vidtgående fysisk eller psykisk handicap. K kommune henviste endvidere til bistandslovens § 29, hvorefter amtskommunen er forpligtet til at yde kommunen sagkyndig bistand eller i særlige tilfælde selv at påtage sig vejledningsarbejdet, idet den specialrådgivning, som særforsorgen hidtil har udøvet, indgår i socialcentrets virksomhed.

B kommune oplyste overfor amtsankenævnet, at hver hjemmevejleder bistod ca. 24 klienter, der maximalt fik bistand i op til 3 timer ugentlig. Hjemmevejlederne var ansat af socialforvaltningen til at udføre dette arbejde.

Amtsankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge det sociale udvalg i K kommune at betale den kommunale andel af udgifterne vedrørende den hjemmevejledning, der af B kommune blev ydet klienten. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at hjemmevejledningen blev udført af en socialarbejder, som en del af dennes almindelige arbejde og til sædvanlig løn. Udgiften måtte derfor betragtes som en administrativ udgift, der ikke kunne tilbageføres til nogen tidligere opholdskommune. B kommune henviste til Socialministeriets cirkulære af 28. juni 1979 om bistand efter bistandslovens afsnit I-VI til personer med vidtgående fysisk eller psykisk handicap, pkt. 8, der vedrører den situation, at pågældende får selvstændig bopæl under medvirken fra institutionen, og hvor der kan kræves refusion for udgifter, der står i direkte forbindelse med pågældendes handicap. B kommune anførte videre, at det forhold, at kommunen er institutionskommune, medførte, at et stort antal klienter udflytter til kommunen, og at den gruppe, der modtog hjemmevejledning, løbende omfatter 85-90% klienter fra andre kommuner. Om hjemmevejlederordningen oplyste B kommune, at A amtskommune varetog hjemmevejledningen for de tidligere særforsorgsklienter indtil udgangen af 1983. Fra 1. januar 1984 var hjemmevejlederne stadig amtskommunalt ansat på grund af manglende kommunal overenskomst, men A amtskommune havde afkrævet B kommune refusion for de med hjemmevejledningen forbundne udgifter. B kommune oplyste endelig, at kommunen i anledning af netop modtaget overenskomst for hjemmevejlederområdet nu snarest ville indgå ansættelsesaftaler med hjemmevejlederne. I B kommune udførtes hjemmevejlederopgaverne af 2 fuldtidsansatte hjemmevejledere, således at området var dækket ind med 80 timer ugentlig. Hjemmevejlederne betjente løbende ca. 45 klienter, der er tidligere åndssvageforsorgsklienter.

Lovgrundlag: Bistandslovens § 11, nr. 1, og § 133. Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, pkt. 20.

Ankestyrelsen finder ikke, at den omhandlede udgift til hjemmevejleder er en udgift til bistand, som B kommune i medfør af bistandslovens § 11 kan kræve refunderet af K kommune.

Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 11685-85: En klient blev i 1961 fra K kommune indskrevet i en særforsorgsinstitution beliggende i B kommune i A amt. Den 1. november 1978 blev klienten udskrevet til egen bolig i B kommune.

I august 1984 anmodede B kommune det sociale udvalg i K kommune om refusionstilsagn bl.a. vedrørende hjemmevejlederudgiften. B kommune anførte, at hjemmevejledningen var iværksat som en forudsætning for, at klienten kunne klare sig i eget hjem, jf. Socialministeriets cirkulære af 28. juni 1979, afsnit V-VI, pkt. 8.

Det sociale udvalg i K kommune gav afslag på refusionstilsagn. Overfor amtsankenævnet begrundede socialudvalget afslaget med, at udgiften til hjemmevejlederbistand måtte være en administrationsudgift for B kommune, idet bistanden består af rådgivning og tilsyn, og ikke en udgift i henhold til bistandslovens bestemmelser om f.eks. hjemmehjælp, merudgifter ved forsørgelsen, hjælp til boligindretning og beskyttet beskæftigelse. Socialudvalget i K kommune anså herefter udgiften til hjemmevejlederbistand som svarende til de udgifter til socialrådgiverbistand, som kommunen i vid udstrækning ydede til de klienter, der tidligere var tilknyttet åndssvageforsorgen. Socialudvalget i K kommune henviste endvidere til, at udgiften til hjemmevejledere, i den tid, hvor amterne havde afholdt udgiften, ikke havde været en udgift for "betalingskommunen". B kommune oplyste overfor amtsankenævnet, at hjemmevejledningen i B kommune blev varetaget af 2 fuldtidsansatte hjemmevejledere, der aktuelt var udlånt af A amtskommune mod betaling fra B kommune, men som snarest skulle overgå til kommunal ansættelse. De to hjemmevejledere varetog opgaverne overfor ca. 45 klienter, og den aktuelle normering var en videreførsel af den normering, amtet tidligere havde benyttet vedrørende hjemmevejledningen i B kommune. B kommune havde ikke foretaget nogen egentlig ressourcevurdering for området, og de to hjemmevejlederes ansættelsesforhold var således til dels uafhængigt af vejledningsopgaverne vedrørende den omhandlede klient.

Amtsankenævnet tiltrådte K kommunes afslag på refusion af udgifter til hjemmevejlederbistand til klienten. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at der ikke var tale om en særskilt vederlæggelse for den omhandlede hjemmevejlederbistand, men om en administrationsudgift, jf. bistandslovens § 133, stk. 2, for hvilke der i henhold til bistandslovens § 11 ikke kunne kræves refusion.

Sagen blev anket af B kommune, der i sin klage henviste til det under sag nr. 1 anførte.

Der henvises til de under sag nr. 1 anførte bestemmelser.

Ankestyrelsen finder ikke, at den omhandlede udgift til hjemmevejleder er en udgift til bistand, som B kommune i medfør af bistandslovens § 11 kan kræve refunderet af K kommune.

Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.