Ankestyrelsens principafgørelse O-26-85

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 47, stk. 1 og § 47, stk. 2

Note:

*) Se endvidere SM O- 2-85.

Et ægtepar med tvillinger på knap 7 år søgte i marts 1984 om hjælp til flytning fra A kommune til B kommune. Ægteparret, der modtog hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 4, havde siden sommeren 1983 søgt ny bolig, fordi de blev chikaneret af en rockergruppe. Hustruen havde fået psykiske problemer, og der var på grund af problemer med børnene bevilget støttepædagog, ligesom det ene barn havde været indlagt til psykiatrisk behandling. Familien ville ved flytningen få en stigning i boligudgiften på netto 1.000 kr. månedlig.

A kommune afslog at yde hjælp til flytning, idet betingelserne i bistandslovens § 47, stk. 1, ikke fandtes opfyldt.

Amtsankenævnet pålagde socialudvalget i A kommune at medvirke til den ansøgte flytning og yde hjælp til de med flytningen forbundne udgifter og således at dette skete med refusionstilsagn overfor B kommune.

Sagen blev anket af socialudalget i A kommune, som gjorde gældende, at B kommune burde give samtykke til flytning i henhold til bistandslovens § 47, stk. 2, såfremt betingelserne for ydelse af flyttehjælp i § 47, stk. 1, var opfyldt.

Socialudvalget ønskede at få prøvet, om det kunne pålægges kommunen at yde refusionstilsagn i henhold til § 47, stk. 2, når betingelserne i § 47, stk. 1, ikke var opfyldt.

Lovgrundlag: Bistandslovens § 47, stk. 1 og 2.

Uanset at familien oppebar hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 4, og der ved flytningen var tale om en væsentlig stigning i boligudgifterne, fandt Ankestyrelsen, på grund af familiens boligmæssige situation i A kommune, ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre amtsankenævnets afgørelse for så vidt angik pålægget til A kommune om at yde hjælp til flytningen.

Da betingelserne for at yde hjælp efter bistandslovens § 47, stk. 1, således fandtes opfyldt, var der ikke grundlag for at pålægge fraflytningskommunen at bære de efter flytningen afholdte udgifter til hjælp til familien. Ved nævnets afgørelse om, at betingelserne i § 47, stk. 1, var opfyldt, var der skabt en umiddelbar ret for familien, og der var derfor ikke grundlag for efterfølgende at kræve lovens § 47, stk. 2, overholdt med den virkning, at der skulle indhentes samtykke fra tilflytningskommunen, inden flyttehjælpen kunne udbetales. B kommune måtte herefter efter lovens § 47, stk. 2, anses som retlig opholdskommune fra tilflytningstidspunktet, således at B kommune ikke kunne kræve sine udgifter til hjælp til familien ydet efter flytningen refunderet af A kommune.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse på dette punkt.