Ankestyrelsens principafgørelse O-20-85

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, nr. 2

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 20

En ansøger søgte den 16. juli 1982 socialforvaltningen i A kommune om økonomisk hjælp på grund af arbejdsløshed. Socialudvalget ydede hjælp efter bistandslovens § 37 med tilbagebetalingspligt efter lovens § 26, stk. 1, nr. 1, på grund af selvforskyldt ledighed.

Den 23. juli 1982 søgte ansøgeren om hjælp efter bistandslovens § 42 til gennemførelse af en uddannelse af 1 ½ års varighed på en arkitektskole. I forbindelse med ansøgningen oplystes det, at ansøgeren havde et månedligt alkoholproblem.

Den 27. juli 1982 meddelte ansøgeren socialforvaltningen i A kommune, at han frafaldt ønsket om uddannelse, idet han havde mulighed for at få arbejde i B kommune. I denne anledning fik ansøgeren bevilget hjælp til betaling af en returbillet fra A til B.

Den 28. juli 1982 fik socialforvaltningen i A kommune meddelelse om, at ansøgeren den 27. juli 1982 havde taget ophold på et beskyttet pensionat i B kommune. Ansøgeren ønskede et par måneders ophold, idet han på grund af sit alkoholproblem havde behov for antabusbehandling, inden han påtog sig arbejde.

Socialudvalget i A kommune gav afslag på økonomisk hjælp, idet udvalget fandt, at B kommune var opholdskommune, jf. bistandslovens § 10, og pkt. 19 i Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975. Udvalget fandt heller ikke, at B kommune kunne kræve refusion af udgifterne i henhold til bistandslovens § 11, jf. pkt. 20 i ovennævnte cirkulære, idet ansøgeren på eget initiativ havde ladet sig indskrive i pensionatet. Endelig anførte udvalget, at der var ydet hjælp til en returbillet med henblik på, at ansøgeren skulle til B kommune for at søge arbejde. Der var mulighed for at iværksætte behandling i A kommune. Overfor amtsankenævnet anførte socialudvalget i B kommune, at A kommune måtte betragtes som opholdskommune i henhold til bistandslovens § 11. Det blev ikke gjort gældende, at A kommune havde ydet flyttehjælp ved betaling af billet til rejse til B kommune.

Amtsankenævnet fandt, at det ikke kunne pålægges A kommune at refundere B kommune den kommunale andel af udgifterne ved ydelse af hjælp efter ansøgerens flytning til B kommune. Nævnet lagde vægt på, at pågældendes flytning til B kommune og indskrivning i pensionatet var sket på eget initiativ og ikke som et nødvendigt led igennemførelsen af en af socialudvalget i A kommune lagt behand lingsplan.

Sagen blev anket af det sociale udvalg i B kommune.

Overfor Ankestyrelsen blev det oplyst, at det omhandlede pensionat var et beskyttet pensionat, der havde driftoverenskomst med amtsrådet i henhold til bistandslovens § 105.

Efter bistandslovens § 11 kan opholdskommunen kræve sin andel af udgifter til bistand refunderet af en tidligere opholdskommune,

1)når den pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed er anbragt i institution eller pleje i kommunen,

2)når den pågældendes ophold i kommunen skyldes indkaldelse til aftjening af værnepligt eller indlæggelse i sygehus og lignende behandlingsinstitution.

Ankestyrelsen fandt, at det omhandlede pensionat henhørte til de i bistandslovens § 11, nr. 2, nævnte behandlingsinstitutioner. Det var herefter ikke afgørende, om det sociale udvalg i A kommune havde medvirket til ansøgerens ophold i pensionat.

Ankestyrelsen fandt herefter, at det sociale udvalg i B kommune kunne kræve sin del af udgifterne til bistand refunderet af A kommune.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.