Det sociale udvalg i A kommune havde i 1974 iværksat hjælpeforanstaltninger over for barnet P med ophold i familiepleje. Fra marts 1979 fik P plads som husassistent, dog således at hun fortsat havde ophold i familiepleje i weekends og ferier. Den 14. maj 1979 forlod P sin huslige plads og tog ophold hos en ven i B kommune. Hendes far, som var indehaver af forældremyndigheden, havde boet i B kommune siden 1976. Den 29. maj 1979 iværksatte socialforvaltningen i B kommune hjælpeforanstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 1, for P med ophold på døgninstitution.
Den 31. maj 1979 gav socialforvaltningen i A kommune refusionstilsagn over for B kommune.
B kommune havde krævet refusion af udgifter til bistand til P afholdt i 1979, 1980 og 1981.
Socialforvaltningen i A kommune havde over for ankenævnet anført, at P den 12. juli 1980 var fyldt 18 år og dermed udgået af de i henholdtil bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 1, iværksatte hjælpefor anstaltninger. Forvaltningen fandt endvidere, at betalingsforpligtelsen efter bistandslovens § 11, stk. 1, var ophørt samtidig med, at P uden medvirken fra familieplejen eller socialforvaltningen i A kommune tog ophold hos sin ven i B kommune, som samtidig var forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.
Socialforvaltningen i B kommune havde anført, at A kommune måtte være bundet af refusionstilsagnet af 31. maj 1979. Den omstændighed, at P havde forladt familieplejen og var flyttet til B kommune i en situation, hvor der var behov for ophold uden for hjemmet, kunne ikke medføre, at betalingsforpligtelsen ophørte, når socialforvaltningen i A kommune havde bedt socialforvaltningen i B kommune om at videreføre hjælpeforanstaltningerne og samtidig støttet en beslutning om at placere P på døgninstitution. Socialforvaltningen iB kommune fandt heller ikke, at den omstændighed, at forældremyndig hedsindehaveren havde fået ophold i B kommune, bragte en betalingsforpligtelse til ophør. Forvaltningen henviste herved til SM O-56-77.
Ankenævnet fandt, at P måtte anses for at have erhvervet opholdskommune i B kommune fra den 14. maj 1979. Da hjælpeforanstaltninger for pågældende efter dette tidspunkt var besluttet og iværksat af socialforvaltningen i B kommune, kunne krav om refusion af udgifter herved ikke med hjemmel i bistandslovens § 11, nr. 1, gøres gældende over for A kommune. Nævnet bemærkede endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt B kommune kunne støtte ret på et af A kommune den 31. maj 1979 afgivet betalingstilsagn, henhørte under domstolene.
Socialforvaltningen i B kommune anførte, at det var principielt vigtigt at få fastslået, om personer, der var placeret i familiepleje/støttefamilie efter bistandslovens bestemmelser, kunne opnå selvstændig opholdskommune i den kommune, hvor de var placeret. Socialforvaltningen i B kommune fandt ikke, at den foreliggende sag kunne sammenlignes med den afgørelse, der var gengivet i SM O-1-78. Socialforvaltningen fandt heller ikke, at den omstændighed, at forældremyndighedsindehaveren havde taget ophold i B kommune, kunne medføre, at betalingsforpligtelsen påhvilede B kommune. Forvaltningen henviste herved til SM O-56-77.
Socialforvaltningen i A kommune anførte bl.a., at spørgsmålet om selvstændig opholdskommune i relation til bistandslovens § 10, stk. 3, sidste punktum, ikke var et spørgsmål om, hvorvidt der var tale om privat formidlet plejeanbringelse (bistandslovens § 65) eller offentligt formidlet anbringelse (bistandslovens § 66). Spørgsmålet om, hvornår et barn opnår selvstændig opholdskommune i relation til bistandslovens § 10, stk. 3, beror udelukkende på spørgsmålet om graden af kontakt mellem barnet og forældrene. Ifølge journaloplysninger fra socialforvaltningen i B kommune havde der ikke været nogen egentlig kontakt mellem de biologiske forældre og P, hvilket klart indicerede selvstændig opholdskommune, jf. bistandslovens § 10, stk. 3.
Lovgrundlaget er bistandslovens §§ 10 og 11, nr. 1.