Ankestyrelsens principafgørelse O-23-85

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 48, stk. 1

Socialministeriets cirkulære om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 54

En sygehjælper med 4 børn havde i en længere periode modtaget hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, til merudgifter og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, idet det yngste barn, født i 1969, led af polyneuropati med stærkt nedsat kraft i alle muskler. Barnet benyttede kørestol og var i konstant respiratorbehandling. Ansøgeren var gift, da hjælpen oprindelig blev bevilget, men på tidspunktet for nævnets afgørelse var hun fraskilt, og nogle af børnene var flyttet fra hjemmet.

I april 1981 klagede ansøgeren til amtsankenævnet over, at det sociale udvalg ikke havde foretaget regulering for 1981 af de beløb, som hun fik udbetalt som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og til dækning af merudgifter ved forsørgelsen af det handicappede barn. Udvalget havde i 1980 efter amtsankenævnets pålæg ydet 9.000 kr. månedlig som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og 2.322 kr. månedlig til dækning af merudgifter.

Ansøgeren havde oplyst, at hun, såfremt hun havde været i arbejde som uddannet sygehjælper med en arbejdsuge på 40 timer, ville have haft en bruttoindtægt ved nattevagttjeneste, der pr. 1. oktober 1981 udgjorde 10.853 kr. månedlig. Socialudvalget havde ment, at ansøgeren ikke ville kunne tjene mere end 9.000 kr. månedlig, som fastsat af amtsankenævnet, idet dette beløb lå højere end den overenskomstmæssige løn for sygehjælpere.

Amtsankenævnet havde med hensyn til spørgsmålet om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste og dækning af merudgifter ved forsørgelse af barnet i hjemmet henvist til en beregning foretaget af statens konsulentvirksomhed for vanføre.

Nævnet pålagde på dette grundlag socialudvalget at omregne den økonomiske hjælp med virkning fra 1. januar 1981, således at der i medfør af bistandslovens § 48, stk. 1, skulle ydes kompensation for tabt arbejdsfortjeneste svarende til, hvad ansøgeren til enhver tid ville kunne have i nettoindtægt ved nattevagttjeneste som uddannet sygehjælper, pr. 1. oktober 1981 10.471 kr. netto pr. måned. Nævnet pålagde desuden socialudvalget at yde ansøgeren økonomisk hjælp efter lovens § 48, stk. 1, til dækning af merudgifter ved forsørgelse af barnet i hjemmet med et beløb, der på tidspunktet for nævnets afgørelse udgjorde 2.575 kr. pr. måned.

Endvidere pålagde nævnet udvalget at yde ansøgeren hjælp efter lovens § 48, stk. 1, til dækning af en del af familiens boligudgifter efter en af nævnet opstillet beregning. Ved beregningen, der byggede på en redegørelse fra statens konsulentvirksomhed for vanføre, havde nævnet fundet, at ansøgeren med sine indtægts- og udgiftsforhold i oktober 1981 havde behov for en yderligere månedlig hjælp på 1.555 kr. til boligudgifter for at kunne få det fornødne til rådighed til familiens underhold og faste udgifter, herunder udgifter ved den nuværende bolig.

Nævnet havde ved sin afgørelse af spørgsmålet om dækning af boligudgifter lagt vægt på, at familiens nuværende bolig var specielt indrettet til at dække det handicappede barns behov, at barnet var godt integreret i sin nuværende skole og lokalmiljø i øvrigt, hvorfor en eventuel flytning ville kunne få uoverskuelige konsekvenser for ham. Endvidere lagde nævnet vægt på, at udgifterne ved at indrette en eventuel anden billigere bolig, ikke skønnedes at stå i rimeligt forhold til de eventuelle besparelser, sammenholdt med at ansøgeren ville kunne klare forsørgelsen af familien, såfremt hun havde arbejde, og familien boede i en lejlighed af passende størrelse i nyere socialt boligbyggeri.

Det Sociale udvalg gjorde i anken gældende, at det fandtes betænkeligt ved udregningen af tabt arbejdsfortjeneste at medregne tillæg for nattevagter, og at udvalget måtte finde det tvivlsomt, om ansøgeren som enlig mor ville kunne påtage sig 40 timers fast ugentligt natarbejde.

Udvalget anførte videre, at der efter udvalgets opfattelse ikke kunne ydes hjælp til boligudgifter efter bistandslovens § 48, og at hjælp hertil heller ikke kunne ydes efter lovens § 37, da ansøgeren modtog et beløb til fuld kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Efter bistandslovens § 48, stk. 1, i tiden inden 1. januar 1984, kan personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med et fysisk eller psykisk handicap, få dækket de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet.

For så vidt angik beregningen af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste fandt Ankestyrelsen ikke, at der havde været grundlag for at medregne tillæg for nattevagter.

Vedrørende spørgsmålet om ydelse af en løbende hjælp til dækning af en del af familiens boligudgifter fandt Ankestyrelsen, at der med bistand fra socialforvaltningen burde søges fremskaffet tilbud om anden bolig, der fandtes egnet efter familiens nuværende behov. Under hensyn til at anskaffelse og indretning af den nuværende bolig og størrelsen af den løbende boligudgift måtte antages at have sammenhæng med barnets lidelse og pasningen af barnet i hjemmet, fandt Ankestyrelsen dog, at der i tiden indtil muligheden for indflytning i en sådan egnet bolig forelå, midlertidigt burde ydes løbende hjælp efter bistandslovens § 48 til merudgift ved bolig efter principperne i amtsankenævnets afgørelse og med hensyntagen til senere ændringer i boligudgiften og familiens økonomi. Sagen hjemvises til det sociale udvalg til beregning af størrelsen af den løbende hjælp, der herefter eventuelt måtte kunne ydes midlertidigt til boligformål.

Hjælp for tiden fra 1. januar 1981 til 31. december 1982 til den del af boligudgiften, der vedrørte afdrag, burde ydes med tilbagebetalingspligt og mod sikkerhed i ejendommen efter bistandslovens § 25, således som denne bestemmelse blev affattet med virkning fra 1. januar 1981. Hjælp for tiden efter 1. januar 1983 til terminsudgifter burde ydes med tilbagebetalingspligt og mod sikkerhed i ejendommen efter bistandslovens § 25, således som denne bestemmelse var ændret med virkning fra 1. januar 1983.