En mand, som havde arbejdet som assurandør siden 1965, søgte i januar 1984 om støtte efter bistandslovens § 58 til køb af bil, der skulle bruges i forbindelse med erhverv.
Om ansøgerens helbredsmæssige forhold var det oplyst, at han gennem en længere årrække havde haft en kredsløbslidelse med utilstrækkelig blodforsyning til benene. I marts 1983 blev han sygemeldt på grund af svære kredsløbsforstyrrelser i begge ben, og i oktober 1983 fik han foretaget amputation af venstre underben.
Om ansøgerens erhvervsmæssige forhold var det oplyst, at arbejdet som assurandør krævede, at ansøgeren i forbindelse med kundebesøg kunne bevæge sig omkring. Ansøgeren mente sig ikke i stand til at færdes med offentlige transportmidler på grund af ringe gangdistance. Ansøgerens hidtidige bil var anskaffet i 1973 og kunne angivelig ikke forsynes med automatisk transmission, hvilket var en nødvendig forudsætning for at ansøgeren kunne køre bil. Ansøgerens arbejdsgiver havde udtalt, at ansøgeren efter raskmelding ville kunne vende tilbage til sin stilling som assurandør. Han havde i sygeperioden modtaget løn og ville i forbindelse med genoptagelse af sit arbejde kunne forvente en indtægt på ca. 20.000 kr. månedlig.
Revaliderings- og pensionsnævnet afslog at yde støtte til køb af bil. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde en varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringede hans evne til at færdes uden brug af bil.
Sagen blev anket af ansøgeren.
Ankestyrelsen indhentede supplerende lægelige oplysninger. Det fremgik heraf, at ansøgeren havde svær kredsløbsforstyrrelse i højre fod. Blodforsyningen til højre ben var fortsat utilstrækkelig, og ansøgerens gangdistance var kun på 50-100 meter. Herefter kom der udtalte lægsmerter, der først forsvandt ved hvile. Disse smerter skyldtes utilstrækkelig blodforsyning og var ikke behandlelige.
Ansøgeren oplyste, at han havde genoptaget arbejdet den 8. oktober 1984. Han var fortsat generet af fantomsmerter og havde besvær med at få underbensprotesen til at passe.
Efter § 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 645 af 19. december 1983 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58 kan støtte til køb af bil ydes til personer med en varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.
I bekendtgørelsens § 2, nr. 1, bestemmes, at for at støtte kan ydes, skal ansøgeren have et kørselsbehov i forbindelse med erhverv, hvor ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen.
I Socialstyrelsens vejledning af 28. marts 1984 om tildelingsbetingelser for støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58 er det anført, at formålet med at indføre funktionsevnenedsættelse som tildelingsbetingelse er at tilvejebringe et bedre beslutningsgrundlag i sager om støtte til bil ved at ændre bedømmelsesgrundlaget fra en overvejende objektiv vurdering af ansøgerens helbredstilstand til en mere rummelig vurdering af invaliditetens konsekvenser, herunder ansøgerens mulighed for at tilrettelægge en så selvstændig og selvhjulpen tilværelse som mulig.
Som grundlag for vurderingen af ansøgerens funktionsevne skal der derfor ske en bred belysning af, hvordan ansøgeren rent faktisk klarer sin daglige tilværelse med sit handicap. Beskrivelsen af ansøgerens funktionsevne må sammenholdes med oplysninger om det objektive helbredsmæssige grundlag.
Vedrørende arbejds- og uddannelsesmæssige forhold er det i vejledningen anført, at der normalt altid vil være et kørselsbehov forbundet med et arbejde eller en uddannelse.
Det er her vigtigt at være opmærksom på, hvor belastende det vil være for en ansøger at bruge andre befordringsmidler end egen bil for at komme til og fra et arbejde eller uddannelse.
Med hensyn til de helbredsmæssige forhold er det i vejledningen anført, at udgangspunktet for den samlede helbredsmæssige bedømmelse er ansøgerens egne klager over evnen til at færdes, suppleret med oplysninger om kørselsformål og ansøgerens sociale forhold; det vil sige, at der til belysning af ansøgerens helbredsmæssige forhold, herunder af gangevnen som udgangspunkt vil foreligge en bred beskrivelse af, hvordan ansøgeren rent faktisk klarer sin daglige tilværelse med sit handicap.
