En ansøger, der i hjemmet forsørgede et barn med vidtgående psykisk handicap, havde søgt det sociale udvalg om hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, til dækning af honorar til en specialkonsulent, der ydede familien rådgivning i hjemmet 3 timer om måneden. Socialudvalget gav afslag på ansøgningen med henvisning til, at konsulentbistanden ikke kunne betragtes som en forsørgelsesudgift. Udvalget fandt derimod, at udgiften ville kunne afholdes efter bistandslovens § 33, stk. 1, jf. § 46, stk. 2, såfremt ansøgeren ikke selv havde midler. Da amtskommunen allerede ydede konsulentbistand ved samme konsulent til barnets lærere og støttepædagog, besluttede udvalget samtidig at forelægge sagen for amtskommunens socialcenter med henblik på, om socialcentret ville kunne yde specialrådgivning i hjemmet.
I marts 1985 meddelte amtskommunens socialcenter, at der for tiden ikke var ressourcer til at imødekomme forældrenes ønske om iværksættelse af specialvejledning i hjemmet, da der ikke var mulighed for at nedtrappe den konsulentbistand, der blev ydet til barnets lærere og støttepædagog.
Ankenævnet pålagde socialudvalget at yde hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, til konsulentbistand i hjemmet 3 timer pr. måned. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at barnet havde et vidtgående psykisk handicap, og at der var behov for den omhandlede vejledning over for familien, hvorfor denne specialvejledning måtte betragtes som et led i den hjælp, der ydedes familien med henblik på at skabe så normale rammer som muligt for familiens tilværelse. Nævnet havde herefter fundet, at der var tale om en særlig merudgift ved barnets forsørgelse, som var omfattet af bistandslovens § 48. Det sociale udvalg anførte, at nævnets afgørelse stred mod bistandslovens § 29, stk. 1, 2. punktum, jf. § 135, stk. 2, som mod hensigten i bistandslovens § 48. Udvalget har i denne forbindelse fremhævet, at amtskommunen i sin skrivelse af 4. marts 1985 havde anerkendt sin specialrådgivningsforpligtelse, men ikke havde kunnet afse ressourcer til opgaven. Hvis Ankestyrelsen ikke kunne tilslutte sig, at konsulentbistanden var omfattet af bistandslovens § 29, mente udvalget, at sagen måtte behandles efter reglerne i bistandslovens § 33, stk. 1.
Lovgrundlag: Bistandslovens §§ 29 og 48.
