Ankestyrelsens principafgørelse O-43-86

1985

Resume:

Der fandtes ikke at være hjemmel i bistandslovens § 48 til at yde hjælp til betaling af specialrådgivning til en familie som havde et barn med et vidtgående psykisk handicap. Der var således ikke tale om en særlig merudgift ved barnets forsørgelse, som var omfattet af bistandslovens § 48.

Ankestyrelsen fandt, at den omhandlede konsulentbistand var omfattet af § 29, hvorfor forpligtelsen til at yde bistand påhvilede amtskommunens socialcenter.

Ankestyrelsen tilføjede, at styrelsen ikke har kompetence til at pålægge amtskommunens socialcenter at yde den omhandlede hjælp.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 29 og § 48

En ansøger, der i hjemmet forsørgede et barn med vidtgående psykisk handicap, havde søgt det sociale udvalg om hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, til dækning af honorar til en specialkonsulent, der ydede familien rådgivning i hjemmet 3 timer om måneden. Socialudvalget gav afslag på ansøgningen med henvisning til, at konsulentbistanden ikke kunne betragtes som en forsørgelsesudgift. Udvalget fandt derimod, at udgiften ville kunne afholdes efter bistandslovens § 33, stk. 1, jf. § 46, stk. 2, såfremt ansøgeren ikke selv havde midler. Da amtskommunen allerede ydede konsulentbistand ved samme konsulent til barnets lærere og støttepædagog, besluttede udvalget samtidig at forelægge sagen for amtskommunens socialcenter med henblik på, om socialcentret ville kunne yde specialrådgivning i hjemmet.

I marts 1985 meddelte amtskommunens socialcenter, at der for tiden ikke var ressourcer til at imødekomme forældrenes ønske om iværksættelse af specialvejledning i hjemmet, da der ikke var mulighed for at nedtrappe den konsulentbistand, der blev ydet til barnets lærere og støttepædagog.

Ankenævnet pålagde socialudvalget at yde hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, til konsulentbistand i hjemmet 3 timer pr. måned. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at barnet havde et vidtgående psykisk handicap, og at der var behov for den omhandlede vejledning over for familien, hvorfor denne specialvejledning måtte betragtes som et led i den hjælp, der ydedes familien med henblik på at skabe så normale rammer som muligt for familiens tilværelse. Nævnet havde herefter fundet, at der var tale om en særlig merudgift ved barnets forsørgelse, som var omfattet af bistandslovens § 48. Det sociale udvalg anførte, at nævnets afgørelse stred mod bistandslovens § 29, stk. 1, 2. punktum, jf. § 135, stk. 2, som mod hensigten i bistandslovens § 48. Udvalget har i denne forbindelse fremhævet, at amtskommunen i sin skrivelse af 4. marts 1985 havde anerkendt sin specialrådgivningsforpligtelse, men ikke havde kunnet afse ressourcer til opgaven. Hvis Ankestyrelsen ikke kunne tilslutte sig, at konsulentbistanden var omfattet af bistandslovens § 29, mente udvalget, at sagen måtte behandles efter reglerne i bistandslovens § 33, stk. 1.

Lovgrundlag: Bistandslovens §§ 29 og 48.

Ankestyrelsen finder, at den omhandlede konsulentbistand er omfattet af bistandslovens § 29, hvorfor forpligtelsen til at yde bistand påhviler amtskommunens socialcenter.

Ankestyrelsen finder endvidere, at der ikke i bistandslovens § 48 er hjemmel til at yde hjælp til den omhandlede konsulentbistand.

Ankestyrelsen ændrer derfor ankenævnets afgørelse.

Det tilføjes, at Ankestyrelsen ikke har kompetence til at pålægge amtskommunens socialcenter at yde den omhandlede hjælp.

Dato for underskrift

23.07.1986

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 29 § 48 § 135 § 33 § 46

Journalnummer

20426-85