Ankestyrelsens principafgørelse O-19-85

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 32

En mand M havde i 1970 i forbindelse med, at hans hustru havde forladt hjemmet, henvendt sig til socialforvaltningen i kommunen med anmodning om hjælp til anbringelse af barnet B. Forvaltningen foreslog som mulighed for plejeanbringelse P. Barnet blev anbragt hos P af M, og der blev aftalt et plejevederlag. Plejeaftalen blev godkendt af socialforvaltningen.

I 1974 blev M skilt fra sin hustru, og han fik forældremyndigheden over B.

I begyndelsen af august 1975 henvendte P sig til socialforvaltningen vedrørende økonomien omkring plejebarnet.

Den 21. august 1975 afgik M ved døden som følge af et ulykkestilfælde. B fik i denne anledning tilkendt efterladteerstatning i henhold til ulykkesforsikringsloven. Efter M's død ønskede P at adoptere B, men B var selv indstillet på at fortsætte i plejeforholdet, og P blev i april 1977 beskikket som værge for B.

I oktober 1978 rettede P henvendelse til socialforvaltningen om muligheden for at få bevilget plejeløn for B. Det sociale udvalg bevilgede plejeløn med virkning fra 1. juli 1978.

I februar 1980 blev P efter forespørgsel om plejevederlag tilbage i tiden af socialforvaltningen orienteret om, at der ikke kunne ydes plejevederlag for perioden forud for den etablerede plejeløns iværksættelse den 1. juli 1978.

B blev udskrevet af forsorg, da han fyldte 18 år i oktober 1982.

I juni 1983 anmodede P påny om plejevederlag for B for tiden tilbage til M's død. Socialudvalget gav afslag herpå med henvisning til, at der i begyndelsen var tale om en privat anbringelse, og at spørgsmålet om plejeløn først blev rejst i 1978.

Amtsankenævnet afviste at behandle sagen med henvisning til, at et eventuelt krav på plejeløn var forældet i henhold til lov nr. 274 af 22. december 1908. Nævnet udtalte, at da udbetaling af plejeløn ifølge bistandslovens § 66, stk. 2, beror på et kontraktmæssigt forhold mellem kommunen og plejefamilien, fandtes kravet på plejeløn at være omfattet af forældelsesreglen i § 1 i 1908-loven.

Da det fremsatte krav på plejeløn vedrørte perioden 21. august 1975 1. juli 1978, og da P ikke før indgivelsen af klagen til amtsankenævnet i sommeren 1983, hvilket var mere end 5 år efter udløbet af den periode, kravet vedrørte, havde erhvervet kommunens anerkendelse af kravet eller foretaget skridt mod kommunen til gennemførelse af kravet, fandt nævnet, at et eventuelt krav på plejeløn for den omhandlede periode på afgørelsens tidspunkt var forældet og dermed bortfaldet, således at det ikke længere kunne gøres gældende mod kommunen.

Ifølge lov nr. 274 af 22. december 1908 § 1, gælder der en forældelsesfrist af 5 år for fordringer, som støttes på overenskomst om ydelse af ophold, fortæring eller forplejning samt udførelse af arbejde eller ydelse af personlig virksomhed af hvilken som helst art.

Ifølge den før 1. april 1976 gældende lov om børne- og ungdomsforsorg § 27, påhvilede det børne- og ungdomsværnet at yde forældremyndighedens indehaver eller den, der faktisk sørgede for barnet eller den unge, vejledning, når det af tilvejebragte oplysninger bl.a. fremgik, at barnet eller den unge stod uden forsørger.

Efter bistandslovens § 32 påhviler det det sociale udvalg at føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn i kommunen lever, og at støtte forældrene med hensyn til børnenes opdragelse og pleje.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der mellem P og det sociale udvalg ikommunen havde foreligget en sådan overenskomst som omhandlet i 1908 loven, og Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at der havde været grundlag for en afvisning af at behandle den for nævnet forelagte sag under henvisning til, at et eventuelt krav på udgiften måtte anses for forældet og dermed bortfaldet.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at det oprindelige plejeforhold måtte betragtes som bortfaldet ved M's død i august 1975, og at det herefter måtte påhvile det sociale udvalg i kraft af tilsynsforpligtelsen at drage omsorg for B. Det sociale udvalg fandtes imidlertid at have haft mindre anledning hertil under hensyn til, at plejeforældrene havde ønske om at adoptere B, og der var ikke i øvrigt på dette tidspunkt eller senere i tiden op til oktober 1978 oplyst forhold, der tydede på, at det sociale udvalg burde have taget plejeforholdet op til overvejelse.

Da P ikke overfor kompetente myndigheder havde gjort indsigelse mod, at det sociale udvalg tilkendte plejevederlag med virkning fra den 1. juli 1978, fandt Ankestyrelsen ikke, at der forelå tilstrækkeligt grundlag for på foranledning af klagerens henvendelse til det sociale udvalg i sommeren 1983 at overveje, hvorvidt der burde være ydet P økonomisk hjælp forud for den 1. juli 1978 til B's forsørgelse.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke grundlag for at gå videre med hensyn til spørgsmålet om P's ret til plejeløn for tiden forud for den 1. juli 1978.