En uddannelsessøgende, der havde påbegyndt et universitetsstudium i 1972, søgte om kontanthjælp efter bistandsloven i begyndelsen af april 1983, efter at han var blevet opsagt fra sit arbejde.
Om ansøgers økonomiske forhold var det oplyst, at han i de første studieår havde modtaget støtte fra Statens Uddannelsesstøtte i form af stipendier og lån. Fra 1977 havde ansøgeren haft erhvervsarbejde med skiftende arbejdstid på mellem 20 og 40 timer ugentlig. Forud for ansøgningstidspunktet havde pågældende arbejdet 38 timer om ugen. Ansøgers arbejdsindtægt i 1982 udgjorde ca. 80.000 kr.
Om ansøgers studiemæssige forhold var det oplyst, at han på ansøgningstidspunktet havde 5 timers ugentlig undervisning uden mødepligt, men at størstedelen af studietiden var brugt hjemme til forberedelse.
Socialforvaltningen gav afslag på hjælp. Forvaltningen lagde vægt på, at ansøgers studium havde været det primære i forhold til hans erhvervsarbejde. Ansøger måtte derfor betragtes som studerende og søge orlov.
Ankenævnet tiltrådte socialforvaltningens afgørelse. Nævnet henviste til, at ansøger som studerende ikke var omfattet af bistandslovenskontanthjælpsbestemmelser, med mindre der forelå en særlig situa tion, hvilket efter oplysningerne om ansøgers forhold ikke skønnedes at være tilfældet. Under hensyn til oplysningerne om ansøgers studium fandt nævnet, at ansøgers arbejdsforhold havde medvirket til at finansiere studiet, hvorfor ansøger primært måtte betragtes som studerende.
Sagen blev anket af ansøger.
Socialforvaltningen oplyste, at ansøger havde fået udbetalt kontanthjælp i maj 1983 og fra sommerferieperioden 1983, idet han på dette tidspunkt ikke kunne få orlov fra sit studium. I marts 1984 fik ansøger bevilget hjælp i henhold til bistandslovens § 42 til færdiggørelse af studiet, som han havde afsluttet pr. 1. september 1984.
Lovgrundlaget er bistandslovens §§ 37 og 38, stk. 2, samt Socialministeriets bekendtgørelse af 30. marts 1983 om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter bistandsloven i særlige tilfælde efter § 1, nr. 3.
