Ankestyrelsens principafgørelse O-70-85

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 10 og § 68

Socialministeriets cirkulære af 28. juni 1979 - pkt. 6

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 10141-83

Klienten K, der var født den 6. september 1929, blev i 1951 indberettet og inddraget under særforsorg.

Den 23. august 1951 flyttede K med sine forældre fra A kommune til B kommune.

I august 1955 blev K optaget på institutionen I, beliggende i C kommune.

B kommune afviste at være opholdskommune (betalingskommune) og henviste til, at betalingsforpligtelsen måtte påhvile A kommune.

Under ankenævnets behandling af sagen oplyste B kommune, at K's far henvendte sig til A kommune den 22. maj 1951 og meddelte, at forældrene ikke længere kunne klare at have K hjemme. Den 8. juni 1951 blev K derfor inddraget under ventetidsforsorg (asyl) med plejested hos forældrene. Fra 1. november 1951 blev der ydet plejeløn til forældrene.

Socialstyrelsen havde i en vejledende udtalelse til ankenævnet anført, at det måtte bero på en vurdering af de konkrete omstændigheder, om ophold i eget hjem kunne sidestilles med en døgnanbringelse efter den nugældende regel i bistandslovens § 68. Socialstyrelsen fandt, at da K blev optaget i ventetidsforsorg, fordi forældrene ikke længere kunne magte at passe hende, og da K var meget pleje- og pasningskrævende, måtte kontrolleret familiepleje i eget hjem ligestilles med en døgnanbringelse efter bistandslovens § 68, uanset at der først på et senere tidspunkt (muligvis for sent) blev udbetalt plejeløn.

Ankenævnet fandt, at betalingsforpligtelsen i henhold til bistandslovens § 11 påhvilede den kommune, hvor K havde ophold på anbringelsestidspunktet. Dette gjaldt såvel ved anbringelse i institution som i familiepleje i privat hjem, jf. lovens § 11, nr. 1. Den oprindeligt anbringende kommune skulle endvidere afholde betalingen for institutionsophold, der iværksattes i direkte fortsættelse af familieplejen.

Nævnet fandt endvidere, at hvis der var etableret et familieplejeforhold hos forældrene, der kunne sidestilles med familiepleje i eget hjem efter bistandslovens § 68, påhvilede betalingsforpligtelsen den kommune, der var K's opholdskommune på tidspunktet for familieplejens etablering.

Under henvisning til, at K blev optaget i ventetidsforsorg hos forældrene den 22. maj 1951, sammenholdt med oplysningerne om baggrunden for optagelsen, fandt nævnet, at der allerede på dette tidspunkt måtte antages at være etableret et familieplejeforhold, der kunne sidestilles med en plejeanbringelse efter den nugældende bestemmelse i bistandslovens § 68. Nævnet fandt herefter, at betalingsforpligtelsen i henhold til bistandslovens § 11 måttepåhvile A kommune, som var K's opholdskommune på anbrin gelsestidspunktet.

Sagen blev anket af det sociale udvalg i A kommune.

Lovgrundlaget er bistandslovens §§ 10, 11 og 68 samt Socialministeriets cirkulære af 28. juni 1979 om bistand efter bistandslovens afsnit I - VI til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, pkt. 6.

Ankestyrelsen finder, at betalingsforpligtelsen efter bistandslovens § 11 påhviler den kommune, hvor K havde ophold på anbringelsestidspunktet.

Under hensyn til, at K den 8. juni 1951 blev inddraget under ventetidsforsorg hos forældrene samt til det oplyste om baggrunden for inddragelsen under forsorg, finder Ankestyrelsen, at tidspunktet for optagelsen i ventetidsforsorg må betragtes som anbringelsestidspunktet. Betalingsforpligtelsen påhviler herefter A kommune, der var K's opholdskommune på anbringelsestidspunktet.

Ankestyrelsen tiltræder således ankenævnets afgørelse.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 13740-83

Klienten K, der var født den 29. januar 1945, blev i august 1954 indberettet til særforsorgen.

I september 1954 registreredes K til institutionen I i hjemmepleje og med plejeløn hos moderen, der på dette tidspunkt var bosiddende i A kommune.

I april 1959 registreredes K til ventetidsforsorg med understøttelse til asyl.

I marts 1969 fik K tilkendt højeste invalidepension med bistandstillæg med virkning fra 9. september 1968, fra hvilket tidspunkt plejelønnen til moderen bortfaldt.

I slutningen af marts 1971 meddelte moderen, at hun sammen med K flyttede til B kommune.

Den 30. marts 1971 blev K's sag sendt til institutionen F, og den 23. juni 1971 registreredes K af institutionen F. I juni 1978 døde K's mor, hvorefter K fik ophold på F den 10. juni 1978.

Over for F havde K's mor tilkendegivet, at hun i sin tid havde fået K sat på venteliste til institution i håb om, at K kunne gennemgå en oplæring. Da hun blev klar over, at K ikke kunne lære noget, ønskede hun at beholde K hjemme, og det aftaltes med F, at der kun blev aflagt besøg i hjemmet efter anmodning. Moderen havde imidlertid ønsket at have sikkerhed for, at der var nogen til at tage sig af K, når hun selv faldt fra.

Det sociale udvalg i A kommune afviste den 24. februar 1983 at give refusionstilsagn over for B kommune. A kommune gjorde gældende, at K ikke var institutionsanbragt ved flytningen til B kommune. Desuden havde A kommune ikke medvirket ved K's flytning.

Ankenævnet fandt, at betalingsforpligtelsen måtte påhvile B kommune. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at K på fraflytningstidspunktet var hjemmeboende pensionist, der flyttede til B kommune uden medvirken fra A kommune eller en institution.

Sagen blev anket af det sociale udvalg i B kommune.

Vedrørende lovgrundlag henvises til de under sag nr. 1 anførte bestemmelser.

Ankestyrelsen finder, at betalingsforpligtelsen efter bistandsloven påhviler den kommune, hvor K havde ophold på anbringelsestidspunktet.

Under hensyn til oplysningerne om baggrunden for og karakteren af den skete inddragelse under særforsorg finder Ankestyrelsen, at tidspunktet for optagelsen i institution i juni 1978 må betragtes som anbringelsestidspunktet.

Betalingsforpligtelsen påhviler herefter B kommune, der var K's opholdskommune på anbringelsestidspunktet.

Ankestyrelsen tiltræder således ankenævnets afgørelse.