En deltidsbeskæftiget socialrådgiver, der havde dissemineret sklerose, fik bevilget støtte til bil i 1980. Ansøgeren var lægeligt bedømt som meget svært invalideret.
I juli 1983 søgte ansøgeren om støtte til en bilvarmer kombineret med en motorvarmer for herved at undgå startvanskeligheder i vinterperioden. I forbindelse med ansøgningen oplystes det, at ansøgeren var kørestolsbruger, og at hun ikke selv havde mulighed for at rense sin bil for sne og is. Desuden var hun på grund af sin lidelse meget overfølsom overfor kuldepåvirkninger.
Revaliderings- og pensionsnævnet fandt ansøgeren berettiget til en bilvarmer uden motorvarmer til en anskaffelsespris på 7.358 kr. inkl. montering.
Ansøgeren ankede med henblik på støtte til en bilvarmer kombineret med motorvarmer. Hun anførte, at der kunne være startproblemer med en kold 4 år gammel bil, der havde stået med kabinevarmer tændt, idet batteriet kunne være tappet for strøm. Statens bilinspektion oplyste, at en bilvarmer uden motorvarmer ikke skulle volde problemer for start af en bil, der ellers var i orden med hensyn til elsystem og batteri. Denne udtalelse blev bekræftet af en montør og forhandler af bilvarmere. Polioinstituttet oplyste, at instituttet normalt anbefalede en kombineret bil- og motorvarmer til en sklerosepatient, som selv skulle være fører af bilen.
Ifølge § 11, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 471 af 22. oktober 1980 om støtte til erhvervelse af motorkøretøj efterbistandslovens § 58 (pr. 1. januar 1984 afløst af § 9 i Socialmini steriets bekendtgørelse nr. 645 af 19. december 1983) kan der, uanset om der er søgt anden støtte til motorkøretøj, eller om betingelserne for sådan støtte er opfyldt, ydes hjælp til nødvendig særlig indretning af motorkøretøjet, herunder forsyning med invalideaggregater.
