Ankestyrelsens principafgørelse O-33-86

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 7, stk. 1 og § 7, stk. 2

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20114-85

En gift ansøger med to mindre børn havde i perioden 1982-1983 oparbejdet en restance vedrørende daginstitutionsbetaling.

I september 1983 indgik ansøgeren en aftale med kommunen om betaling af en afdragsrate pr. måned fra den 1. oktober 1983. Omkring dette tidspunkt søgte ansøgeren endvidere om hjælp efter bistandslovens § 42 til færdiggørelse af et universitetsstudium. Denne hjælp blev bevilget fra 1. februar 1984.

Den 17. januar 1984 foretog kommunen løntilbageholdelse i ægtefællens løn for restancen vedrørende daginstitutionsbetaling. Restancen udgjorde pr. 25. april 1984 6.398 kr.

Ankenævnet udtalte, at det ikke fandt noget at indvende imod, at det sociale udvalg foretog tvangsinddrivelse for den daginstitutionsrestance, der påhvilede ansøgeren og hans ægtefælle. Nævnet udtalte desuden, at løntilbageholdelse efter kildeskattelovens § 73 foretages af de kommunale skattemyndigheder, og at klage herover indbringes for Statsskattedirektoratet.

Ansøgeren anførte bl.a., at han i februar 1984 fik tildelt hjælp efter bistandslovens § 42 efter i en periode at have været arbejdsløs, idet han var blevet opsagt fra den stilling, der ellers havde ydet det nødvendige supplement til ægtefællens indtægt. Den oparbejdede betalingsrestance skyldtes den ufrivillige arbejdsløshed samt lignende tidligere situationer.

Spørgsmålet om, hvorvidt det er skattemyndighederne eller de sociale myndigheder, der er klageinstans med hensyn til inddrivelsesmåde og lønindeholdelsesprocent m.v., når et betalingskrav er overgivet til inddrivelse efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter, har været genstand for forhandlinger mellem skattedepartementet og Socialministeriet. Skattedepartementet har herunder givet udtryk for den opfattelse, at klager over valg af inddrivelsesmidler m.v. skal indbringes for den klageinstans, som anvender og fortolker de retsregler, efter hvilke kravet er opstået, med mindre spørgsmålet drejer sig om fortolkning af skattereglerne.

Socialministeriet har udtalt, at det må være det sociale ankesystem, der finder anvendelse, idet den endelige afgørelse af kompetencespørgsmålet dog henhører under Den Sociale Ankestyrelse.

Lovgrundlag: Bistandslovens § 7.

På baggrund af den stedfundne korrespondance mellem Skattedepartementet og Socialministeriet finder Ankestyrelsen, at det sociale ankeinstanser (ankenævn, respektive Den Sociale Ankestyrelse) kan tage stilling til, hvorvidt der med rette er foretaget løntilbageholdelse til dækning af en restance vedrørende betaling for daginstitutionsophold.

Ankenævnet kunne således ved sin ovennævnte afgørelse have taget stilling til det nævnte spørgsmål.

Efter de foreliggende oplysninger finder Ankestyrelsen ikke grundlag for at kritisere, at det sociale udvalg har overdraget restancen vedrørende betaling for daginstitutionsophold til tvangsinddrivelse, jf. bistandslovens § 7, stk. 2.

Ankestyrelsen tiltræder således på dette punkt ankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen finder derimod ikke, at der i januar 1984 var tilstrækkeligt grundlag for at foretage tilbageholdelse i ansøgerens ægtefælles løn.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at ansøgeren i den forudgående periode havde ført forhandlinger med det sociale udvalg om hjælp i henhold til bistandslovens § 42, stk. 1, med henblik på færdiggørelse af sin uddannelse, samt på, at en sådan hjælp blev bevilget med virkning fra 1. februar 1984.

Ankestyrelsen ophæver således beslutningen om løntilbageholdelse med den virkning, at det beløb, der måtte være tilbageholdt i ægtefællens løn, skal tilbagebetales.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20269-85

En ansøger havde i 1982-1983 oparbejdet en restance vedrørende daginstitutionsbetaling. I 1983 meddelte ansøgerens kommune A, at restancen kunne afdrages med 300 kr. månedlig under forudsætning af, at ansøgeren samtidig overholdt de løbende daginstitutionsbetalinger. Ansøgeren overholdt ikke den sidstnævnte betingelse, ligesom hun i november 1983 heller ikke betalte afdrag på restancen.

Den 1. februar 1984 flyttede ansøgeren til B kommune. Restancen var på dette tidspunkt opgjort til 6.894 kr. I august 1984 foretog pantefogeden i B kommune på A kommunes begæring udlæg for restancen i ansøgerens overskydende skat for 1983. Ankenævnet fandt ikke anledning til at kritisere, at det sociale udvalg i A kommune havde ladet foretage udlæg i overskydende skat til dækning af en restance vedrørende betaling for daginstitutionsophold, idet der i bistandslovens § 7, stk. 2, jf. kildeskattelovens § 72, var hjemmel herfor.

Sagen blev anket af ansøgeren.

På baggrund af den stedfundne korrespondance mellem Skattedepartement og Socialministeriet finder Ankestyrelsen, at de sociale ankeinstancer (ankenævn, respektive Den Sociale Ankestyrelse) kan tage stilling til, hvorvidt en sag med rette er oversendt til pantefogeden med henblik på udlæg til dækning af en restance vedrørende betaling for daginstitutionsophold.

Under hensyn til at ansøgeren ikke havde overholdt den afdragsordning, som hun havde indgået med A kommune, finder Ankestyrelsen ikke grundlag for at kritisere, at denne kommune i august 1984 anmodede pantefogeden i B kommune om at foretage udlæg i ansøgerens overskydende skat for 1983.

Ankestyrelsen tiltræder således ankenævnets afgørelse.