Ankestyrelsens principafgørelse O-98-85

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 1 og § 58, stk. 3

Socialstyrelsens vejledning nr. 2 af 28. marts 1984 om tildelingsbetingelser for støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58 -

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1. - j.nr. 11036-84

Ansøgeren var en 47-årig gift kvinde, der modtog højeste invalidepension med plejetillæg på grund af skizofreni og åndssvaghed med funktion som et barn på 4-5 år. Hun kunne på grund af lidelsen ikke være alene.

Bilen skulle køres af ansøgerens ægtefælle, der modtog mellemste invalidepension. Han havde anført, at bilen var et led i behandlingen af ansøgerens lidelse, idet hun faldt til ro, når hun kørte i bil. Ægtefællerne havde på ansøgningstidspunktet en 7 1/2 år gammel bil, der havde kørt ca. 170.000 km.

Det sociale udvalg havde indstillet ansøgningen til afslag. Udvalget havde fundet, at der ikke var tale om et egentligt transportproblem, men om et pasningsproblem, som ægtefællen selv burde løse, bl.a. ved hjælp af det tilkendte plejetillæg.

Revaliderings- og pensionsnævnet havde bevilget ansøgeren sædvanlig støtte. Nævnet havde til ankestyrelsen oplyst, at det havde været afgørende for nævnet, at pasningen af ansøgeren var forbundet med så store vanskeligheder inden for hjemmets vægge, at det måtte findes muligt og rimeligt at lette ægteparrets hverdag i væsentlig grad ved at bahandle ansøgningen positivt.

Afgørelsen blev anket af det sociale udvalg, der ikke mente, at bilen var nødvendig som befordringsmiddel idet ansøgeren var i stand til med ledsager at benytte offentlige transportmidler.

Udvalget fandt, at pasningsbehovet ikke skulle afhjælpes ved tilkendelse af støtte til motorkøretøj, idet der var kompenseret for pasningsbehovet ved tilkendelse af plejetillæg, ligesom der blev ydet hjemmehjælp 6 timer daglig i hjemmet til delvis afhjælpning af plejebehovet. Udvalget henviste endvidere til, at nævnets sekretariat og lægekonsulenter havde fundet, at der ikke var grundlag for bevillingen.

Ægteparret havde anskaffet en bil i henhold til nævnets bevilling.

Ankestyrelsen var enig med det sociale udbalg i, at ansøgeren ikke havde noget transportproblem, der kunne begrunde støtte til køb af bil. Ankestyrelsen fandt endvidere, at det i øvrigt anførte behov for kørsel i bil ikke i sig selv kunne begrunde, at der blev ydet støtte. Ankestyrelsen var enig med det sociale udvalg i, at behovet bl.a. skulle dækkes af det tilkendte plejetillæg.

Da ansøgningen var indgivet inden den 1. januar 1984, bedømte ankestyrelsen tillige sagen efter de indtil denne dato gældende regler i socialministeriets bekendtgørelse af 22. oktober 1980. Ankestyrelsen fandt, at ansøgerens invaliditet ikke var så svær, at hun var berettiget til støtte efter disse regler.

Ankestyrelsen fandt således ikke ansøgeren berettiget til støtte til køb af bil. Efter omstændighederne fandt ankestyrelsen dog, at der ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at inddrage den støtte, der var bevilget af nævnet. Ansøgeren var således fortsat berettiget til denne støtte, så længe hun beholdt den bil, der var købt i henhold til nævnets bevilling.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2. - j.nr. 12239-84

Ansøgeren var en 36-årig enlig kvinde, der modtog højeste invalidepension på grund af slidgigt i ryggen, svage led og neurasteni. De objektive lægelige fund var meget sparsomme.

Ansøgeren havde 2 børn i hjemmet. Hun havde oplyst, at hun ikke kunne gå længere strækninger, og at hun var afhængig af andres hjælp, hvis hun ikke havde bil. Hun havde brug for bil til daglig kørsel ved indkøb, transport af børn m.m.

Revaliderings- og pensionsnævnet havde givet afslag på ansøgningen. Nævnet havde fundet, at ansøgerens funktionsevne ikke var vedsat i en udstrækning, der berettigede til støtte til bil. Nævnet havde samtidig anmodet kommunen om at undersøge muligheden for individuel hjælp til transport i henhold til bistandslovens § 61.

Afgørelsen var indanket af ansøgeren.

Under ankesagen søgte ansøgeren påny støtte. Hun fremhævede under denne sag, at hendes børn ville blive isoleret, hvis hun ikke havde mulighed for at køre dem i bil, idet hun ikke turde lade dem gå alene.

Nævnet gav også afslag på den fornyede ansøgning, denne afgørelse ankede ansøgeren under henvisning til, at der ikke var taget tilstrækkeligt hensyn til de sociale og psykiske omstændigheder i sagen, eller til hendes indskrænkede muligheder for at færdes ude.

På baggrund af oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold fandt ankestyrelses, at hendes funktionsevne ikke var nedsat i en sådan grad, at hun var berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at heller ikke oplysningerne om ansøgerens øvrige forhold i væsentlig grad kunne tale for tildeling af støtte. Ankestyrelsen lagde herved bl.a. vægt på, at det sociale udvalg havde mulighed for at yde hjælp til dækning af transportudgifter efter bistandslovens § 61.

Da den første ansøgning var indgivet inden den 1. januar 1984, bedømte ankestyrelsen tillige sagen efter de indtil denne dato gældende regler i socialministeriets bekendtgørelse af 22. oktober 1980. Ankestyrelsen fandt, at ansøgerens invaliditet ikke var så svær, at hun var berettiget til støtte efter disse regler.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3. - j.nr. 13119-84

Ansøgeren var en 49-årig gift kvinde, der modtog laveste invalidepension på grund af ryg- og ledsmerter. Hendes helbredstilstand var belyst i erklæringer fra hendes læge og fra speciallæger i medicin, neurologi, psykiatri og fysiurgi, der overvejende anså klagerne for hysterisk betingede.

Ansøgeren havde anført, at hun kunne gå ca. 100 meter, og at hun ikke kunne benytte offentlige befordringsmidler. Bilen var således nødvendig for, at hun overhovedt kunne komme hjemmefra. Hun og hendes ægtefælle boede 2-3 km fra en provinsbys bymidte.

Det sociale udvalg havde indstillet, at der blev ydet støtte under henvisning til ansøgerens meget dårlige almentilstand.

Revaliderings- og pensionsnævnet havde givet afslag på ansøgningen. Nævnet havde fundet, at der ikke forelå en sådan nedsættelse af funktionsevnen, at betingelserne for at yde støtte til bil var opfyldt.

Afgørelsen var indanket at ansøgeren.

Ankestyrelsen tiltrådte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. På baggrund af oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold fandt ankestyrelsen, at hendes funktionsevne ikke var nedsat i en sådan grad, at hun var berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at heller ikke oplysningerne om ansøgerens øvrige forhold i væsentlig grad kunne tale for tildeling af støtte.

Da ansøgningen var indgivet inden den 1. januar 1984, bedømte ankestyrelsen tillige sagen efter de indtil denne dato gældende regler i socialministeriets bekendtgørelse af 22. oktober 1980. Ankestyrelsen fandt, at ansøgerens invaliditet ikke var så svær, at hun var berettiget til støtte efter disse regler.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4. - j.nr. 14014-84

Ansøgerne var et ægtepar på 44 og 36 år, hvor begge modtog mellemste invalidepension. Manden havde navnlig en ryglidelse, der medførte, at han kun kunne gå 50-100 meter, før han fik smerter i lænden med udstråling til benene. Hustruen havde navnlig stærkt nedsat syn og ufrivillige øjenbevægelser. Begge ægtefæller var i stand til at benytte offentlige transportmidler. Der var ca. 500 meter fra bopælen til nærmeste busstoppested og ca. 1,5 km. til banegård.

Bilen skulle benyttes til kørsel i forbindelse med indkøb og fritidsbeskæftigelse, herunder mandens tilsyn med bistader. Hustruen havde et kørselsbehov i forbindelse med beskyttet beskæftigelse 20 timer ugentlig i en børnehave samt en række aktiviteter inden for blindeforsorgen. Hendes indtægt ved den beskyttede beskæftigelse var ca. 1.500 kr. brutto om måneden.

Det var oplyst, at der havde været en række ægteskabelige problemer, som var aftaget betydeligt, efter at ægtefællerne havde fået udadvendte fritidsinteresser.

Manden havde ved ansøgningen en bil, som han havde købt i 1974 med støtte efter revalideringsloven, ydet som en engangforanstaltning. Bilen havde på 9 1/2 år kørt ca. 90.000 km.

Revaliderings- og pensionsnævnet havde givet afslag på ansøgningen. Nævnet havde ikke fundet, at ansøgerne på grund af nedsættelse af funktionsevnen var ude af stand til at færdes uden bil, eller at anvendelse af bil i væsentlig grad ville kunne afhjælpe følgerne af ansøgernes lidelser og lette den daglige tilværelse.

Afgørelsen var indanket af ansøgerne.

Nævnet havde vedtaget, at ansøgerne kunne beholde deres nuværende bil på hidtidige betingelser, herunder fritagelse for betaling af vægtafgift, indtil der forelå en afgørelse fra ankestyrelsen. Kommunernes socialforvaltning havde til ankestyrelsen oplyst, at manden efter revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse havde fået arbejde 20 timer om ugen i et autoophugsfirma til en løn af 720 kr. brutto hver 14. dag. Hans arbejdstid passede ikke med bussens afgangstider.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse. På baggrund af oplysningerne om ansøgernes helbredsmæssige forhold fandt ankestyrelsen, at deres evne til at færdes uden brug af bil ikke var forringet i væsentlig grad. Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøgernes arbejdsindtægter ikke udgjorde så væsentlige bidrag til forsørgelsen, at deres vanskeligheder ved at fastholde arbejdsforholdene kunne begrunde, at der blev ydet støtte.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5. - j.nr. 14611-84

Ansøgeren var en 48-årig enlig kvinde, der modtog mellemste invalidepension på grund af en svær hysteriform neurose samt migræne og en mulig gigtlidelse. Ansøgeren havde oplyst, at hun på gode dage kunne gå 150-200 meter med 2 armkrykker, og at hun som oftest ikke kunne bruge offentlige transportmidler på grund af gangbesvær og faldtendens. Hun havde et kørselsbehov ved indkøb, lægebesøg og svømning. Hun boede i en specicalindrettet handicaplejlighed og havde hjemmehjælp. Der var dag- og træningscenter i samme bygning.

Revaliderings- og pensionsnævnet havde givet afslag på ansøgningen. Nævnet havde fundet, at der ikke forelå en varig nedsættelse af ansøgerens funktionsevne, som i væsentlig grad forringede hendes evne til at færdes.

Afgørelsen var indanket af ansøgeren.

Ankestyrelsen tiltrådte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. På baggrund af oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold fandt ankestyrelsen, at hendes funktionsevne ikke var nedsat i en sådan grad, at hun var berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at heller ikke oplysningerne om ansøgerens øvrige forhold kunne tale for tildeling af støtte. Ankestyrelsen lagde herved bl.a. vægt på, at hendes bolig forhold var hensigtsmæssige i forhold til invaliditeten.

Da ansøgningen var indgivet inden den 1. januar 1984, bedømte ankestyrelsen tillige sagen efter de indtil denne dato gældende regler i socialministeriets bekendtgørelse af 22. oktober 1980. Ankestyrelsen fandt, at ansøgerens invaliditet ikke var så svær, at hun var berettiget til støtte efter disse regler.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 6:

Sag nr. 6. - j.nr. 14671-84

Ansøgeren var en 67-årig gift mand, der led af dårlig ryg samt jalousiforrykthed og symptomatisk epilepsi som følge af en hjerneoperation. Han havde modtaget højeste invalidepension, indtil han var overgået til folkepension. Han boede på en landbrugsejendom, der blev drevet med hjælp fra hans ægtefælle og en hjemmeboende søn.

Det var ved ansøgningen oplyst, at ansøgeren ikke var væsentligt gangbesværet, men at han havde behov for bil, da han boede ca. 4. km. fra offentlig transport og indkøbsmuligheder.

Det sociale udvalg havde indstillet, at der blev ydet støtte under henvisning til, at bil var nødvendig på grund af ejendommens beliggenhed og driften af landbruget, samt at ansøgerens psykiske tilstand og risikoen for indlæggelser også bevirkede et stort kørselsbehov.

Revaliderings- og pensionsnævnet havde givet afslag på ansøgningen. Under henvisning til ansøgerens alder og den kendsgerning, at han modtog højeste invalidepension, havde nævnet ikke fundet, at hans arbejde i gårdens drift kunne tillægges nogen betydning ved sagens afgørelse.

Endvidere havde nævnet fundet, at der ikke forelå en så svær og væsentlig funktionsevnenedsættelse, at betingelserne for at yde støtte var opfyldt.

Afgørelsen var indanket af det sociale udvalg. Udvalget henviste til en psykiatrisk speciallægeerklæring, der anbefalede støtte.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgerens kørselsbehov i forbindelse med landbrugsejendommens drift ikke kunne tillægges væsentlig betydning, da han havde fået tilkendt højeste invalidepension.

Da ansøgeren ikke var gangbesværet i væsentligt omfang, fandtes hans funktionsevne, uanset oplysningerne om boligens afsides beliggenhed, ikke nedsat i en sådan grad, at han var berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen tiltrådte derfor revalidering.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 7:

Sag nr. 7. - j.nr. 15939-84

Ansøgeren var en 63-årig enlig mand, der modtog højeste invalidepension med bistandstillæg på grund af præsenil demens og slidgigt i ryggen.

Ansøgeren havde anført, at han gik dårligt på grund af ryglidelsen og balanceproblemer, og at han ikke kunne benytte offentlige transportmidler på grund af balanceproblemer og svimmelhed. Han havde behov for bil i forbindelse med indkøb, lægebehandling, fodterapeut, tandlæge samt fritidsinteresser, herunder kørsel til et fritidshus. Han havde ved ansøgningen en bil, der på 9 år havde kørt 85.000 km.

Socialforvaltningens pensionistvejleder havde anført, at ansøgeren ville blive bremset meget i sine mange aktiviteter uden en bil.

Det sociale udvalg havde indstillet ansøgningen til afslag, idet udvalget havde fundet det uforsvarligt, at ansøgeren kørte bil.

Ansøgeren havde under revaliderings- og pensionsnævnets behandling af sagen været til en vejledende køreprøve, og hans kørekort var fornyet for 2 år.

Revaliderings- og pensionsnævnet havde givet afslag på ansøgningen. Nævnet havde fundet, at der ikke i ansøgerens helbredsmæssige forhold var grundlag for at antage, at hans funktionsevne var så væsentligt nedsat, at han ikke kunne færdes uden brug af bil.

Ankestyrelsen tiltrådte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. På baggrund af oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige og øvrig forhold fandt ankestyrelsen, at hans funktionsevne ikke var nedsat i en sådan grad, at han var berettiget til støtte til køb af bil.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 8:

Sag nr. 8. - j.nr. 30143-85

Ansøgeren var en 63-årig gift kvinde, der modtog højeste invalidepension på grund af skizofreni. Hun led endvidere af følger efter årebetændelse i benene og overvægt.

Ægteparret boede i en større jysk provinsby.

Ansøgerens ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren på grund af dårlige nerver ikke kunne gå mere end 50 meter, og at hun var bange for at være alene. Der var ca. 150 meter fra bopælen til nærmeste busstoppested. Ægtefællen havde anslået det årlige kørselsbehov til ca. 8.000 km. Ægteparret benyttede bil til indkøb, besøg hos venner og familie i Jylland, frisør, fodspecialist m.v. Ægtefællen havde ved ansøgningen en bil fra 1974, der havde kørt ca. 160.000 km.

Revaliderings- og pensionsnævnet havde fundet, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få støtte til bilkøb. Nævnet havde specielt fundet, at hendes kørselsbehov mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre støtteordninger - f.eks. en taxikørselsordning efter bistandslovens § 61.

Afgørelsen var indanket af ansøgeren.

Ankestyrelsen tiltrådte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. På baggrund af oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold fandt ankestyrelsen, at hendes funktionsevne ikke var nedsat i en sådan grad, at hun var berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at heller ikke oplysningerne om ansøgerens øvrige forhold i væsentlig grad kunne tale for tildeling af støtte. Ankestyrelsen var med nævnet enig i, at hendes kørselsbehov mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved at yde hjælp til betaling af transportudgifter efter bistandslovens § 61.