Moderen til en døv og gangbesværet pige, født i 1971, søgte om hjælp til køb af en videorecorder.
Pigen var elev på en specialskole for hørehæmmede. Hun boede på skolens elevhjem og var kun hjemme i weekenderne. På skolen havde hun adgang til videorecorder, som hun var vant til at bruge.
Ansøgeren boede alene med pigen efter at have ophævet samlivet med pigens fader, der ligeledes var døv. Faderen havde fået bevilget et videoapparat, som han beholdt efter samlivsophævelsen.
I forbindelse med ansøgningen udtalte specialskolen, at pigen var afhængig af tegnsprog som kommunikationsmiddel.
Socialforvaltningen gav afslag på ansøgningen med henvisning til pkt. 30 i Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 12 af 13. juli 1981, hvor der står, at det ved afgørelse af, hvorvidt der er behov for videorecorder, må forudsættes, at børn og unge, der følger særligt tilrettelagt undervisning for døve og svært tunghøre, har adgang til videorecorder på undervisningsinstitutionen, hvorfor der til denne gruppe ikke kan udlånes videorecorder til brug i hjemmet. Ved indankningen for ankenævnet har moderen gjort opmærksom på, at den af kommunen citerede cirkulæreskrivelse ikke er gældende mere.
Ankenævnet pålagde kommunen at bevilge videorecorder til pigen som hjælpemiddel efter bistandslovens § 58. Nævnet lagde vægt på, at hun var afhængig af tegnsprog og ville have begrænset udbytte af tekstede udsendelser. Hun var vant til at bruge videoapparat på specialskolen. Nævnet vurderede derfor, at det ville lette hendes daglige tilværelse og i væsentlig grad afhjælpe hendes handicap, hvis hun også kunne bruge videoapparat, når hun var hjemme.
Sagen blev anket af det sociale udvalg.
Lovgrundlag: Bistandslovens § 58. § 39 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 644 af 19. december 1983 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58. Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 9. marts 1984 om ydelse af hjælpemidler.
