Ankestyrelsens principafgørelse O-59-86

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 47, stk. 2

En ansøger med 2 mindreårige børn havde i forbindelse med separation søgt det sociale udvalg i A kommune om hjælp til flytning til B kommune, hvor hun kunne overtage en lejlighed.

Det sociale udvalg i A kommune bevilgede flyttehjælp i november 1981 uden forinden at indhente samtykke til flytningen fra det sociale udvalg i B kommune. Efter flytningen gav socialudvalget i A kommune tilsagn om at yde refusion af udgifter til hjælp ydet til ansøgeren efter flytningen til B kommune.

Ansøgeren modtog kontanthjælp til forsørgelse indtil maj 1982, hvor hun fik arbejde.

I november 1983 anmodede socialudvalget i B kommune om refusion af et beløb på 14.753 kr. Dette beløb dækkede den kommunale andel af udgiften ved de 2 børns daginstitutionsophold i perioden 1. maj - 31. december 1982, det særlige kommunale tilskud samt værdien af delvis økonomisk friplads i denne periode.

Det sociale udvalg i A kommune afslog at yde refusion af disse udgifter med henvisning til, at ansøgeren ikke havde modtaget økonomisk hjælp til underhold siden maj 1982, og at det sociale udvalg i A kommune endvidere ikke havde medvirket ved børnenes anbringelse i daginstitution, hvilket var nødvendiggjort af, at ansøgeren havde fået arbejde.

Over for ankenævnet henviste det sociale udvalg i B kommune til en udtalelse af 13. marts 1980 fra Socialministeriet, hvori det var anført, at adgangen til at kræve refusion omfatter enhver udgift til bistand, herunder både den kommunale andel af udgiften til institutionsophold og den andel af forældrebetalingen, der afholdes efter §§ 4 og 6 i Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i daginstitutioner for børn.

Socialudvalget i B kommune fandt, at A kommune havde pligt til at yde refusion for disse udgifter, selv om hjælp efter bistandslovens forsørgelsesbestemmelser var ophørt. Ankenævnet lagde til grund, at det sociale udvalg i A kommune, havde ydet flyttehjælp til ansøgeren, uden at fremgangsmåden i bistandslovens § 47, stk. 2, var fulgt. Det sociale udvalg i A kommune måtte derfor betragtes som betalende opholdskommune vedrørende enhver bistand, som ansøgeren i en 2-årig periode efter tilflytningen havde modtaget fra det sociale udvalg i B kommune.

Nævnet fandt, at det herved påhvilede det sociale udvalg i A kommune at yde refusion tillige vedrørende det omhandlede refusionskrav.

Det social udvalg i A kommune anførte, at udgifterne ved børns daginstitutionsophold ikke kunne sidestilles med kontanthjælp efter bistandslovens kap. 9 og 10, idet der er fastsat særlige regler om beregningen af forældrenes betaling og om den kommunale og statslige del af udgifterne. Udvalget fandt endvidere, at nævnets afgørelse medførte urimelige konsekvenser.

Lovgrundlag: Bistandslovens § 47, stk. 2.

Refusionspligten efter bistandslovens § 47, stk. 2, omfatter alene ydelser, der er bevilget med hjemmel i bistandsloven.

Refusionspligten i den konkrete sag omfatter derfor den kommunale andel af udgiften ved de 2 børns daginstitutionsophold, jfr. lovens § 73, stk. 1, og udgiften ved den delvis økonomiske friplads, jfr. lovens § 73, stk. 2.

Refusionspligten omfatter derimod ikke det særlige kommunale tilskud til nedbringelse af forældrebetalingen. Denne del af udgiften afholdes endeligt af den nye opholdskommune.