arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.
Sagsfremstilling: En gift ansøger havde drevet selvstændig tømrervirksomhed indtil konkurs i 1980. Efter konkursen oprettede ansøgerens hustru et anpartsselskab, hvis formål var at drive tømrervirksomhed. Ansøgeren fik samtidig ansættelse med eneprokura i selskabet.
Det er videre oplyst, at ansøgeren i ledighedsperioder har fået udbetalt hjælp efter bistandslovens § 37. Fra august 1982 havde det social udvalg imidlertid nægtet fortsat udbetaling af hjælp med henvisning til, at ansøgeren var selvstændig, da han havde eneprokura i anpartsselskabet. Ansøgeren havde oplyst, at selskabet havde ligget stille siden september 1982. Pr. april 1983 søgte ansøgeren fortsat arbejde som tømrersvend, men havde intet ønske om at afmelde firmaet, da han håbede at kunne få gang i det igen.
Over for ankenævnet oplyste socialforvaltningen, at ansøgeren i perioder havde arbejdet for selskabet, og at forvaltningen i perioder med lønindtægt havde modregnet indtægten i den udmålte hjælp. Forvaltningen fandt, at der ikke var grundlag for fortsat udbetaling af hjælp, samt at der aldrig burde have været ydet hjælp efter bistandslovens § 37, da ansøgeren hele tiden havde haft eneprokura i anpartsselskabet. Efter forvaltningens opfattelse var der ingen faktisk forskel på, om en person ejede et anpartsselskab og på den situation, hvor hustruen ejede et selskab og havde givet ægtefællen eneprokura i selskabet.
Forvaltningen oplyste endvidere, at der siden opstarten af selskabet var foretaget henlæggelser til investeringsfonds, og at der havde været et overskud i selskabet, ligesom selskabet var i besiddelse af en obligationsbeholdning. Ansøgerens ægtefælle havde ikke fået udbetalt løn eller andre ydelser fra selskabet, hvilket var ensbetydende med, at indtægterne var omsat til værdier i selskabet.
Om begrundelsen for afslaget på hjælp i forbindelse med ansøgerens arbejdsophør i marts/april 1983 havde socialforvaltningen henvist til, at ansøgeren og hustruen fortsat var momsregistreret som selvstændige erhvervsdrivende, og at de ikke umiddelbart ønskede at afhænde virksomheden. De svigtende indtægter og de økonomiske problemer fandtes at måtte tilskrives krise i byggeindustrien. Da der således var tale om generelle problemer inden for ansøgerens erhverv, fandtes der ikke at være mulighed for at yde økonomisk hjælp efter bistandsloven til afhjælpning heraf.
Ankenævnet tiltrådte socialforvaltningens afslag på fortsat udbetaling af hjælp efter bistandslovens § 37. Nævnet fandt, når hensås til de faktiske forhold omkring anpartsselskabet, at ansøgeren var at betragte som selvstændig, der i en forbigående periode havde haft behov for at supplere sine indtægter som selvstændig ved lønarbejde, da der havde været manglende indtjening i den selvstændige virksomhed som følge af generelle problemer inden for byggeindustrien. Dette var ikke en ændring i bistandslovens § 37's forstand, der berettigede til udbetaling af hjælp efter lovens § 37. Nævnet var derfor enig med forvaltningen i, at der ikke var grundlag for fortsat udbetaling af hjælp til ansøgeren i august/september 1982 samt fra marts/april 1983.
Sagen blev anket af ansøgeren.
Ansøgerens revisor oplyste, at der vedrørende året 1980/81 var foretaget fakturering af udført arbejde m.v. således:
Faktureret i tiden 1.10.1980 - 31.12.80:242.538 kr. excl. moms. Faktureret i tiden 1.1.1981 - 30.9.1981: 83.592 kr. excl. moms.
Ialt: 326.130 kr. excl. moms.
Resultat før afskrivninger var opgjort således:
For tiden 1.10.1980 - 31.12.1980: 101.960 kr. For tiden 1.1.1981 - 30.9.1981: -10.355 kr.
Ialt: 91.605 kr.
Revisoren udtalte endvidere, at ansøgerens eneste mulighed for efter den 1. januar 1981 - udover den udbetalte arbejdsløn - at skaffe sig midler til familiens underhold af selskabets kapital forudsatte likvidation af selskabet, idet udbetaling udover et udbytte på 6% af anpartskapitalen på 30.000 kr. eller 1.800 kr. ville være i strid med lovgivningen omkring anpartsselskaber.
Lovgrundlag: Lov om social bistand, § 6 og § 7.