Ankestyrelsens principafgørelse O-13-86

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 26, stk. 1, nr. 1 og § 26, stk. 1, nr. 4

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 12733-83: En ansøger modtog kontanthjælp på grund af arbejdsløshed fra oktober 1982. Hjælpen udgjorde 2.974 kr. månedlig. Fra 1. januar 1983 fik ansøgeren arbejde som landbrugsmedhjælper. Lønnen udgjorde 4.000 kr. månedlig brutto (2.760 kr. netto). Ansøgeren ville få udbetalt løn første gang den 1. februar 1983.

Socialforvaltningen ydede kontanthjælp med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, for januar 1983.

Ankenævnet tiltrådte, at hjælpen var ydet med tilbagebetalingspligt, men fandt dog, at hjemmelen til at stille krav om tilbagebetaling måtte søges i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. Da ansøgeren i forbindelse med hjælpens udbetaling var gjort bekendt med tilbagebetalingspligten, fandt nævnet ikke grundlag for at ophæve den trufne beslutning.

Ankestyrelsen tiltrådte ankenævnets afgørelse med henvisning til, at ansøgeren havde optjent løn siden 1. januar 1983.

Ansøgeren klagede til Folketingets Ombudsmand og anførte bl.a., at socialforvaltningen havde krævet tilbagebetaling efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, og at forvaltningen derfor ikke, således som det er påbudt i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, havde foretaget et skøn over, om ansøgeren i løbet af kortere tid ville være i stand til at tilbagebetale hjælpen. Ansøgeren anførte endvidere, at udtrykket "kortere tid" angivelig kun kunne være ca. 2-3 måneder. Ansøgeren har endelig gjort gældende, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, ikke har været opfyldt, da ansøgeren i forbindelse med arbejdsforholdet ville opnå en indtjening, der var lavere end den hjælp, hun modtog efter bistandslovens § 37. Ankestyrelsen udtalte over for Folketingets Ombudsmand, at socialforvaltningen ved udbetalingen af hjælp i slutningen af december 1982 udtrykkelig havde tilkendegivet over for ansøgeren , at hjælpen var tilbagebetalingspligtig, idet hjælpsperioden var identiskmed lønoptjeningsperioden. Ankestyrelsen anførte endvidere, at der hverken i lovteksten eller i Socialministeriets cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser - er givet en nærmere definition af begrebet "i løbet af kortere tid". Selve det forhold, at en hjælpemodtager er i arbejde på tidspunktet for hjælpens udbetaling, må normalt være tilstrækkeligt til, at der tages forbehold om tilbagebetaling. Ankestyrelsen har endelig bemærket, at ankenævnet i sin afgørelse har medtaget bestemmelsen i bistandslovens § 27, stk. 1, om forudsætningerne for tilbagebetalingskravets gennemførelse.

Folketingets Ombudsmand har den 11. oktober 1985 bl.a. udtalt, at han er enig med ankenævnet og Ankestyrelsen i, at hjemmelen for at kunne kræve tilbagebetaling i det foreliggende tilfælde i givet fald må søges i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Folketingets Ombudsmand har videre udtalt: "Anvendelsen af den nævnte bestemmelse forudsætter, at der på ansøgningstidspunktet foreligger forhold, ". . . der viser, at pågældende i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen' (mine understregninger).

Det fremgår ikke af sagen, hvilke nærmere forhold Ankestyrelsen har lagt vægt på ved afgørelsen om, at hjælpen for januar måned 1983 til ansøgeren med rette var gjort tilbagebetalingspligtig.

De oplysninger, der forelå som grundlag for de trufne afgørelse, var, at ansøgeren i månederne oktober, november og december 1982 havde fået udbetalt 2.974 kr. i kontanthjælp. Fra den 1. januar 1983 fik ansøgeren arbejde som landbrugsmedhjælper på en gård til en månedlig løn på brutto 4.000 kr. I sin skrivelse af 14. maj 1983 til Ankestyrelsen oplyste ansøgeren, at hendes løn efter skat udgjorde 2.760 kr. pr. måned. (Jeg har dog bemærket, at der for indkomståret 1983 opstod en overskydende skat på 2.070 kr.). Forholdet er såledet det, at ansøgerens fremtidige nettoindtægt fra den 1. januar 1983 ikke var udtryk for en forbedring af de økonomiske forhold, men derimod i bedste fald ville indebære en forbliven på det niveau, som den stedfundne udmåling efter bistandslovens § 37 var udtryk for.

Jeg står uforstående overfor, at man på dette grundlag har kunnet anse bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, for anvendelig.

Jeg bemærker herved, at et af den nævnte bestemmelse typiske anvendelsesområder vel er tilfælde, hvor hjælpen ydes med henblik på at afhjælpe forbigående likviditetsvanskeligheder, der har sammenhæng med, at hjælpmodtageren har påbegyndt et nyt arbejde, for hvilket lønnen erlægges (som her) f.eks. månedsvis bagud, jf. således også den i min skrivelse til ansøgeren citerede bestemmelse i Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975. Anvendelsen af nr. 3 - også i sådanne tilfælde forudsætter imidlertid, at der efter et konkret skøn er forholdsvis sikre holdepunkter for at antage ("viser"), at lønindtægten "i løbet af kortere tid" vil kunne give dækning for tilbagebetalingskravet. Det foreliggende materiale indeholder intet holdepunkt for en sådan antagelse, idet den forventede (netto-) lønindskomst for ansøgeren ikke repræsenterede en forbedring af hendes økonomiske situation i forhold til det niveau, som den hidtidige udmåling af hjælp efter bistandslovens § 37 var udtryk for.

For så vidt Ankestyrelsen (og ankenævnet) med sin henvisning til bistandslovens § 27, stk. 1, har villet give udtryk for den opfattelse, at bestemmelsen i § 26, stk. 1, nr. 3, må kunne finde anvendelse også i tilfælde, hvor forventningen om hjælpsmodtagerens tilbagebetalingsevne er behæftet med større usikkerhed, idet tilbagebetalingskravet, dersom forventningen viser sig ikke at holde stik, da blot ikke (for tiden) vil blive effektueret, skal jeg bemærke, at jeg må anse en sådan opfattelse for klart uforenelig med de nævnte bestemmelsers struktur.

Jeg har gjort Ankestyrelsen bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til Ankestyrelsen at genoptage sagens behandling og meddele ansøgeren ny afgørelse.

Jeg finder herefter ikke tilstrækkelig anledning til at gå nærmere ind på betydningen af, at socialforvaltningen oprindelig støttede tilbagebetalingskravet på bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, medens ankenævnet henførte forholdet under samme bestemmelses nr. 3.

Bestemmelserne i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3 og 4 handler begge om tilfælde, hvor der kan kræves tilbagebetaling af hjælpen, fordi modtageren vil få eller har fået en indtægt. Begge bestemmelser er således udtryk for, at der skal ske tilbagebetaling i tilfælde, hvor der ellers ville blive tale om en "dobbeltydelse". Bestemmelserne adskiller sig imidlertid fra hinanden derved, at det i nr. 3 udtrykkeligt kræves, at der foreligger forhold, der viser, at pågældende i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen. Under hensyn til at der er tale om et udtrykkeligt krav i § 26, stk. 1, nr. 3, finder Ankestyrelsen, at der inden rejsning af tilbagebetalingskrav må tages stilling til både om der foreligger forhold, der viser, at den pågældende vil få en indtægt, og til, om denne indtægt er af en sådan størrelse, at den pågældende bliver i stand til at tilbagebetale hjælpen.

Ankestyrelsen finder herefter, at ansøgerens indtægt ved beskæftigelsen fra januar 1983 ikke var af en sådan størrelse, at hun kunne siges at være i stand til at tilbagebetale hjælpen i løbet af kortere tid. Ankestyrelsen ophæver derfor tilbagebetalingskravet.

Ankestyrelsen ændrer således sin tidligere afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 11407-85: En ansøger, der havde afsluttet en uddannelse til socialrådgiver den 22. januar 1985, søgte kom kontanthjælp efter bistandsloven i begyndelsen af februar 1985. Ansøgeren oplyste, at han ville få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge den 1. april 1985 med virkning fra 25. februar 1985.

Socialforvaltningen ydede kontanthjælp, men besluttede at den hjælp, der blev ydet fra 25. februar 1985, skulle ydes med tilbagebetlingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. Socialforvaltningen begrundede tilbagebetalingspligten med, at ansøgeren allerede var berettiget til arbejdsløshedsdagpenge fra den 25. februar 1985, men da dagpengene først kom til udbetaling omkring den 1. april 1985, fandtes der af denne grund at kunne kræves tilbagebetaling af det beløb, der var udbetalt i denne periode. Socialforvaltningen tilføjede, at tilbagebetaling af den udbetalte hjælp alene ville ske i overensstemmelse med ansøgerens økonomiske formåen.

Ansøgeren anførte bl.a., at han fandt det diskutabelt, om forvaltningen kunne benytte § 26, stk. 1, nr. 3, som kræver, at der forligger forhold, der viser at pågældende