Ankestyrelsens principafgørelse P-6-86

Lov om invalide- og førtidspension mv. - Lovbekendtgørelse nr. 437 af 9. september 1983 - § 2, stk. 2, § 19, stk. 1, § 19, stk. 5 og § 23, stk. 2

Note:

*) Note: Efter Ankestyrelsens 2. afgørelse har Folketingets Ombudsmand i det hele fastholdt sin opfattelse, men har ikke fundet at have tilstrækkelig anledning til at foretage yderligere i sagen, efter at ansøgeren er afgået ved døden.

En mand, der modtog mellemste invalidepension, blev indlagt på et kommunalt hospital den 4. maj 1982. Han gav over for hospitalet udtryk for, at han ønskede rejst sag om forhøjelse af pensionen.

Den 28. juni 1982 udfyldte hospitalets læge og socialrådgiver et skema med anmodning til kommunens socialforvaltning om at rejse sag om forhøjelse af pensionen. Ansøgeren indstilledes i skemaet til tilkendelse af højeste invalidepension med plejetillæg.

Ved en fejl, som hospitalet erkendte, fremsendtes skemaet først til kommunens socialforvaltning den 13. september 1982 og havde inden denne dato af hospitalets personale fået bekræftet, at hans ansøgning om højeste pension var videresendt til socialforvaltningen.

Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på højeste invalidepension med den begrundelse, at ansøgningen først var modtaget af kommunen efter det fyldte 60. år.

Lovgrundlag: Invalidepensionslovens §§ 2, stk. 2, 19, stk. 1 samt 23, stk. 2.

_______________________________________________________________________________________________

Ankestyrelsens 1. afgørelse:

Ankestyrelsen tiltrådte revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at der var tale om en erkendt fejltagelse i forbindelse med begæringens indgivelse, kunne medføre et andet resultat, når der ikke i lovgivningen var hjemmel til at fravige de herom fastsatte regler.

Folketingets Ombudsmand besluttede af egen drift i medfør af ombudsmandslovens § 6, stk. 5, at iværksætte en undersøgelse af sagen. Han henstillede herefter til Ankestyrelsen at undergive sagen en fornyet overvejelse.

Ombudsmanden fandt, at det ikke kunne anses for uforeneligt med bestemmelsen i invalidepensionslovens § 2, stk. 2, hvis ansøgningenom forhøjelse af pensionen var blevet undergivet en realitetsbe handling. Han henviste til, at bestemmelsen efter sin ordlyd nærmest må forstås således, at det afgørende er, om pågældende er fyldt 60 år på tilkendelsestidspunktet. I administrativ praksis er det imidlertid anset for tilstrækkeligt, at tidspunktet for ansøgningens indgivelse ligger før det fyldte 60. Denne praksis har ikke særlig støtte i lovens forarbejder, men er anset for tilstrækkeligt begrundet i almindelige forvaltningsretlige regler om, at en ansøgers rettigheder ikke skal begrænses af den tid, der for det offentlige medgår til sagens behandling.

Efter Ombudsmandens opfattelse kunne det herefter ikke anses for uforeneligt med invalidepensionslovens § 2, stk. 2, også i andre henseender at undergive denne bestemmelse en indskrænkende fortolkning, i det omfang dette måtte følge af forvaltningsrettens almindelige regler. Han henviste til, at det er almindeligt antaget, at udgangspunktet, hvorefter en klage skal være kommet frem til klageinstansen inden udløbet af en fastsat klagefrist, fraviges, hvis klagen ved en fejltagelse er rettidigt indgivet til en urigtig myndighed, idet denne myndighed har pligt til at videresende sagen til rette myndighed. Klagen anses da for rettidigt indgivet. Denne retsopfattelse må efter Ombudsmandens mening lægges til grund, ikke blot ved afgørelsen af, om en klage er rettidigt indgivet, men også i øvrigt, hvor der er spørgsmål om, hvorvidt en retligt betydningsfuld henvendelse, der er indgivet til en anden myndighed end den kompetente, kan anses for rettidigt indgivet.

Ombudsmanden bemærkede, at bestemmelsen i invalidepensionslovens § 19, stk. 1, skal ses på baggrund af, at kompetencen til at træffe afgørelse i pensionssager er henlagt til revaliderings- og pensionsnævnet. Der er ingen holdepunkter for at tillægge bestemmelsen nogen videregående, selvstændig betydning i den foreliggende sammenhæng. Ombudsmanden bemærkede endvidere, at der ikke i henhold til bemyndigelsen i invalidepensionslovens § 19, stk. 5, er fastsat regler, der udtrykkeligt tager stilling til det spørgsmål, som sagen rejser, eller i øvrigt regler, der normerer borgernes retsstilling.

Ankestyrelsen besluttede i anledning af Ombudsmandens henstilling at genoptage sagen.

___________________________________________________________________________________________

Det pågældende hospital er en kommunal institution, men den henhører under en anden magistratsafdeling end social- og sundhedsforvaltningen, og ansøgningen kan derfor ikke anses for indgivet til rette myndighed den 28. juni 1982.

Bestemmelsen i invalidepensionslovens § 19, stk. 1, indeholder ikke alene en ordensforskrift om, hvilken del af den kommunale administration, der varetager sagsbehandlingen, men også en regel om, hvornår ansøgning anses indgivet. Denne regel har afgørende betydning for fastlæggelsen af det tidspunkt, fra hvilket pensionen tidligst tilstås, samt afgørende betydning for, om betingelserne efter lovens § 2, stk. 2, er opfyldt. Der er ikke i loven givet hjemmel til at dispensere fra bestemmelsen i § 19, stk. 1. Under hensyn til betydningen af klart at kunne fastlægge tidspunkt for indgivelse af ansøgningen finder Ankestyrelsen ikke grundlag for at ligestille en læges udskrift på anmodningsskemaet med indgivelse af ansøgning til social- og sundhedsforvaltningen.

Ankestyrelsen fastholder derfor sin første afgørelse.