Østre Landsret frifandt ved dom af 27. maj 1982 A kommune, således at det ikke påhvilede denne kommune at udrede udgifterne ved K's ophold på plejehjemmet I.
Ankestyrelsen appellerede denne dom til Højesteret. A kommune var herefter den indstævnede kommune.
Højesterets dom: "Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
Appellanten har påstået frifindelse.
Indstævnede har påstået stadfæstelse.
For Højesteret er C, B og D kommuner samt CC amtskommune indtrådt i sagen til støtte for appellantens påstand.
Til brug for Højesteret er der afgivet vidneforklaring af direktøren for Foreningen for Spastisk Lammede og tilvejebragt yderligere oplysninger.
Det fremgår heraf, at såvel H om I drives af Foreningen for Spastisk Lammede, der er en privat forening. Udgifterne ved driften af de to hjem betaltes af offentlige midler. Udgifterne ved K's ophold på H blev dog i det væsentlige betalt af hende selv eller hendes familie. H blev anerkendt som særforsorgsinstitution ved Socialministeriets skrivelse af 3. oktober 1956. Foreningen havde forud for K's indflytning i maj 1976 på I givet institutionens leder meddelelse herom.
Også for Højesteret er der enighed mellem sagens parter om, at D kommune må anses for K's opholdskommune, jf. bistandslovens § 10, stk. 1. Biintervenienten D kommune har tilkendegivet, at biintervenienten ikke er enig heri.
Appellanten har udover det for Landsretten anførte gjort gældende, at såfremt D kommune ikke findes at have refusionskrav efter lovens § 11, nr. 1, kan kravet støttes på § 11, nr. 2.
Indstævnte har bestridt, at institutionen H, uanset om den måtte kunne anses for en offentlig myndighed, har medvirket til K's anbringelse på institutionen I, jf. lovens § 11, nr. 1, og at ! 11, nr. 2, kan anvendes på en mere varig anbringelse.
Sagen er i medfør af retsplejelovens § 387 behandlet skriftligt.
Idet den af Foreningen for Spastisk Lammede ud. . . . . virksomhed ved K's overførelse fra H til I ikke fandtes at kunne sidestilles med en offentlig myndigheds medvirken, tiltrædes det, at betingelserne for at rejse refusionskrav efter bistandslovens § 11, nr. 1, ikke er opfyldt. Når også henses til den mere udførlige opregning i lov om offentlig forsorg, jf. lovbekendtgørelse nr. 539 af 10. november 1969, § 113, hvis grundprincipper efter motiverne til bistandslovens § 11 også ligger til grund for denne bestemmelse, findes derimodinstitutionen I at være omfattet af udtrykket "lignende behandlings institution" i sidstnævnte bestemmelses nr. 2.
K's opholdskommune var ved anbringelsen på H efter lov om offentlig forsorg, lovbekendtgørelse nr. 311 af 23. september 1954, § 55, jf. nu bistandslovens § 10, den indstævnte kommune, hvor også den tilstand, der forårsagede anbringelsen først på H og senere på I er opstået og konstateret. Uanset af K's ophold på institutionen H i det væsentlige er betalt af private midler, og at økonomisk bistand af det offentlig først er søgt, efter at K i en årrække har opholdt sig på H i B kommune, findes indstævnte herefter i overensstemmelse med en årelang administrativ praksis, hvis ophør ikke kan antages at være tilsigtet ved lov om offentlig forsorg eller ved bistandsloven, at måtte anses for en tidligere opholdskommune, hvem refusionspligten for den kommunale andel af udgifterne ved K's ophold på I endelig påhviler. Appellantens påstand vil derfor være at tage til følge.
Sagens omkostninger for Landsretten ophæves.
I sagsomkostninger for Højesteret fides indstævnte at burde betale 80.000 kr. til appellanten.
Thi kendes for ret: Appellanten, Den Sociale Ankestyrelse, bør for tiltale af indstævnte, A kommune, i denne sag fri at være.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for Landsretten til den anden part.
I sagsomkostninger for Højesteret betaler indstævnte inden 14 dage efter denne højesteretsdoms forkyndelse 80.000 kr. til appellanten. "
