Det sociale udvalg i A kommune havde i marts 1984 anmodet det sociale udvalg i B kommune om refusion af udgifter i forbindelse med barnet D's ophold i familiepleje i A kommune i 1983. De samlede udgifter var opgjort til 58.744 kr. Plejevederlaget, der var fastsat til 5 gange den vejledende sats, udgjorde 54.205 kr.
Det sociale udvalg i B kommune afslog at yde refusion af den del af plejelønnen (21.682 kr), der lå udover 3 gange den vejledende sats. Udvalget henviste til Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 712 af 17. december 1980, hvori det er angivet, at plejelønnen maksimalt kan forhøjes til 3 gange den vejledende sats, såfremt plejeforholdet stiller særlige krav til plejefamilien. Udvalget fandt endvidere ikke, at barnet havde udvist så store vanskeligheder, at dette kunne begrunde en fastsættelse af plejevederlaget til 5 gange den vejledende sats.
Ankenævnet fandt, at det sociale udvalg i B kommune havde været berettiget til at begrænse refusionen til et beløb udgørende 3 gange den vejledende sats, uanset at udvalget efter bistandslovens § 11 måtte bære den kommunale andel af udgiften ved den bistand, der var ydet til D. Nævnet lagde vægt på, at den del af plejelønnen, der oversteg 3 gange den vejledende sats, var en administrationsudgift for A kommune, hvilken udgift ikke var refusionsberettiget.
Det sociale udvalg i A anførte, at der efter udvalgets opfattelse burde skelnes mellem udgifter, som berettigede til statsrefusion, jf. bistandslovens § 133, og udgifter, som berettigede til refusion fra en tidligere opholdskommune, jf. bistandslovens § 11. Begrundelsen herfor var, at kommunen, jf. bistandslovens § 11, anså plejeløn udover den vejledende sats som en lige så væsentlig udgift til bistand for den pågældende person, som den øvrige del af plejelønnen m.v. var.
I den konkrete sag var det en helt klar forudsætning, at familieplejeanbringelse, jf. bistandslovens § 66, kun kunne gennemføres via en højere betaling til plejefamilien, idet barnets tilstand var så alvorlig truet, at der måtte kræves en betydelig ekstra indsats fra plejefamiliens side. Alternativet -som det i 1984 viste sig nødvendigt at anvende - var anbringelse i en døgninstitution til en betydelig højere betaling, og uden tilsvarende refusionsproblemer.
Det sociale udvalg var således enig i, at den overskydende del af plejelønnen ikke berettigede til statsrefusion, men udvalget var ikke enig i, at beløbet - jf. § 11 - ansås som en administrationsudgift, og at det sociale udvalg i B kommune derved var berettiget til at afvise betaling heraf.
Det sociale udvalg i A kommune oplyste, at Kommunernes Landsforening havde anmoder Socialministeriet om en tilkendegivelse af, om der med Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 712 af 17. december 1980 havde været fastsat et refusionsmaksimum for ydelse af plejeløn, og i bekræftende fald ønskedes præciseret, med hvilken lovhjemmel et sådant maksimum var fastsat.
Socialministeriet har over for Kommunernes Landsforening bl.a. anført, at plejelønsandelen i cirkulærebeskrivelsen er fastsat til maksimalt 3 gange den vejledende sats med den virkning, at der ikke til refusion kan anmeldes beløb udover dette maksimum. Cirkulæreskrivelsens vejledende satser for plejeløn er fastsat i overensstemmelse med det døgnplejeområde, som bistandslovens § 66, jf. § 133, stk. 1, omfatter. Om aflønningsmåder i tilfælde af anbringelse af så vanskelige børn, at plejelønnens størrelse ikke kan anses som tilstrækkelig, henvises til pkt. 12 i cirkulæreskrivelsen.
Lovgrundlag: Lov om social bistand, § 11, § 66 og § 133. Socialministeriets cirkulæreskrivelse af 5. november 1980, pkt. 61 63. Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 712 af 17. december 1980, pkt. 2 og pkt. 12.