Ankestyrelsens principafgørelse O-16-86

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 48, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1. - j.nr. 20409-84

En ansøger med 2 børn, der var født henholdsvis i 1979 og 1981, havde i august 1982 påbegyndt et 9 måneders jobtilbud. Den 16. oktober 1982 ophørte ansøgeren med arbejdet for at passe det yngste barn D, som havde en urinvejslidelse. Ansøgeren fik herefter fra det sociale udvalg udbetalt hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Ankenævnet havde i oktober 1983 truffet afgørelse om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48, stk. 1, burdeberegnes på grundlag af ansøgerens forventede fremtidige ind tægtsniveau under hensyn til, at ansøgeren kunne påregne at have arbejde i ialt 9 måneder ved den påbegyndte beskæftigelse med en indtægt på 52,40 kr. i timen, med fradrag af ansøgerens til en hver tid værende skat bortset fra restancer, med fradrag af de udgifter, der var forbundet med pasning af 2 børn, samt for den del af perioden, hvor ansøgeren ville være i arbejde, med fradrag af de faktiske transportudgifter ved arbejdet.

På baggrund af oplysning om, at ansøgeren havde udgifter til børnehaveplads for barnet P, genoptog ankenævnet sagen, og den 24. januar 1984 ændrede nævnet den tidligere trufne afgørelse således, at der ved udmåling af hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, skulle foretages fradrag for de udgifter, der var forbundet med pasning af et barn i stedet for 2 børn.

I forbindelse med en henvendelse til ankenævnet om tidspunktet for regulering af hjælpen i henhold til nævnets afgørelse af 24. januar 1984, har nævnet modtaget oplysning fra det sociale udvalg om, at P var optaget i børnehave den 1. februar 1983. Da ansøgeren modtog skattefri ydelser efter bistandslovens § 48, stk. 1, blev der bevilget 4/5 friplads fra 1. februar 1983, og fra 1. januar 1984 92% friplads. Socialudvalget, der ved udmåling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til bistandslovens § 48, stk. 1, fra 1.juni 1983 havde taget udgangspunkt i maksimale arbejdsløshedsdag penge, 2.010 kr. pr. uge, har over for nævnet anført, at der fortsat burde foretages fradrag for to institutionspladser samt ske tillæg af egenandelen.

Ankenævnet har påny behandlet sagen i møde den 1. marts 1984, hvor nævnet fandt anledning til at præcisere, at den seneste afgørelse af 24. januar 1984 var baseret på en oplysning om, at ansøgeren betalte den fuldt udgift til P's børnehaveplads.

Da dette efterfølgende havde vist sig ikke at være tilfældet, måtte nævnet være enig med det sociale udvalg i, at hjælpen skulle beregnes med fradrag for den fulde udgift for pasning af to børn, da ansøgeren, såfremt hun havde haft almindelig lønindtægt, skulle have betalt den fulde udgift til to institutionspladser. Hjælpen skulle dog forhøjes med et beløb svarende til ansøgerens faktiske aktuelle betaling for børnehaveplads, således at der blev foretaget fradrag for ansøgerens reelle besparelser ved ikke at være i arbejde.

Med hensyn til tidspunktet for beregningen fandt nævnet, at denne burde have virkning fra det oprindelige ansøgningstidspunkt til socialforvaltningen.

Ansøgeren anførte bl.a., at hun aldrig ville have benyttet kommunens dagpleje under normale tilstande. P havde tidligere været i privat dagpleje, hvor også D var blevet passet, når både ansøgeren og hendes samlever havde været på arbejde (ansøgeren fra 31. august til 16. oktober 1982 og hendes samlever som tjenestemand med en dagvagt, én nattevagt og 3 dage fri), og udgifterne til dagpleje beløb sig til højst 375 kr. pr. barn pr. måned. Ansøgeren ophørte med arbejdet, da det efter lægeligt samråd skønnedes bedst for D, at han blev passet i hjemmet. Grunden til, at der blev søgt om børnehaveplads til P, var, at hun var for hård over for D, når hun legede med ham, og derved fik revet hans kateter ud af blæren.

Ansøgeren har den 10. januar 1986 over for Ankestyrelsen oplyst, at hun har fået endnu et barn, født den 3. august 1984, og anført, at socialforvaltningen indtil 1. juli 1985, hvor P ikke længere kunne gå i børnehave, har foretaget fradrag i hjælpen efter bistandslovens § 48 til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for sparet børnehaveplads, og fra 1. juli 1985 for sparet institutionsplads til det yngste barn.

Lovgrundlag: Bistandslovens § 48, stk. 1.

Ankestyrelsen har taget udgangspunkt i, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48, stk. 1, skal svare til tabet. I tilfælde, hvor ansøgeren på grund af denne ydelse har fordelen ved ikke at være henvist til at benytte dagforanstaltning (daginstitution eller dagpleje), må der derfor ske fradrag i erstatningen for besparelsen herved.

I denne sag ville ansøgeren og hendes samlever utvivlsomt have været tvunget til at få deres børn passet, hvis ansøgeren ikke havde kunnet være hjemme for at passe D.

Ankestyrelsen finder på den baggrund, at ankenævnet med rette har truffet afgørelse om, at der i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste - forhøjet med et beløb svarende til ansøgerens aktuelle betaling for P's børnehaveudgift - skal ske fradrag for den almindelige og fulde forældrebetalingsudgift ved P's daginstitutionsophold, således at der tages hensyn til ansøgerens reelle besparelse ved ikke at være i arbejde.

Ankestyrelsen tiltræder således ankenævnets afgørelse for så vidt angår fradrag vedrørende P's daginstitutionsophold. Ankestyrelsen finder endvidere, at fradraget for besparelsen ved at D ikke benytter dagforanstaltning (fordi ansøgeren er hjemme for at kunne passe ham) skal beregnes, så det svarer til den gennemsnitlige udgift for dagforanstaltninger (det vil sige daginstitution og dagpleje) i kommunen for børn i D's aldersgruppe. Ankestyrelsen harher lagt vægt på, at man ikke har kunnet vide, hvilken dagforan staltning et barn, der passes hjemme, ville have benyttet.

Ankestyrelsen ændrer således ankenævnets afgørelse om størrelsen af fradraget vedrørende besparelsen ved at D ikke benytter dagforanstaltning og hjemviser på den baggrund spørgsmålet om beregning af hjælpen til det sociale udvalg.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20451-84

En gift ansøger, som havde et barn født i 1979, søgte i september 1983 det sociale udvalg om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med pasning af barnet, som led af asthma. På ansøgningstidspunktet arbejdede ansøgeren som sygehjælper i aftenvagt hver anden uge, og ægtefællen arbejdede som typograf på 4 holds skift. I de perioder hvor ansøgerens og ægtefællens arbejdstider kolliderede, havde ansøgeren taget barnet med til pasning hos dets mormor i hele arbejdsugen. Da mormoderen selv var syg, kunne hun ikke fortsætte med pasningen af barnet.

Det sociale udvalg ydede kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48, stk. 1. Ved beregning af kompensationen fradrog udvalget et beløb på 750 kr. svarende til betalingen for en børnehaveplads i kommunen. Udvalget begrundede sin afgørelse med, at ansøgerens mor ikke fremover kunne passe barnet på grund af egen sygdom. Udvalget skønnede derfor, at ansøgeren og ægtefællen, såfremt ansøgeren fortsat skulle arbejde, ville have en månedlig udgift på 750 kr. til en børnehaveplads. Denne udgift var derfor fratrukket i den beregnede gennemsnitlige månedlige nettoløn, som udgjorde 5.940 kr. + fagforeningskontingent, 315 kr., således at kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste var udbetalt med 5.505 kr. pr. måned.

Over for ankenævnet oplyste ansøgeren, at ansøgeren også før barnets fødsel arbejdede som aftenvagt hver anden uge, og at hun før fødslen ikke havde haft konkrete planer med hensyn til pasning af barnet. Da barnets lidelse begyndte at vise sig allerede inden udløbet af ansøgerens barselsorlov, blev børnepasningsproblemet indtil ansøgerens arbejdsophør løst i samarbejde med ansøgerens forældre, således at barnet som regel hver anden uge blev passet af sin mormor fra kl. 14.00 - kl. 23.30.

Ankenævnet tiltrådte socialudvalgets afgørelse med udvalgets begrundelse.

Ansøgeren anførte, at socialforvaltningen i marts 1984 ikke kunne tilbyde en børnehaveplads på fuld tid. Forvaltningen havde tilbudt optagelse på deltid fra kl. 13.30 - 17.30, dog under forudsætning af, at ansøgeren også opholdt sig i institutionen når barnet var der.

Ansøgeren har tillige gjort gældende, at selv om barnet havde været rask, ville ansøgeren ikke have haft nogen problemer med pasning, idet ansøgerens nærmeste familie, hendes forældre, gerne ville have fortsat pasningen, så ansøgeren og ægtefællen kunne fortsætte som skifteholdsarbejdere med de dermed forbundne fordele - at have barnets liv og opvækst på tættere hold i dagtimerne.

Ankestyrelsen har taget udgangspunkt i, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48, stk. 1, skal svare til tabet. I tilfælde hvor ansøgeren på grund af denne ydelse har fordel ved ikke at være henvist til at benytte dagforanstaltning (daginstitution eller dagpleje), mår der derfor ske fradrag i erstatningen for besparelsen derved.

Da det sociale udvalg ifølge forvaltningens brev af marts 1984 ikke har kunnet tilbyde ansøgeren en børnehaveplads på fuld tid og helle ikke på deltid, uden at ansøgeren samtidig opholdt sig i institutionen, og da ansøgeren og ægtefællen hidtil har kunnet klare pasningen af barnet ved familiens hjælp, finder Ankestyrelsen imidlertid ikke, at der i denne sag skal ske fradrag i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen ændrer således ankenævns afgørelse og hjemviser spørgsmålet om beregning af hjælpen efter bistandslovens § 48, stk. 1, til det sociale udvalg.