Ankestyrelsens principafgørelse O-4-86

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 11, nr. 2

En ansøger flyttede sammen med sine 2 børn fra A kommune til et krisecenter beliggende i B kommune. Ansøgeren søgte herefter hjælp i socialforvaltningen i B kommune, men fik afslag, da hun ikke var tilmeldt folkeregistret. Da ansøgeren ikke kunne optages i folkeregistret på grund af sit ophold i krisecentret, rettede hun henvendelse til socialforvaltningen i A kommune.

Socialforvaltningen i A kommune ydede hjælp til underhold og leje af bolig i krisecentret. Forvaltningen meddelte samtidig, at ansøgeren ved næste udbetaling måtte rette henvendelse til socialforvaltningen i B kommune, idet ansøgeren ved længere ophold på krisecentret måtte anses for at være tilflyttet B kommune.

I januar 1982 anmodede socialforvaltningen i B kommune A kommune om refusionstilsagn vedrørende udgifterne til den bistand, der var ydet ansøgeren i B kommune.

Socialforvaltningen i A kommune gav afslag på at yde refusion, idet forvaltningen ikke havde medvirket til ansøgerens flytning til B kommune.

Overfor ankenævnet anførte socialforvaltningen i B kommune, at socialforvaltningen i A kommune ved ikke at have kontaktet B kommune, inden der blev ydet hjælp til leje i krisecentret, havde tilsidesat bestemmelserne i bistandslovens § 47, stk. 2, hvorfor det sociale udvalg i A kommune måtte betragtes som opholdskommune for ansøgeren. Leje i krisecentret kunne i denne forbindelse sidestilles med flyttehjælp i henhold til bistandslovens § 47, stk. 2, idet socialforvaltningen i A kommune ved ydelse af hjælp til lejen havde medvirket til, at ansøgeren fortsat kunne opholde sig i krisecentret for efterfølgende at leje en lejlighed i B kommune.

Det sociale udvalg i A kommune udtalte overfor ankenævnet, at da ansøgeren på eget initiativ var flyttet til krisecentret, kunne det sociale udvalg i A kommune ikke anses for at have medvirket ved pågældendes flytning til centret. At socialudvalget havde medvirket til forsørgelse af pågældende i den første periode, hvor hun boede i centret, skyldtes udelukkende, at ansøgeren ikke havde midler til forsørgelse af børnene, og at en længerevarende sagsbehandling omkring udbetaling af underhold til ansøgeren og hendes børn ikke skønnedes forsvarlig.

Socialforvaltningen i B kommune oplyste supplerende, at B kommune havde bevilget tilskud til etablering og drift af krisecentret i året 1981, der blev betragtet som et forsøgsår. Endvidere havde kommunen vederlagsfrit stillet lokaler til rådighed for centret. Amtskommunen og en privat fond havde ligeledes ydet tilskud til centret. Der forelå nu udkast til overenskomst mellem krisecentret som selvejende institution og amtskommunen, jf. bistandslovens §§ 105-112.

Ankenævnet pålagde det sociale udvalg i A kommune at yde det sociale udvalg i B kommune refusion for hjælp ydet til ansøgeren, idet nævnet fandt det rimeligt og i overensstemmelse med intentionerne bag reglen at bringe bistandslovens § 11 i anvendelse i den foreliggende situation. Nævnet lagde vægt på, at socialforvaltningen i A kommune havde ydet ansøgeren økonomisk hjælp under hendes ophold på krisecentret, som havde været pågældende behjælpelig omkring fremskaffelsen af boligen i B kommune. Det forhold, at ansøgeren selv tog ophold på krisecentret uden forinden at have været i kontakt med socialforvaltningen i A kommune, fandtes ikke at kunne afskære det sociale udvalg i B kommune fra ret til refusion, idet det fulgte af forholdets natur, at ophold i et krisecenter ofte vil blive etableret under omstændigheder, som ikke levner mulighed for kontakt til socialforvaltningen i bopælskommunen forinden.

Et mindretal i nævnet fandt, at krisecentret var en § 11, nr. 1 institution, og at det sociale udvalg i A kommune ikke havde medvirket ved opholdets etablering, hvorfor A kommune ikke var betalingskommune for ansøgeren.

Sagen blev anket af det sociale udvalg i A kommune.

Lovgrundlag: Bistandslovens § 11.

Ankestyrelsen finder, at krisecentret i B kommune er omfattet af ordene "lignende behandlingsinstitution" i bistandslovens § 11, nr. 2, uanset at der endnu ikke var indgået overenskomst om driften af centret.

På denne baggrund finder Ankestyrelsen, at det sociale udvalg i B kommune kan kræve sin del af udgifterne til bistand til ansøgeren refunderet af A kommune under hendes ophold i krisecentret. Ankestyrelsen finder samtidig, at dette gælder, uanset om der har været tale om medvirken eller fra socialforvaltningen i A kommune til ansøgerens ophold i krisecentret. Ankestyrelsen finder endelig, at reglerne i bistandslovens § 47, ikke kan bringes i anvendelse, da der ikke har været søgt og ydet flyttehjælp.

Ankestyrelsen tiltræder med denne baggrund ankenævnets afgørelse.