En ansøger med et hørehandicappet barn søgte det sociale udvalg om hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, til betaling af differencen mellem et sort/hvid- og et farvefjernsyn. Ansøgningen var begrundet med, at ansøgerens datter, som havde en middelsvær til svær hørenedsættelse og anvendte høreapparat, var afhængig af visuel indlæring. Ansøgerens fjernsynsapparat var gået i stykker og ansøgeren påtænkte at købe et nyt, men havde angiveligt ikke råd til at købe et farvefjernsyn. Barnets skole havde udtalt, at et farvefjernsyn ville hjælpe med til at forbedre barnets begrebsudvikling, idet hun ville få mange flere nuancer og indtryk, og det ville være lettere for barnet at genkende tingene i virkeligheden.
Det sociale udvalg gav afslag på ansøgningen med henvisning til, at et farvefjernsyn måtte betragtes som almindeligt bohave og ikke en merudgift ved forsørgelsen.
Ankenævnet pålagde det sociale udvalg at yde hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, til differencen mellem udgiften til et sort/hvid-fjernsyn og udgiften til et farvefjernsyn. Nævnet fandt, at tilstedeværelsen af et farvefjernsyn i ansøgerens situation var en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af ansøgerens hørehandicappede barn. Nævnet lagde vægt på oplysningerne fra barnets skole om muligheden for gennem farvefjernsyn at udvikle barnets begrebsverden og støtte fra dets sprogudvikling.
Sagen blev anket af det sociale udvalg.
Lovgrundlag: Bistandslovens § 48, stk. 1.