En gift ansøger M fik af det sociale udvalg i A kommune bevilget hjælp efter bistandslovens § 42 til en uddannelse som landbrugstekniker. Uddannelsen, som skulle påbegyndes pr. 1 marts 1984, og som forventedes at vare 3 år, skulle foregå på en landbrugsskole i B kommune. M skulle under uddannelsen bo på skolen.
I slutningen af februar 1984 flyttede M med sin ægtefælle H og to mindreårige børn til B kommune, hvor familien lejede et rækkehus til en betydeligt billigere husleje end den, familien tidligere havde på sit eget hus, og som den havde haft svært ved at klare.
I forbindelse med flytningen opsagde H sit deltidsarbejde som sygehjælper med udgangen af februar 1984. Efter flytningen til B kommune fik H deltidsarbejde på et plejehjem.
Den 24. januar 1984 afgav det sociale udvalg i A kommune refusionstilsagn i henhold til bistandslovens § 11 overfor B kommune.
Pr. 1. august 1984 blev M og H separeret. H fik forældremyndigheden over de to børn, og boligforholdene forblev uændrede. H har efter separationen modtaget supplerende kontanthjælp.
Det sociale udvalg i A kommune afslog at refundere udgifterne vedrørende den hjælp, der var ydet til H efter separationen. Udvalget henviste til, at M's forsørgelsespligt overfor ægtefællen på dette tidspunkt var ophørt.
Socialforvaltningen i B kommune anførte heroverfor, at det ikke kunne anses for et nødvendigt led i revalideringen at flytte hele familien til B, når hensås til, at M var forpligtet til at bo og spise på skolen, samt at uddannelsen måtte betragtes som relativt kort. Socialforvaltningen fandt derfor, at den nærmere begrundelse for flytningen skulle ses i de store boligudgifter i A kommune, og henviste til, at samtykkereglerne efter bistandslovens § 47 derfor skulle have været fulgt.
Amtsankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge det sociale udvalg i A kommune at refundere B kommune udgifterne vedrørende den hjælp, der var ydet til H efter hendes separation den 1. august 1984. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at H ved separationen fandtes at have brudt det forløb, der af det sociale udvalg i A kommune var planlagt for familien i forbindelse med tildelingen af § 42-støtte. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere det sociale udvalgs afgørelse vedrørende tildeling af støtte til flytning af hele familien til B i forbindelse med revalideringsplanen.
Socialforvaltningen i B kommune gjorde bl.a. gældende, at H og børnene ikke ved separationen afbrød en planlagt behandlingsplan efter § 42, men netop ved separationen fik endnu mere brug for hjælp og støtte. Forvaltningen anførte endvidere, at der i B kommune findes mange uddannelsesinstitutioner, og at der som følge heraf er mange §42-bevillinger, som er givet af en anden kommune og med refusionstil sagn. Det var derfor af væsentlig principiel betydning, at kommunerne ikke ukritisk kunne løse deres boligproblemer m.v. under dække af § 42, jfr. § 11, samt iøvrigt slippe for refusion, blot fordi en oprindelig behandlingsplan mere eller mindre ændres. ___________________________________________________________________________________
