En gift ansøger, der hidtil havde haft fuldtidsarbejde som kontorassistent, fødte i august 1983 en søn, der led af mongolisme.
Som følge heraf havde ansøgeren siden barselsorlovens ophør modtaget erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 10 timer pr. uge, således at hun kunne nedsætte sin arbejdstid til 30 timer pr. uge. Bevillingen var senest blevet forlænget til 28. februar 1987.
Ansøgeren orienterede i juni 1986 socialforvaltningen om, at hun fra august 1986 ønskede at ophøre med sit hidtidige arbejde for i stedet at påbegynde en 2-årig uddannelse til edb-assistent.
Undervisningen foregik på dagskole med ialt 33 1/2 time pr. uge. Ansøgeren finansierede uddannelsen gennem optagelse af stipendium og lån fra Statens Uddannelsesstøtte.
Det sociale udvalg meddelte den 21. august 1986 afslag på fortsat at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet udvalget skønnede, at der ikke fortsat var tale om tab af arbejdsindkomst i forbindelse med pasning af sønnen, da ansøgeren selv valgte at ophøre med sin beskæftigelse.
Ansøgeren anførte over for amtsankenævnet, at hun havde fået tilbudt et mindre sekretærjob for en synshandicappet medstuderende, men at hun havde måtte afslå dette tilbud af hensyn til sønnens pasning.
Amtsankenævnet forelagde sagen for Socialstyrelsen, der i en vejledende udtalelse af 18. marts 1987 bl.a. anførte: . . . det er uden betydning for fortsat ydelse af delvis tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48, stk. 1, når bestemmelsens betingelser iøvrigt er opfyldt, at forsørgeren ophører med sit deltidsarbejde og i stedet påbegynder en uddannelse. Det er en forudsætning at forsørgeren, som følge af barnets handicap, faktisk passer barnet i hjemmet i tidsrummet svarende til ydelsen af tabt arbejdsfortjeneste, og forsørgeren i dette tidsrum ellers ville have mulighed for at påtage sig deltidsarbejde. ”
Amtsankenævnet fandt, at det sociale udvalg ikke med rette havde kunnet bringe bevillingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør alene under henvisning til, at ansøgeren i august 1986 var ophørt med sit erhvervsarbejde for i stedet at påbegynde uddannelse.
Nævnet besluttede på denne baggrund at pålægge socialudvalget at genoptage udbetalingen af erstatning for 10 timer ugentlig fra tidspunktet for standsningen heraf.
Nævnet lagde ved sin afgørelse alene vægt på, dels Socialstyrelsens vejledende udtalelse, dels at socialudvalget oprindeligt havde bevilget hjælpen foreløbig til 28. februar 1987, hvorefter nævnet havde forudsat, at de øvrige betingelser i bistandslovens § 48, stk. 1, havde været opfyldte.
Sagen blev anket af det sociale udvalg, der anførte, at da ansøgeren selv havde valgt at ophøre med beskæftigelse for at påbegynde en uddannelse, der timemæssigt så godt som svarede til den hidtidige arbejdstid, var der ikke tale om tab af arbejdsindtægt.
Ansøgeren oplyste, at timetallet på andet studieår svarede til timetallet på første år. Hertil kom en del hjemmearbejde, som hun dog først ordnede efter, at sønnen var kommet i seng. Ansøgeren havde i sin sommerferie haft arbejde med 30 timer pr. uge. ____________________________________________________________________
