En kvinde søgte helbredsbetinget førtidspension i august 1985 som 41-årig. Hun led af følger efter et kranietraume i 1978 i form af middelsvær intellektuel reduktion og personlighedsmæssige ændringer. Invaliditetsgraden efter ulykkesforsikringsloven var af Sikringsstyrelsen fastsat til 40%.
Ansøgeren havde haft kontorarbejde siden 1967. Fra 1979 havde hun haft fuldtidsansættelse på et salgskontor med rutinepræget arbejde. Hun blev afskediget i forbindelse med sygemelding i august 1985, men fik fra 1. februar 1986 påny kontorarbejde på fuld tid.
Revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på helbredsbetinget og behovsbestemt førtidspension. Nævnet fandt, at ansøgerens erhvervsevne ikke kunne anses for at være nedsat med mindst halvdelen på grund af fysisk eller psykisk invaliditet.
Afgørelsen var indanket af ansøgeren. Hun oplyste, at hendes nye arbejde var mere rutinepræget og lettere end det tidligere, men at hun fortsat blev fuldstændig udkørt i løbet af arbejdsdagen og ikke havde mere energi, når hun kom hjem fra arbejde.
En psykiater, der havde ansøgeren i behandling, udtalte i forbindelse med anken, at ansøgeren under sygefraværet havde lidt mere overskud. Hun var dog stadig præget af asteni med meget lav belastningstærskel og let vakt angst og uro, og hun havde vanskeligheder ved at overskue hele sin situation. Efter at hun var påbegyndt arbejdet i februar 2986, var hendes symptomer atter blusset op.