En ung mand M, der led af en medfødt blødersygdom, fik af A kommune bevilget hjælp efter bistandslovens § 42 fra det fyldte 18. år med henblik på færdiggørelse af studentereksamen.
Efter studentereksamen bevilgede A kommune hjælp efter bistandslovens § 42 til de to første år af det medicinske studium.
M tog som følge heraf ophold i B kommune.
A kommune gav B kommune refusionstilsagn i henhold til bistandslovens § 11, gældende for en 2-årig periode.
M modtog herefter støtte, indtil han den 30. november 1981 meddelte B kommune, at han i en periode ville kunne klare sig selv for en udbetalt børneopsparing på 42.000 kr.
I februar 1983 oplyste M, at han i øvrigt supplerede stipendium fra Statens Uddannelsesstøtte med indtægter ved vagtarbejde. Uddannelsen forløb planmæssigt.
M anmodede i december 1984 B kommune om påny at få udbetalt § 42 hjælp, da han havde opbrugt sin formue, og da hans helbredsmæssige tilstand for tiden var sådan, at han ikke kunne påtage sig supplerende erhvervsarbejde.
B kommune bevilgede i maj 1985 M fortsat støtte efter bistandslovens 42 med virkning fra 1. januar 1985 til 31. december 1986.
B kommune anmodede herefter A kommune om refusionstilsagn.
A kommune afslog anmodningen.
Amtsankenævnet fandt, at A kommune var forpligtet til at refundere B kommune opholdskommunens andel af den hjælp, der blev ydet til M efter bistandslovens bestemmelser indtil lægeuddannelsens afslutning.
Amtsankenævnet begrundede sin afgørelse med, at A kommune havde bevilget M hjælp efter bistandslovens § 42, stk. 1, til de første 2 år af lægeuddannelsen ved universitetet i B kommune, og således havde medvirket til hans ophold i B kommune.
Det sociale udvalg i A kommune gjorde gældende, at den omstændighed, at udvalget ved sin støtte efter bistandslovens § 42 havde medvirket til, at M tog ophold i B kommune, ikke i sig selv var tilstrækkeligt grundlag for, at A kommune blev fastholdt på tilbagebetalingsforpligtelsen, specielt i betragtning af, at M havde klaret sig uden hjælp i en periode af mere end 3 år.
Udvalget fandt derfor, at den aktuelle støtteperiode begyndende 1. januar 1985 måtte anses for at være en ny sag uden refusionsmæssig virkning for A kommune, som tidligere opholdskommune.
Udvalget anførte videre, at når kommunen i sin tid begrænsede refusionstilsagnet til alene at omfatte de første 2 år af studietiden, var det udfra en vurdering af, at udvalget derved mente at have ydet kompensation for handicappet, således at det videre forløb måtte klares på lige fod med andre unge under uddannelse. ___________________________________________________________________________________
