En ansøger kom til Danmark som flygtning i 1975. Indtil 1. oktober 1980 modtog pågældende hjælp fra Dansk Flygtningehjælp. Herefter ydede A kommune som opholdskommune bistand til ansøgeren med refusion fra staten i henhold til bistandslovens § 134, stk. 3.
Pr. 1. august 1983 flyttede ansøgeren fra A kommune til B kommune, hvor han påbegyndte en uddannelse. Det sociale udvalg i A kommune havde ydet hjælp til uddannelse efter bistandslovens § 42, stk. 1, samt flyttehjælp efter bistandslovens § 47, stk. 1. Den 16. august 1983 gav det sociale udvalg i A kommune tilsagn om refusion over for B kommune med bemærkning om, at der blev ydet 100% statsrefusion på grund af ansøgerens status som flygtning.
I marts 1984 fik ansøgeren dansk statsborgerskab, hvorefter udgifterne ved hans forsørgelse ikke længere blev refunderet fuldt ud af staten. Det sociale udvalg i B kommune fremsatte herefter over for A kommune krav om refusion af opholdskommunens andel af udgifterne ved hjælp til pågældende med virkning fra den 1. april 1984.
Det sociale udvalg i A kommune afslog at yde refusion. Udvalget henviste bl.a. til, at ansøgeren havde erhvervet dansk statsborgerskab på et tidspunkt, hvor han var bosiddende i B kommune, hvorfor det burde være denne kommune, der endeligt afholdt udgifterne ved pågældendes forsørgelse og eventuelle uddannelse uden forpligtelser for den kommune, der havde iværksat foranstaltningerne.
B kommune anførte, at refusionsreglerne i bistandslovens § 11 og § 47, stk. 2, måtte finde anvendelse, uanset om der i en periode havde været fuld statsrefusion af de kommunale udgifter til hjælp. B kommune bemærkede endvidere, at Socialministeriets udtalelse af 19. december 1983, hvorefter flygtninge i relation til bistandsloven er stillet som andre danske statsborgere fra det tidspunkt, hvor der er erhvervet dansk statsborgerret, måtte indebære, at bistandslovens almindelige finansieringsregler fandt anvendelse.
A kommune anførte heroverfor, at de almindelige regler om betaling kommunerne imellem ifølge bistandslovens § 11 og § 47 ikke finder anvendelse på flygtninge, eftersom staten refunderer kommunens udgifter fuldt ud. Heri ligger, at den etablerede uddannelse i medfør af bistandslovens 42 og den deraf følgende flytning til B kommune ikke bør have betydning for den tidligere opholdskommune, der havde iværksat foranstaltningerne.
Amtsankenævnet fandt, at ansøgerns ophold i B kommune var omfattet af bestemmelserne i bistandslovens & 11, således at opholdskommuneforpligtelsen for den hjælp, der blev ydet pågældende, påhvilede A kommune. Nævnet fandet således, at den omstændighed, at staten på grund af ansøgerens hidtidige status som flygtning havde ydet fuld refusion af den ydede bistand, ikke fritog A kommune for sin forpligtelse, efter at ansøgeren havde erhvervet dansk statsborgerret.
Det sociale udvalg i A kommune anførte, at tidspunktet for flytningen og ansøgerens status på dette tidspunkt måtte være afgørende for, hvem betalingsforpligtelsen påhvilede. Kommunen anførte videre, at såfremt Ankestyrelsen skulle træffe beslutning om, at B kommune fritoges fra betalingsforpligtelsen, måtte den påhvile den kommune, hvor ansøgeren opholdt sig, da han fik flygtningestatus. ___________________________________________________________________________________
