Ankestyrelsens principafgørelse O-29-87

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 58

Socialministeriets cirkulære nr. 150 af 17. december 1986 om bistand efter bistandslovens afsnit I-VI til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap - pkt. 40

Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 9. marts 1984 om ydelse af hjælpemidler - pkt. 3

En ansøger søgte det sociale udvalg om hjælp efter bistandslovens § 58 til en HEIDI-kommunikator til brug for pågældendes barn B, født i 1977. B led af cerebral parese med lammelse af arme og ben og manglende styring af sine bevægelser. B havde siden februar 1981 været intern elev i en institution oprettet i henhold til bistandslovens § 96. B var uden sprog, men var beskrevet som intellektuelt særdeles velfunderet, og han fungerede alderssvarende selvom hans udtryksmuligheder var begrænset til mimisk reaktion eller kommunikation ved hjælp af bliss- symbolsprog.

Det sociale udvalg havde i oktober 1985 bevilget delvis hjælp efter bistandslovens § 58 til anskaffelse af en CIF-kontakt med diverse udstyr til B. Udgifterne i øvrigt var afholdt af institutionen, idet en del af udstyret også kunne bruges af andre i institutionen. Med CIF-kontakten betjente B under sin skolegang en computer og en kommunikator. De to sidstnævnte ting var skolens udstyr. I sin fritid benyttede B CIF-kontakten til betjening af båndoptager og racerbane. CIF-kontakten skulle tilsluttes det elektriske ledningsnet.

I juni 1986 søgte institutionen det sociale udvalg om hjælp til anskaffelse af en HEIDI-kommunikator, idet denne kommunikator var batteridrevet og ville kunne monteres på B's kørestol. B ville således kunne havde kommunikatoren med sig overalt.

Det sociale udvalg gav afslag på ansøgningen med henvisning til, at B havde ophold på institution.

Over for amtsankenævnet anførte institutionen, at der var tale om et personligt hjælpemiddel til B. Det var videre anført, at det fra pædagogisk og terapeutisk side var tilkendegivet, at kommunikatoren var vigtig for B's videre psykiske og sociale udvikling, ligesom det kunne forudses, at han på længere sigt ville få behov for mere avanceret individuelt tilpasset kommunikationsudstyr i takt med den teknologiske udvikling.

Amtsankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge det sociale udvalg at yde hjælp efter bistandslovens § 58 til det ansøgte hjælpemiddel. Nævnet henviste bl.a. til Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 9. marts 1984, pkt. 3, om hjælpemidler til personer med ophold i døgninstitution.

Institutionen anførte, at det var afgørende for institutionen at få afklaret, hvorledes udgifter til personlige kommunikationshjælpemidler/dataudstyr skulle afholdes for elever, der har ophold i en institution oprettet i henhold til bistandslovens § 96. Institutionen anførte endvidere, at institutionen i øjeblikket havde to elever med behov for individuelt kommunikationsudstyr, men ikke nogen bevillingspraksis fra tidligere år, endsige budgetmæssige forudsætninger for at indfri de to elevers behov.

Efter de foreliggende oplysninger finder Ankestyrelsen, at den ansøgte HEIDI-kommunikator må betragtes som sædvanligt udstyr i en institution som den foreliggende.

Udgiften til anskaffelsen må således betragtes som en institutionsudgift, og det kan derfor ikke pålægges det sociale udvalg at afholde udgiften i henhold til bistandslovens § 58.

Ankestyrelsen tiltræder således Amtsankenævnets afgørelse.