Ankestyrelsens principafgørelse O-2-87

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 25 og § 43

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1. - j.nr. 21002-85

En ansøger, der modtog kontanthjælp efter bistandsloven, ejede 1/4 af en byejendom. Af samejekontrakten fremgik, at det enkelte medlem ikke kunne overdrage, belåne eller gøre sin andel til genstand for eksekution.

Socialforvaltningen stillede under henvisning til bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, som betingelse for at yde hjælp, at tilbagebetalingskravet vedrørende den del af boligudgiften, der dækkede ansøgerens andel af terminsudgiften, skulle tinglyses på ejendommen.

Ansøgeren indankede den 2. januar 1985 socialforvaltningens afgørelse for amtsankenævnet. Amtsankenævnet behandlede sagen i møde den 28. marts 1985 og besluttede at udsætte behandlingen af socialforvaltningens krav om tinglysning på principielle overvejelser.

Socialforvaltningen blev i maj 1985 bekendt med en afgørelse, afsendt af ankestyrelsen den 7. maj 1985, hvorefter ankestyrelsen - efter en gennemgang af lovens regler og forarbejder - fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren var berettiget til kontanthjælp til dækning af boligudgifter, herunder terminsudgifter vedrørende fast ejendom, alene beroede på, om ansøgeren opfyldte betingelserne herfor i bistandslovens kap. 9. Den omstændighed, at det på grund af andre regler i lovgivningen ikke var muligt at sikre tilbagebetalingskravet på den i bistandslovens § 25, stk. 2, angivne måde kunne ikke afskære ansøgeren fra at opnå den ansøgte hjælp.

Ankestyrelsens afgørelse blev offentliggjort som SM O-28-85 den 7. juni 1986.

Socialforvaltningen frafaldt herefter kravet om tinglysning, men alene med virkning fra 7. maj 1985, idet socialforvaltningen fandt, der var tale om et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål, som først blev afklaret ved ankestyrelsens afgørelse af 7. maj 1985.

Amtsankenævnet tog til efterretning, at socialforvaltningen havde ændret sit krav om tinglysning som vilkår for hjælpsudbetalingen med virkning fra 7. maj 1985.

For så vidt angik perioden før dette tidspunkt ændrede amtsankenævnet socialforvaltningens afgørelse, idet nævnet fandt ansøgeren berettiget til udbetaling af hjælpen mod tilbagebetaling, idet den manglende mulighed for sikring af tilbagebetalingskravet, efter nævnets opfattelse, ikke kunne afskære fra at opnå den ansøgte hjælp.

Amtsankenævnet lagde herved vægt på, at der efter nævnets opfattelse forelå en egentlig retsvildfarelse vedrørende anvendelse af bistandslovens bestemmelse om hjælpstildeling i henhold til lovens kap. 9, hvorfor nævnet fandt grundlag for at ændre socialforvaltningens afgørelse vedrørende tinglysningskravet med tilbagevirkende kraft.

Sagen blev anket af det sociale udvalg, der bl.a. henviste til, at spørgsmålet om forholdet mellem reglerne i bistandslovens kap. 9 og tilbagebetalingsreglen i § 25, stk. 2, måtte betragtes som et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål, og at praksis derfor først skal ændres fra det tidspunkt, hvor de myndigheder, der administrerer reglerne, må antages at være orienteret om ankestyrelsens fortolkning.

Ankestyrelsen er enig med amtsankenævnet i, at ansøgeren er berettiget til at få udbetalt den ansøgte kontanthjælp til terminsydelser fra ansøgningstidspunktet.

Hjælp ydes med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, selvom kravet om tinglysning i den faste ejendom efter bistandslovens § 25, stk. 2, ikke kan gennemføres.

Ved afgørelsen har Ankestyrelsen lagt vægt på, at ansøgerens klage er modtaget i amtsankenævnet den 2. januar 1985, og den er således ikke foranlediget af ankestyrelsens afgørelse af 7. maj 1985 og offentliggørelsen heraf i SM O-28-85.

Med denne begrundelse tiltræder ankestyrelsen amtsankenævnets afgørelse.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 21003-85

En ansøger, der boede i fællesskab med to andre, havde modtaget kontanthjælp udmålt efter bistandslovens § 43. Fra oktober 1983 tog socialforvaltningen ved beregning af hjælpen udgangspunkt i, at der skønnedes at være visse økonomiske fordele ved at bo sammen med andre. Der blev udmålt hjælp til underhold, svarende til halvdelen af det beløb, der ydes til ægtepar, - 25% + aktuel husleje.

Ansøgeren klagede den 5. november 1984 til amtsankenævnet over socialforvaltningens udmåling af hjælpen.

Socialforvaltningen oplyste overfor nævnet, at der ikke kunne oplyses om konkrete fordele ved den fælles husførelse, men at hjælpen var udmålt på den angivne måde under henvisning til langvarig praksis på området.

Ankestyrelsen havde den 11. juli 1984 udsendt SM O-39-84 og SM O-40-84 om udmåling af kontanthjælp efter bistandsloven til samboende. De deri gengivne afgørelser indebar en ændring af hidtidig praksis. De behandlede sager angik imidlertid kun perioden forud for den 1. januar 1984, fra hvilket tidspunkt reglerne i bistandslovens §§ 37 og 43 blev ændret ved lov nr. 581 af 19. december 1983.

Det sociale udvalg ændrede ikke sin praksis vedrørende måling af hjælp til samboende efter offentliggørelsen af ovennævnte SM, men indbragte den 31. juli 1984 en ny sag for ankestyrelsen om samme spørgsmål med henvisning til, at også de faste udgifter måtte inddrages i spørgsmålet om beregning af fordelen ved fælles husførelse. Sagen angik også perioden efter ikrafttrædelsen af lov nr. 581 af 19. december 1983. Ankestyrelsen meddelte den 24. august 1984 det sociale udvalg, at selvom sagen drejede sig om et spørgsmål af principiel betydning, ville sagen ikke blive optaget til principiel behandling, da ankestyrelsen havde optaget en tilsvarende sag til behandling (j.nr. 20854-84). Afgørelsen i sidstnævnte sag forventedes offentliggjort.

Ved årsskiftet 1984/1985 blev socialforvaltningen bekendt med ankestyrelsens afgørelse i den tilsvarende sag, der ikke ændrede de udmålingsprincipper, der fremgik af SM O-39-84 og SM O-040-84. Socialforvaltningen bragte herefter med virkning fra 1. januar 1985 sin praksis vedrørende samboende i overensstemmelse med ankestyrelsens praksis.

Den ovennævnte tilsvarende sag blev den 1. marts 1985 offentliggjort som SM O-9-85.

Amtsankenævnet pålagde det sociale udvalg at udmåle hjælpen til ansøgeren i overensstemmelse med SM O-39-84 fra 1. august 1984.

Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke til sagen var oplyst konkrete fordele ved fælles husførelse, som kunne begrunde en fravigelse af de udmålingsmæssige udgangspunkter om, at hjælpen til samboende er den hjælp, der kan ydes til en enlig, jfr. de udmålingsprincipper, der var benyttet i SM O-39-84 og SM O-40-84.

For så vidt angik omberegningstidspunktet lagde amtsankenævnet vægt på, at der havde været tale om et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål, som var endeligt afklaret ved offentliggørelsen af de ankestyrelsesafgørelser, der var omtalt i SM O-39-84 og SM O-40- 84.

Sagen blev anket af det sociale udvalg, der ønskede ankestyrelsens principielle behandling af spørgsmålet om, hvornår og fra hvilket tidspunkt socialforvaltningen er forpligtet til at ændre retsanvendelse i tilfælde af, at ankestyrelsen gennem enkeltafgørelser tilkendegiver en ændret fortolkning af et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål.

Socialudvalget henviste til, at en kommune ikke kan pålægges at ændre praksis med virkning fra et tidligere tidspunkt end fra det, hvor fortolkningsspørgsmålet kan anses for afklaret, og hvor de myndigheder, der administrerer reglerne, må antages at være orienteret herom. I det konkrete tilfælde var det forvaltningens opfattelse, at der først forelå en endelig afklaring af fortolkningsspørgsmålet ved ankestyrelsens afgørelse i j.nr. 20854-84.

Ankestyrelsen har ved sin afgørelse lagt til grund, at styrelsen ved offentliggørelsen af SM O-39-84 og SM O-40-84 den 11. juli 1984 har orienteret om de trufne afgørelser og dermed tilkendegivet sin fortolkning af de relevante retsregler.

Denne fortolkning må herefter danne grundlag for den fremtidige retsanvendelse, indtil der eventuelt måtte blive bekendtgjort en anden fortolkning.

Den omstændighed, at ankestyrelsen senere optager en tilsyneladende lignende sag til principiel behandling, danner ikke grundlag for en ændret retsopfattelse, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen og fastslået en ændret fortolkning.

Ankestyrelsen tiltræder derfor amtsankenævnets afgørelse.