En 64-årig gift kvinde K, der var kørestolsbruger som følge af total lammelse af ben og krop samt udtalte lammelser af arme, søgte om hjælp til et teleflexanlæg (det vil sige en trådløs telefon tilsluttet en almindelig telefon) fra KTAS.
K boede sammen med ægtefællen, der var folkepensionist, i en selvstændig lejlighed, der var knyttet til en institution. K overnattede hver nat i institutionens plejeafdeling.
K skulle have hjælp til stort set alt, herunder drypning af øjne 6 gange daglig på grund af grøn stær.
I K's bolig var ansat en plejemedhjælper 39 timer ugentligt. K kunne selv aftale arbejdstiden med den pågældende medhjælper.
Ansøgningen blev begrundet med, at det var nødvendigt, at K på grund af lidelsens karakter akut kunne tilkalde hjælp fra lejligheden til enhver tid.
Dette var bekræftet fra lægelig side.
Institutionen oplyste overfor social- og sundhedsforvaltningen, at K ikke behøvede at være alene i egen bolig, idet hun altid kunne komme på plejeafdelingen, når ægtefællen eller plejemedhjælperen ikke kunne være hos hende.
Social- og sundhedsforvaltningen meddelte afslag på ansøgning om et teleflexanlæg fra KTAS efter bistandslovens § 58 med den begrundelse, at K havde mulighed for at tilkalde hjælp i alle døgnets timer, idet hun havde ansat en plejemedhjælper i 39 timer om ugen i sin egen bolig. Desuden ville hun på
tidspunkter, hvor ægtefællen ikke kunne være til stede, kunne modtages i institutionens plejeafdeling, hvor hun i øvrigt overnattede.
Sagen blev anket af K's ægtefælle, der anførte, at teleflexanlægget skulle ses som et nødvendigt supplement til den eksisterende telefon. Endvidere henvistes til, at den ansatte plejemedhjælper ofte var beskæftiget med husligt arbejde uden for lejligheden, og at han selv ofte havde aktiviteter uden for hjemmet, herunder rejser af flere ugers varighed.
