Ankestyrelsens principafgørelse O-93-88

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

28-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 48, stk. 1 og § 48, stk. 2

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 -

Forældrene til barnet B, der var født i 1980 og led af cystisk fibrose, blev separeret i juli 1987. M og B blev boende i den tidligere fælles bolig.

Behandlingen af B's lidelse var både omfattende og tidkrævende. Det sociale udvalg havde derfor før separationen bevilget M's tidligere ægtefælle kompensation for tabt arbejdsfortjeneste med 4 timer dagligt.

M var fuldtidsansat som lærer og havde derudover siden 1972 arbejdet som pædagogisk medhjælper på en ungdomsskole. Indtægten herved udgjorde netto ca. 1.000 kr. pr. måned. Tidligere havde arbejdet som pædagogisk medhjælper ligget i tidsrummet fra kl. 15 til 17, men fra efteråret 1987 var arbejdet placeret i tidsrummet fra kl. 17.30 og fremefter, det vil sige på det tidspunkt, hvor B blev behandlet med maske. B blev behandlet om morgenen kl. 6.00 og om aftenen kl. 19.00 og forventedes at kunne maskebehandle sig selv i 10-12 årsalderen.

I begyndelsen af oktober 1987 blev M på grund af stress sygemeldt af sin læge, som anbefalede, at han ophørte med ekstraarbejdet på ungdomsskolen. Da M imidlertid var økonomisk afhængig af indtægten, ansøgte han det sociale udvalg om kompensation herfor.

Det sociale udvalg, der var indstillet på at yde kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i M's hovedstilling, meddelte afslag på dækning af tabt arbejdsfortjeneste ved opgivelse af bijobbet. Det sociale udvalg begrundede sit afslag med, at det var på grund af M's egen sygdom, at han ikke kunne påtage sig arbejde som pædagogisk medhjælper på ungdomsskolen.

M gjorde overfor det sociale udvalg gældende, at der ikke var tale om manglende indtægt på grund af hans egen sygdom. Han mente, at han ikke magtede ungdomsskolearbejdet, fordi han havde et handicappet barn.

M ønskede ikke at nedsætte arbejdstiden i sin hovedstilling, da dette ville medføre forflyttelse til andet arbejde.

Amtsankenævnet tiltrådte det sociale udvalgs afgørelse. Nævnets afgørelse var begrundet med, at det arbejdsforhold, hvortil der søgtes lønkompensation, lå udover normal arbejdstid med 39 timer ugentlig.

Nævnet besluttede dog at hjemvise sagen til kommunen til vurdering af, om M var berettiget til anden form for hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1 og 2 i form af eksempelvis aflastning, økonomisk hjælp til huslejebetaling under forudsætning af, at B's lidelse nødvendiggjorde, at M blev boende i nuværende bolig, med videre.

Ved nævnets behandling af sagen forelå 2 vejledende udtalelser fra Socialstyrelsen, hvoraf fremgik, at der efter Socialstyrelsens opfattelse som altovervejende hovedregel ikke er mulighed for at yde kompensation for tabt arbejdsfortjeneste med mere end 39 timer ugentlig.

Afgørelsen blev anket af M, som udtalte, at han fandt det paradoksalt, at man erkender et merarbejde for en person med 39 timers ugentligt arbejde og giver 4 timers lønkompensation pr.dag, mens en person, der i 16 år har arbejdet i mere end 39 timer pr. uge og overtager merarbejde, ikke er berettiget til at modtage lønkompensation.

Det principielle i sagen lå efter M's mening i, at man havde taget udgangspunkt i normalarbejdstiden og ikke i, at pasningen af et barn med en kronisk sygdom udløser lønkompensation på 4 timer pr. dag. Dette burde pasningen gøre uanset den arbejdsbyrde, den enkelte borger har pålagt sig selv.

Ankestyrelsen finder, at der i bistandslovens § 48 er hjemmel til at yde tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med bijob, hvis dette arbejde er fast, uanset at det ligger ud over den normale arbejdstids længde inden for det pågældende arbejdsområde.

Ankestyrelsen finder herefter, at M er berettiget til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48, stk. 1 og 2.

Ved afgørelsen har Ankestyrelsen lagt vægt på, at M har haft det omhandlede ekstraarbejde i ungdomsskolen siden 1972, samt at det under hensyn til B's handicap er hensigtsmæssigt, at M varetager behandlingen af hende.

Ankestyrelsen ændrer således Amtsankenævnets afgørelse.