Sagen drejede sig om et barn med cystisk fibrose, som havde været hospitalsbehandlet i en årrække og blev fulgt ved månedlige kontroller på hospitalet.
I januar 1987 søgte familien via hospitalet kommunen om hjælp i henhold til bistandslovens § 48 til dækning af diverse ekstraudgifter, bl.a. udgifter til ikke-tilskudsberettiget medicin i form af saltvand til inhalation, antibiotika efter behov samt paraghurttabletter.
Det sociale udvalg bevilgede familien hjælp til forskellige formål, herunder til egenandelen af tilskudsberettiget medicin. Hjælp til betaling af ikke-tilskudsberettiget medicin blev afslået.
Forældrene klagede til amtsankenævnet og gjorde i klagen opmærksom på, at der på det tidspunkt, da kommunen behandlede sagen, var indgivet ansøgning til Sundhedsstyrelsen om tilskud til de omhandlede medikamenter. De henledte dog samtidig opmærksomheden på, at behandlingsforløbet pludselig kunne ændre sig med den virkning, at der kunne blive ordineret nye midler, hvortil der ikke var søgt om tilskud.
Amtsankenævnet fandt, at hjælp til ikke-tilskudsberettiget medicin var omfattet af bistandslovens § 48, stk. 1, som værende en nødvendig udgift.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ikke- tilskudsberettigede medicin var lægeordineret og nødvendig i forhold til behandlingen af barnets lidelse.
Afgørelsen blev anket af det sociale udvalg, som henviste til, at der ifølge Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987, pkt. 16, kan ydes hjælp til dækning af egenbetaling af tilskudsberettiget medicin.
Vedrørende ikke-tilskudsberettiget medicin henvistes til vejledningens pkt. 50, hvorefter udgifter til syge- og lægebehandling forudsættes afholdt indenfor rammerne af den gældende sygesikringsordning.
Kommunen anførte herefter, at bistandsloven således er subsidiær i forhold til sygesikringens bestemmelser, hvorfor forældrene henvises til gennem egen læge først at søge Sundhedsstyrelsen om at gøre medicinen tilskudsberettiget, hvorefter egenandelen dækkes over bistandslovens § 48.