Den 60-årige M, der modtog mellemste førtidspension, søgte i 1986 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58.
M led af svær slidgigt i lænderyggen og lettere slidgigt i hofter og knæ samt kronisk bronkitis. M led desuden bl.a. af hjertesmerter og ukarakteristiske besvimelsestilfælde.
M boede i en provinsby ca. 100 m. fra et busstoppested.
Ved sagens behandling i det sociale udvalg oplyste M en gangdistance på få hundrede meter.
M samlevede med en 55-årig kvinde, der modtog mellemste førtidspension på grund af en ryglidelse.
Bilen skulle bruges til trivselsformål, herunder kørsel i forbindelse med handicapidræt og andet arbejde til fordel for handicappede. Kørselsbehovet var angivet til ca. 15.000 km. om året.
Revaliderings- og pensionsnævnet fandt ikke M berettiget til støtte til bil. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at M's helbredstilstand ikke forhindrede ham i at anvende offentlige befordringsmidler, ligesom hans gangdistance ikke var så nedsat, at han ikke kunne klare afstanden til og fra eksempelvis bus.
Afgørelsen blev anket af M, der anførte, at han ikke kunne forcere de høje trin i busser og tog uden at have en hjælper med. Det anførtes videre, at gangdistancen var meget svingende.