En 18-årig mand blev i juni 1986 idømt 2 1/2 års fængsel og blev indsat til afsoning i forvaringsanstalt. I januar 1987 ansøgte Kriminalforsorgen det sociale udvalg i opholdskommunen om betaling for pågældendes ophold i behandlingsinstitution, hvortil det var planlagt at overføre ham i henhold til bestemmelsen i straffelovens ' 49, stk. 2.
Kriminalforsorgen redegjorde for pågældendes familieforhold, opvækst og kriminalitet, herunder at han, siden han var 12 år, havde haft ophold på adskillige institutioner, i familiepleje og lignende.
Socialudvalget afviste at yde betaling for opholdet og henviste til, at der tidligere var bevilget økonomisk støtte til forskellige behandlingssteder uden effekt. Socialudvalget havde samtidig den opfattelse, at såfremt pågældendes behandling ikke kunne foregå inden for fængslet, måtte Kriminalforsorgen sørge for betaling for behandlingen, da pågældende var idømt fængelsstraf.
Kriminalforsorgen indbragte socialudvalgets afgørelse for amtsankenævnet.
Ved amtsankenævnets behandling af sagen forelå en psykologerklæring, hvori det blev anbefalet, at pågældende på baggrund af ikke mindst den udviklingspsykologiske umodenhed og påvirkelighed snarest blev anbragt i et ikke kriminelt behandlingsmiljø med deraf følgende mulighed for at påvirke hans udvikling i en positiv retning.
Til brug ved amtsankenævnets behandling af sagen forelå endvidere udtalelser fra Socialministeriet vedrørende hjemmelen til at pålægge de sociale myndigheder i henhold til bistandsloven at betale for den omhandlede foranstaltning i en periode, hvor den pågældende afsoner en fængselsstraf.
Af ministeriets udtalelser fremgik det bl.a., at der som kompensation for kommunens merudgifter ved en øget anvendelse af straffelovens ' 49, stk. 2, var overført et beløb fra Justitsministeriet til kommunerne
via bloktilskudsordningen.
Socialministeriet udtalte endvidere, at det er bistandslovens almindelige regler om visitation og finansiering af udgifterne ved ophold på en institution, der anvendes ved overførsel af domfældte til institutioner under bistandsloven.
Socialministeriet anførte, at hjemmelen til at pålægge et socialudvalg at afholde udgifterne ved en domfældts ophold på en behandlingsinstitution under bistandsloven er visitationsreglerne for de pågældende institutioner. En ankemyndigheds omgørelse af en kommunes afgørelse vil naturligvis pålægge kommunen en betalingsforpligtelse, men som i andre sociale ankesager følger dette af ankemyndighedens vurdering af de materielle regler.
Amtsankenævnet pålagde socialudvalget at afholde udgifterne ved pågældendes anbringelse i behandlingsinstitution under forudsætning af, at han samtykkede i anbringelsen.
Amtsankenævnet lagde vægt på den i sagen foreliggende psykologerklæring, samt på de i øvrigt foreliggende oplysninger om klientens behov og muligheder.
Socialudvalget indbragte amtsankenævnets afgørelse for Ankestyrelsen.
____________________________________________________________________
